Allerede i foråret havde vi lejlighed til at stifte
bekendtskab med den nye Ford C-Max, det skete i
forbindelse med de første internationale
prøvekørsler (læs
om de første internationale prøvekørsler af Ford
C-Max hér >>>). Fords kompakte familiebil var
blevet skarpere i designet og havde fået forbedrede
køreegenskaber, men én ting havde vi til gode: At
prøve den med Fords prisbelønnede 3-cyclindrede
1-liters turbobenzinmotor. Det har vi nu rådet bod
på.
Det var bestemt ingen skuffelse. Ikke mindst set i
lyset af, at C-Max med den motor og topudstyret
”Titanium” nu kan købes for blot 270.000
afgiftsreducerede kroner. Det gør pakken rigtig god.
3 cylindret 1-liters motor
Motoren har vi tidligere oplevet i bl.a. Ford Focus,
som også leverer undervognen til C-Max. Vi var
spændte på, om den kompakte 3-cylindrede maskine,
der er så lille, at motorblokken kan stå på et A4
ark, ville være for beskeden til C-Max. Det ville da
være skræmmende, fordi C-Max også kan købes med den
neddroslede version, der blot leverer op til 100
hestekræfter.
Men sådan gik det ikke. 125-hestes maskinen er
velfungerende, men uden at have prøvet den lille
motor i C-Max, kan vi godt på forhånd konkludere,
at, med mindre man økonomisk er nødt til at klare
sig med 100 heste, er 125 klart at foretrække.
Sværere opgave med fyldt bil
Indikationen kan fås af accelerationstallene: 0-100
km/t på 11,4 sekunder med 125 hestekræfter. Med 100
hestekræfter tager operationen 12,6 sekunder. Det
lyder måske ikke i sig selv af så stor en forskel,
men man må ikke glemme, at tallene måles med en
næsten tom bil. I samme øjeblik, at fem personer med
bagage indtager køretøjet ser tingene anderledes ud.
Netop Ford C-Max er jo beregnet til at være flere i.
Hele indretningen, idéen bag familiekonceptet og den
samlede funktionalitet lægger op til at være flere
end 1-2 personer, og da er det vigtigt at motoren
kan klare opgaven.
Smidig og trækvillig
125-hestes benzineren har for alvor sin trækkraft,
når omdrejningstallet passerer de 2000. Det
maksimale drejningsmoment på 170 Nm nås allerede ved
1500 motoromdrejninger, men ved det omdrejningstal
leverer den ikke hestekræfter nok. Derefter er der
ingen vanskeligheder – udmærket og ubesværet
trækkraft, som underbygger luksusoplevelsen i den
kompakte familiebil.
Hvad indretningen angår, skal man huske, at C-Max
kan leveres med forskellige bagsædesystemer. Den
prøvekørte udgave havde tre individuelle bagsæder,
som er med til at øge fleksibiliteten, når man gerne
vil forvandle bagageplads til kabineplads eller
omvendt. Det fine system, hvor det midterste af de
tre bagsæder kan foldes væk og de to yderste sæder
kan skubbes ind mod midten, er en anden option, som
er en overvejelse værd. Ford er mere eller mindre
enerådende på markedet med den løsning.
Titanium er godt
Titanium udstyret er også temmelig unikt. Varme i
forruden er der meget få af konkurrenterne, der
leverer, og det er en enestående mulighed for at
holde forruden dug- og isfri uden at skulle være
afhængig af motorvarme eller indsugning af forurenet
luft fra andre bilers udstødning.
I øvrigt er sprinklerdyserne også opvarmede, så man
er sikret godt udsyn, også når frosten sætter ind.
2-zone klimaanlæg underbygger den luksuøse
oplevelse.
Værdifuldt ekstraudstyr
Ford havde så yderligere monteret forskelligt
sikkerhedsudstyr, fordelt på ”Audio-pakken”, som
bl.a. inkluderer kommunikationssystemet SYNC II, der
projekteres op på en let læselig 8” skærm og
indeholder navigation, ”Førerassistancepakken”, som
bl.a. består af Active City Stop, vognbaneassistent,
skiltegenkendelse og automatisk skift mellem
fjernlys og nærlys. De to ”pakker kan især
anbefales, ikke mindst fordi prisen er mere end
rimelig.
Sidst, men ikke mindst: Med den lille motor i
maskinrummet vejer C-Max’en over hundrede kg mindre
end udgaverne med dieselmotor. Det gør den lettere
at manøvrere, fordi vægten fortrinsvis ligger på
fronten. Da bilen er udrustet med moderat
hjulstørrelse, absorberes de mindre ujævnheder af
dæksiderne og giver en ganske komfortabel kørsel.
|