Langturs test: Honda CR-V 2,0 Elegance

Stærk i Sydeuropa – svag på autobahn’en

Sport Utility Vehicle begrebet vinder stadig større indpas. Det handler om plads og fremkommelighed – uden at der gåes væsentligt på kompromis med komfort og sikkerhed.

En traditionel SUV ligner derfor mere en off-road’er end en regulær personbil. Men Honda (som iøvrigt var blandt pioneerne med SUV’er) er gået nye veje med den seneste generation af den såkaldte CR-V. Den er nærmest blevet en mellemting mellem en personbil og en "traditionel" SUV.

Det har man kunnet gøre, dels i erkendelse af, at en SUV mest tilbringer sin tid på plan asfaltvej, dels fordi teknikken er blevet så meget forbedret, at man ikke i samme grad som tidligere behøvede at gå så meget på kompromis, f.eks. med bilens terrænegenskaber. Eksempelvis er moderne ESP systemer langt bedre i terræn’et end de oprindelige.

Men når det handler om langture vil de fleste nok foretrække almindelige personbiler. De er lave, man sidder godt og bilernes bevægelser er ikke så trættende pga. et lavere tyngdepunkt.

Hvordan har Honda håndteret den sag? Kan en ny CR-V hamle op med personbils-dogmet og give den velkendte oplevelse af en langtursbil – samtidig med, at man hjemmefra medbringer muligheder for at afvige fra den slagne hovedvejskørsel på ferieturen. Og f.eks. tage en afstikker ud i det ukendte, hvor mobiltelefonforbindelse (og let adgang til hjælp, hvis man kører fast) er et ukendt begreb. Det satte vi os for at prøve i praksis.

Hvad angår plads er der ingen som helst tvivl. Honda CR-V byder på pladsforhold, der kan vippe selv den største langturs personbil af pinden. Bagagerummet kan oven i købet inddeles i to med en hylde på tværs – så man derhjemme slipper for at skulle læsse en kæmpe container, hver gang man skal have et par tasker med ud at køre.

På langturen er hylden nok mest i vejen. For hér har man brug for pladsen til bagagen – især hvis man er flere end to. Og det kan man sagtens være i en CR-V, men så tager man bare hylden ud og derpå har man bagageplads nok til alle. Kniber det alligevel får man to kraftige tagbøjler med i købet.

De fleste bagsædepassagerer vil nok opleve en langt større komfort på bagsædet i en CR-V end i en stor mellemklassebil. Der er ikke bare rigtig god benplads, der er også god plads i højden og det er vigtigt for trivslen undervejs. Masser af fralægningspladser er der til alle. Dermed er indemiljøet helt på toppen.

Men hvordan kører Honda’en så på en længere tur?

Honda’en falder imidlertid lidt igennem på motorfronten. 2-liters benzinmotoren yder 150 hestekræfter. Det burde være nok, men er det ikke helt i praksis. Der er for lidt trækkraft til hurtige overhalinger ved motorvejsfart – med mindre man sender den helt op i omdrejninger. Og gør man det, koster det benzin. Ikke over 10 km/l opnår man på en autobahn-tur. Løsningen er formentlig, at bestille CR-V’en med Hondas meget fine dieselmotor, der på papiret yder mindre, men i praksis formentlig er den mest alsidige.

Afstikkeren fra hovedvejen er imidlertid en fornøjelse. Hertil rækker motorkræfterne fint – og køreegenskaberne på støvede grusveje, som der er mange af i det sydlige udland, placerer den milevidt foran enhver personbil. Så picknick’en i det grønne er reddet. På de sydlige bjergveje, som heller ikke altid er lige gode, er kørekomfort’en superb. Det kompenserer i rigt mål for de manglende motorvejskræfter.