- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Honda Accord 2,0 Tourer Elegance

Luksuøs rejsebil


Tekst: Søren Clauding – oktober 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I hælene på den nye Honda Accord har Honda nu også lanceret en stationcarversion med tilnavnet Tourer. Tourer betyder, at det er lidt af en tilsnigelse, at kalde bilen en stationcar – for den er ikke optimeret mht. maksimal plads derude bagtil. Derimod har køreegenskaber, aerodynamik og ikke mindst designet haft top-prioritet og resultatet er blevet yderst vellykket.

 

Faktisk er det så vellykket, at Tourer-versionen efter vores opfattelse er mere elegant end sedan-udgaven. Bagpartiet er rigtig flot – sammenlign selv, vores test af Accord Sedan kan du se og læse hér>>>.



Aerodynamisk plus

Det elegante design er ikke alene et visuelt plus. Aerodynamisk fungerer Accord Tourer utrolig godt. Støjen fra fartvinden er minimal og balancen i bilen er helt på højde med oplevelsen af sedan-versionen. Affjedrings karakteristikken er stort set identisk og dermed er det alene et spørgsmål om behov og æstetik, der skal afgøre, om man vælger sedan eller Tourer. Plus måske også en sjat penge oveni prisen, ikke mange, men Tourer er 20-25.000 kroner dyrere end sedan, afhængig af udstyrsvariant.

 

De penge er imidlertid godt givet ud. Pladsforholdene bagtil er gode og mere regulære end i sedan’en, der er ikke færre end fire mindre rum i vognsiderne til mindre bagage og det hele er pænt tæppe beklædt. Under bagagerumsbunden er der yderligere fralægningsrum, der hvor man sædvanligvis ville have fundet reservehjulet.


 


De er indrettet vha. et flamingo-materiale, som måske ikke er den aller bedste løsning, men det er let, og det har betydning, hvis man en dag får brug for nødreservehjulet, der ligger under rumindsatsen. Det er lidt besværligt at komme frem til reservehjulet – men det er forhåbentlig heller ikke noget, man har behov for særlig ofte i bilens levetid.

 

Let og ubesværet

Bagagerummet er bestykket med fastsurringsøjne, bagagerumsdækkenet skjuler det hele og når bagsæderyglænene slås ned – en proces, som er utrolig let og ubesværet – har man et næsten plant bagagerumsgulv helt frem til Accord’ens forsæder.


 


Den prøvekørte Elegance-udstyrsvariant var som ekstraudstyr forsynet med elektrisk bagklap. En god feature, for en bagklap kan være tung især at lukke.

 

Bagsædepladsen kunne være bedre. Den er OK, men ikke til topkarakter. Omvendt er der 3 justerbare nakkestøtter (som ikke er en selvfølge i en stationcar) og man kan få fødderne ind under forsæderne – det savnes faktisk hos flere af konkurrenterne.

 

Elegante detaljer

Interiørdesignet er i princippet identisk med sedan’en og i fin harmoni med de udvendige linjer. Detaljer som belyst gearstang (svag blå læserstråle, der udsendes fra et lille panel i loftet) letter betjeningen i mørke og understreger det elegante.



Prisniveauet er trods den lille merpris ret fordelagtigt. Den danske importør er virkelig kommet igennem hos moderselskabet i Japan med gode priser. Motormæssigt er udvalget det samme og med køreegenskaber som en sedan er Honda Accord Tourer et ret godt køb.


Model:

Honda Accord 2,0 Tourer Elegance

Listepris:

Kr. 378.600 incl. moms

Motor:

4 cyl. 2 l. benzinmotor. 156 hk – 192 Nm ved 4300 o/min. 6 gear.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

brændstoføk/ CO2:

9,3 sek/215 km/t/

13,7 km/l /173 g/km

Længde:

4,75 m

Bagagerum:

406/660 liter

Div. udstyr:

ABS. ESP. EBD. EBA. Elektronisk stabilitets system til anhænger. 17” alufælge. 6 airbags. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg med køl i handskerum. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder. Sædevarme. Isofix. Fartpilot. Regnsensor. Nødreservehjul.


Link til importøren



Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt