Det er bestemt det skulpturelle udtryk, den
anderledes udstråling, der kendetegner den nye Ford
Kuga. Skabt som en sportslig SUV, en cross-over om
man vil, forsøger Ford, at forene moderne æstetisk
design med praktiske egenskaber. Forsøget er
lykkedes ret godt.
Prisen på 410.000 kroner ligger i den øvre ende,
fordi der langt hen ad vejen er tale om
traditionelle egenskaber. Ford Kuga er skabt til at
have firehjulstræk, men har det ikke – ikke til
denne pris i hvert fald. Med 67.000 kroner oveni får
man et automatisk firehjulstræk, hvor føreren ikke
har nogen indflydelse på funktionen.
Billigste
Den prøvekørte variant er med andre ord den
billigste i programmet. Udstyret er moderat, men
funktionelt er Kuga på toppen. Det skulpturelle
udtryk har dog konsekvenser. F.eks. at bagagerummet
kun er på 360 liter. Der er godt nok yderligere 50
liter under bagagerumsbunden, rum inddelt vha. et
porøst flamingo-agtigt materiale. Men den plads er
opnået på bekostning af et reservehjul.
Årsagen til den moderate bagagerumskapacitet skal
netop findes i bilens udseende. Var den ikke af
designmæssige årsager forsynet med ”skuldre”, ville
pladsen kunne være blevet større. Det afrundede
bagparti er smukt men plads-slugende. Til gengæld
kan man jo så blot lægge bagsæderne ned, hvis der er
brug for mere rummelighed – en proces, som er yderst
nem, fordi man blot folder siddepartiet frem og
lægger ryglænene ned. Ikke særlig sofistikeret, men
langt mere effektivt end systemer med
sammenfoldelige sædepartier.
To-delt bagklap
Bagklappen er genial. Todelt og med et øverste
parti, der næsten er en bagklap i sig selv modsat
konkurrerende løsninger med oplukkelig bagrude. Når
hele klappen er åben, er der rigtig fin læsseplads.
En forbilledlig løsning, som selvklart er en del af
grunden til den halvhøje købspris. Den skulpturelle
bagklap har dog krævet en ekstra indvendig
afdækning, som supplerer bagagerums-rullegardinet,
som i øvrigt er af de type, hvor man blot skal give
kanten et vip med hånden – så ruller gardinet selv
op.
Bagsædepladsen er formidabel og pladsforholdene
indvendigt i passagerafsnittet bekvemme og
funktionelle. Interiørdesignet er ikke det mest
ophidsende ved en Ford Kuga, men det er gennemtænkt.
Ingen irriterende reflekser og al betjening indenfor
rækkevidde. |