- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 


Biltest: Honda CR-V 2,0 Elegance: Privatleasing giver nye muligheder


Af Søren Clauding – august 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har tidligere prøvekørt Honda CR-V (læs hér>>>). Men det er lang tid siden og selvom bilen i den mellemliggende periode har fået foretaget en ansigtsløftning hist og pist er det i bund og grund den samme bil. Den er ikke desto mindre aktuel, for selvom prisen siden 2007 har fået et pift opad, har mulighederne for at privatlease en CR-V også fået et gevaldigt pift opad. Der er med andre ord en ekstra grund til på ny at overveje en CR-V, hvis man står for at skulle have ny bil.

 

Honda er ikke ene om at tilbyde biler på privatleasing. De fleste bilimportører med respekt for sig selv har privatleasingtilbud at friste kunderne med. At de fleste så alligevel vælger at købe frem for at lease kan der være mange grunde til. Men udsigten til at kunne køre i en bil til 435.000 kroner og blot betale 3475 kroner om måneden må nødvendigvis friste. Naturligvis er beløbet godt hjulpet af, at det i dag er muligt for leasingselskaber at slippe for at betale fuld afgift, når en bil indregistreres. De slipper med 2 procent af afgiften om måneden og det gør det selvsagt lettere at give gode tilbud.

 

Værditabet er den usikre faktor

Nu skal man som køber godt nok huske på, at regnestykket ikke alene handler om lav månedlig ydelse. Hvis man køber en bil og sælger den efter de fire år, som en CR-V privatleasingkontrakts varighed, har bilen kostet drift og den har også kostet et værditab. De første tal kan man nogenlunde forholde sig til, sværere er det at vide hvad værditabet vil blive.

 

Leaser man, slipper man i princippet for usikkerheden, forudsat man passer pænt på sin bil. Foruden leasingafgiften på de nævnte 3475 kroner om måneden, som gælder for den CR-V 2,0 Elegance, som vi har i fokus, skal der også betales en startomkostning på 15.000 samt etableringsomkostninger på 4.275, altså i alt små 20.000 kroner. Efter fire år har man i alt betalt 184.050 kroner plus forsikring, ejerafgift (kr. 4000,-/år), dæk og benzin, altså under halvdelen af købsprisen for en CR-V. Så har man selvfølgelig ingen bil længere, men kan til gengæld købe/lease en ny.

 

Opsigelse efter et år

Det kan man også undervejs i perioden. Efter et år kan man med en måneds varsel opsige leasingaftalen. Honda har også inkluderet, at hvis man kører mindre end de 60.000 kilometer, der er inkluderet i 4-års aftalen, får man penge tilbage – og skal betale tilsvarende mere, hvis man kører over de 60.000.

 

Til syvende og sidst må man regne fordele og ulemper op imod hinanden og så beslutte sig.

 

Velkørende og moderne

Det man får for pengene er fortsat en ganske velkørende, funktionel og moderne bil. Køreegenskaberne er stadig konkurrencedygtige, en relativ blød undervogn, som egner sig særdeles godt til kørsel i terræn’et (frihøjden er 18,5 cm) og giver en komfortabel kørsel på plan vej med forbavsende gode kurveegenskaber.

 

Sidstnævnte skyldes formentlig, at baghjulsophænget er af dobbelt wishbone typen, som ikke styrer med.

 

Fine pladsforhold

Bagagerumsarrangementet med en hylde i midten (der dog ikke må belastes med mere end 10 kg) er opfindsomt og brugbart. Et nødreservehjul under bagagerumsbunden tæller også på positivlisten. Det samme gør fine pladsforhold på bagsæderne med justerbare ryglæn – men man savner ventilationsdyser ved bagsæderne, så man kan styre luften ligeså godt som ved hjælp af 2-zone klimaanlægget ved forsæderne.



Maskinkraften er ikke anderledes end for fire år siden og iagtagelserne er de samme. I mellemtiden er flere af konkurrenterne blevet bedre til at bygge benzinøkonomiske motorer. Men til Honda’s fordel tæller, at det ikke er vanskeligt at opnå de officielle forbrugstal i praksis. Man kan med andre ord regne med, at en CR-V ved blandet kørsel kører i nabolaget af 12 km/l.


 


Model:

Honda CR-V 2,0 Elegance

Listepris:

Kr. 435.000

Motor og transmission:

4 cyl. Benzinmotor, 2,0 l. 150 hk. 192 Nm/4200 omdr./min. 6 manuelle gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,2 sek./ 190 km/t/ 12,2 km/l /190 g/km

Længde:

4,57 m

Bagagerum:

442-ca. 1500 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 17” alufælge. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Sædevarme. Regnsensor. Isofix. AUX og USB stik.


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt