Selv hos Honda ved man godt, at den hidtidige Civic
Sport egentlig ikke havde meget andet tryk på Sport
end det sports-gen, som man finder i enhver Honda
model. Det har man ændret på med den nye generation
Civic Sport, hér udrustet med den kendte 1,6 liters
120-hestes dieselmotor.
120 hestekræfter lyder jo ikke af så meget. Og
virkeligheden er da også, at det ikke er
fartpræstationerne, der retfærdiggør Sport-navnet.
Ikke, at 0-100 km/t på 10,2 sekunder og en topfart
på 200 km/t er OK. Men decideret sportsligt er det
ikke.
Overbevisende udseende og kurveegenskaber
Anderledes er det, når man ser på bilen og man kører
den gennem kurverne. Det sidste er overbevisende,
en væsentlig ændring og i mange henseende også
forbedring i forhold til tidligere samt ”ikke-sport-varianter”.
Civic Sport har en nu en god spændstig undervogn,
endnu bedre berøring med kørebanen, stor
styrepræcision både gennem kurverne og når det går
lige ud. Samtidig er affjedringskomforten glimrende,
støjbilledet behersket. Hele oplevelsen er, som den
skal være.
En del af hemmeligheden finder man også i 17”
alufælge med tilhørende 225/45 lavprofildæk, som
ikke bare virker aktivt i forhold til stabilitet og
minimal sidevindsfølsomhed, men som i mange
bilkøberes optik også flotte. De er sorte og blanke,
ikke lige præcis undertegnedes ønske design, men de
er synligt inspireret af brugen af karbonfiber til
racerbiler-fælge, og er man vant til at racerbiler
har sorte hjul, giver det jo også en visuel
oplevelse på en sports-model.
Type R design
Den ultimative sportsvariant af Honda Civic er som
bekendt Type R. Det er en regulær sports/racersedan
og den vender vi tilbage til efter planen sidst i
juni i forbindelse med de første internationale
prøvekørsler af den kraftige bil. Men har man ikke
brug for de mange hestekræfter – og på den anden
side synes godt om designet – kommer man meget godt
i mål Sport-udgaven. En del af Type R designet
finder man nemlig også i Civic Sport.
Den har frække spoilere og skørter, interiøret har
et sportsligt snit og det harmonerer perfekt med det
i forvejen temmelig avantgardistiske instrument
arrangement med head-up display med speedometer og
kørecomputervisning placeret lige under kanten på
forruden – samt en stor rund omdrejningstæller, som
man ser indenfor den kraftige læderratkrans.
Omfattende udstyr
Honda Civic Sport er flot udstyret med
tågeforlygter, sædevarme, fartpilot med –begrænser,
2-zone klimaanlæg, bakkamera (ret nødvendigt, i
øvrigt, for trods den todelte bagrude i bagkappen er
udsynet bagud ikke verdens bedste), el-ruder både
for og bag, bluetooth, USB, AUX-indgange, hill-start
assist, Active City Brake, forlygtevaskere og
mørktonede sideruder i bagdørene. Og bilens
elektronisk basisfunktioner styres fra en 7”
berøringsskræm.
Skærmen og dens udbygningsmuligheder er placeret i
midterkonsollen og er let aflæselig. Menuerne og
dele af betjeningen kræver det dog lidt tilvænning,
at benytte sig af i dagligdagen.
Hurra for de magiske sæder
Og så er der den praktiske funktion. Heldigvis er de
såkaldte magiske sæder bibeholdt. Vi har beskrevet
dem mange gange, så link videre også til andre
Honda-prøvekørsler, men helt kort fortalt indebærer
det, at bagsæderne kan foldes op ligesom et
biografsæde, og derved råder man over en helt
anderledes slags bagageplads end i alle andre biler
end Honda.
Bagsæderne har samtidig den fordel, at man kan få
fødderne ind under dem, hvilket giver en herlig
bevægelsesfrihed, når man sidder bag i bilen.
Langt på literen og fine leasingpriser
Økonomien i en Honda Civic 1,6 med dieselmotor
ligger dels i en rimelig anskaffelsespris.
Listeprisen er 297.500 kroner, men også i et moderat
brændstofforbrug. Man kan nemlig køre 27 kilometer
på literen. Det er ret godt, fordi bilen har de gode
køreegenskaber.
Og nu om dage kan man ikke tale Honda og priser uden
at nævne de meget skarpe privatleasingtilbud. Den
prøvekørte bil kan privatleases for 4.500 kroner om
måneden – og en førstegangsydelse på blot 4.500
kroner. Tallene dækker 15.000 km/år og en kontrakt
på blot 30 måneder. Kører man 10.000 km mere om
året, stiger prisen blot med 600 kroner. Det er også
en yderst skarp betaling.
|