Racerbiler koster normalt mange penge og er ret
upraktiske. Når det handler om Ford Focus 2,0 ST
EcoBoost gælder den fordom ikke helt. Den er lidt af
en racer, den er overkommeligt prissat, hvis
fartpotentialet tæller med, og den er ligeså
praktisk, som en hvilken som helst anden Ford Focus.
Sådan da. For nogle vil måske mene, at 438.190
kroner for en ST1 og 478.190 kroner for den lidt
mere veludstyrede ST2, er mange penge på et
bilmarked, hvor ikke mindst Ford har været med til
at presse priserne så meget, at nye biler i dag kan
købes for under 70.000 kroner. Men er alternativet,
at man skal have en bil til familien og den består
af flere end to, og ved siden af anskaffe sig et
stykke legetøj, kan det let blive meget dyrere.
To-i-én bil
På den måde er en Ford Focus ST en slags to-i-én
bil. Den ser godt nok ikke helt sådan ud. For selvom
man naturligvis kan genkende Focus’en i ST-versionen,
er INGEN i tvivl om, at Focus ST er mere end en
almindelig familiebil. ST betyder iøvrigt "Sport
Technologies".
Den store bagspoiler, de 235 mm brede 40 procent
lavprofildæk, den iøjefaldende ST-grill, det særlige
dobbelte og centerplacerede udstødningsrør og de
stor bremser. Og kikker man indenfor, hvad der er
det letteste i denne verden, fordi bilen har to dør
i hver side, holdes basisdesignet i
instrumentbordet, men det er noget peppet op med
bl.a. carbonfiber-look. Sæderne er udskiftet med
Recaro-sæder, som tager lidt af den i forvejen
beskedne bagsædeplads. Det er stort set kun
bagagerummet, ST ligner en almindelig Focus.
Praktisk og veludrustet
Men da der også er plads til 4-5 personer, er de
praktiske egenskaber vel opfyldt – og udstyret
passer meget godt: Der er både 2-zone klimaanlæg,
regnsensor, sædevarme og dæktryks overvågning.
Da hører sammenligningen med den almindelige Focus
imidlertid også op (læs
f.eks. vores test hér >>>). Undervognen er
tilpasset det sportslige set-up, herunder den
kraftfulde 250 hestes turbobenzinmotor.
Hjulophængene vrider sig mindre, affjedringen er
fastere, bremseskiverne er 32 cm store henne fortil
– så de svarer til den større belastning fra de
bredere dæk. Om det så er det i forvejen
velfungerende Torque Vectoring Control, er det
blevet forbedret.
Tidligere kræfter: Mere fart
TVC indebærer, at ESC-systemet ved at bremse det
forhjul, der her letteste ved at spinde, fører
kræfterne over på det forhjul, der har bedst vejgreb
– typisk det, der er yderst i en kurve. Men hvor det
i en almindelig Focus netop aktiveres, når et af
hjulene begynder at spinde, så måles bilens
bevægelser i en Focus ST løbende, så TVC aktiveres
inden, et hjul måtte begynde at spinde – og derved
har man altså flere kræfter på hjulet med vejgreb på
et tidligere tidspunkt. Resultat: Mere fart.
Og fart er bestemt en faktor, når man investerer i
en Focus ST.
Testet på FDM Sjællandsringen
Den ser fræk ud, den har et lækkert design både
indvendigt og udvendigt, den er herlig gennem
kurverne og byder på masser af køreglæde, om end den
er en smule ukomfortabel. Men de 250 hestekræfter
lægger op til at spurte derudad, og da det er
begrænset, hvor meget glæde man har af det på en
almindelig dansk landevej, prøvede vi også Ford
Focus ST på FDM Sjællandsringen.
Da vi kastede Focus’en rundt på den forårsvarme
asfalt var vi handikappet af en ikke helt passende
dækmontering. Det ændrer imidlertid ikke billedet
nævneværdigt: Bilen er præcis i kurverne, en smule
urolig under acceleration, men når da også 100 km/t
på bare 6,5 sekunder.
Trods for meget ”kylling”…
For enden af langsiden på Sjællandsringen ramte vi
170 km/t inden vi trods de store bremser besluttede
os for at sætte tempoet ned. Mindre ”kylling” havde
vel givet 175 km/t. Ret godt gået af en familiebil.
Og hvordan er det så lige med brændstoføkonomien.
Jo, hvis man fravælger at udnytte bilens
fartpotentiale og lister af sted med blid højrefod,
kan man officielt køre 13,9 km/l. Det er et flot tal
for en benzinmotor med så mange kræfter. Eneste
udfordring: Det er svært bare at liste af sted med
blid højrefod i en Ford Focus ST. Rigtig svært. Og
så kommer man automatisk til at skulle besøge
tankstationerne noget hyppigere. |