Midt i testperioden, der lå nogle uger inden den
artikel offentliggøres, skete der det overraskende,
at Honda valgte at sænke priserne på en række
modeller, deriblandt den nye Honda Civic med den
ligeså nye 2,2 liters dieselmotor, som vi var gået
under huden på. I stedet for at koste tæt ved
370.000 kroner, var listeprisen blevet reduceret til
290.000 kroner. Det gjorde den bestemt ikke mindre
attraktiv.
Prisreduktionen er lanceret som en kampagnepris,
dvs. man har ikke bundet sig til en permanent lavere
pris. Men årsagen er selvfølgelig regeringens
indgreb overfor den økonomiske fordel ved salg af
biler på privatleasing. Honda har været meget stærk
indenfor privatleasing, indgrebet ramte hårdt, man
havde mange biler på vej ind over de danske grænser
og havde derfor brug for at komme af med de biler,
så de ikke hober sig op på lagrene. En kraftig
prisnedsættelse er et effektivt middel.
Tjek prislisten
Det betyder imidlertid også, at man som køber lige
skal kikke nærmere efter i prislisten, inden
prismæssigt tager stilling til et valg af Civic 2,2
i-DEC Sport. Resten af bilen ændres formentlig ikke,
og uanset prisen er der tale om en ret fancy og
funktionel bil. En bil af den slags, som det dybest
set er vanskeligt at prissammenligne, fordi den er
så meget anderledes end andre biler i samme
størrelse. I forvejen fik man en fin bil for
pengene. Nu er tilbuddet ganske enkelt super.
De kommende ord handler alene om oplevelsen af
dieselvarianten. Vi har nemlig ved et par tidligere
lejligheder prøvet Honda Civic (Læs
prøvekørsel af Honda Civic 1,8 Sport >>> og
den første globale test hér >>>).
Langtur
Og for at få ekstra syn for sagen, kørte vi en
længere tur i diesel-Civic’en. En dieselbil vil
nemlig ofte vise sine kvaliteter på de længere ture,
hvor maskineriet bliver godt gennemvarmt og glimrer
ved sin gode brændstoføkonomi.
Motoren er ny i Honda Civic-programmet. Det er nogen
tid siden, at Honda har haft sådan en maskine og det
var et klart handikap i forhold til de købere, der
gerne ville køre diesel. Men nu er den her, en 2,2
liters 150 hestes maskine, der har et flot
drejningsmoment, der topper på 350 Nm ved 2000 omdr./min.
Langt på literen
I Sport versionen med den prøvekørte hjulmontering
(225/45-17) er brændstoføkonomien 22,7 km/l. med
andre hjul (205/55-16) kan man komme helt op på 23,8
km/l. Det er rigtig pæne tal, fordi motoren er så
kraftig. Man kan accelerere til 100 km/t på bare 8,6
sekunder og topfarten er 217 km/t
For at opnå de fine forbrugstal har Honda arbejdet
ekstra meget med aerodynamikken på diesel-modellen.
Der er f.eks. et spjæld i frontgrillen, der lukke og
derigennem ikke bare sikrer den rette
arbejdstemperatur men også en ringere luftmodstand.
Og nede under bagspoileren, hvori baglygterne er
integreret, er der et par boomerangformede spoilere,
der er med til at regelrette luftstrømmen omkring
Civic’ens bagparti. Det er den mest synlige forskel
på en benzin-Civic og en diesel-Civic.
Bedre præstationer
På langturen oplevede vi ikke bare, at
brændstofforbruget kom tæt på de officielle
specifikationer men også, at dieselmotoren har en
meget dyb og rolig motorgang. Når vi slap den løs på
landevejen er det klart, at de bedre
fartpræstationer, sammenlignet med 1,8 liters
benzinmotoren på 142 hestekræfter, var mærkbare.
Kombineret med den velkendte dieselpower ved lave
omdrejningstal, var køreoplevelsen mere dynamisk end
med benzinmotoren.
Tungere omkring hjørnerne
Det sidste var på en måde overraskende, fordi
dieselbilen er ikke mindre end 120 kg tungere end
benzin modellen. Og den var da også knap så smidig
omkring hjørnerne ved lav fart. Men stabiliteten ved
motorvejsfart var omvendt helt i top.
Prisforskellen på 40.000 kroner (mellem
kampagnepriserne på 1,8 benzin’eren og 2,2 dieselen)
indebærer, at diesel-Civic’en vil være bilen for de,
der har et stort kørselsbehov, hvis økonomien skal
gå op. Men til syvende og sidst er det vel også et
spørgsmål om temperament, hvad man vælger. Og
prisnedsættelsen har måske gjort det lettere at
vælge diesel fremfor benzin, fordi prisen på
dieselmodellen nu er på niveau med prisen på
benzinmodellen som den var indtil engang i midt i
maj. |