- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


Biltest: Ford B-Max 1,0 Ecoboost 120 hk Titanium

Fords biltænkning som skabt til dansk tænkning


Af Søren Clauding – april 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et nyt dørkoncept, hvor B-stolpen er indbygget i for- og bagdøre og hvor bagdøren er en skydedør er en ny måde at tænke bil på. Hvordan fungerer det i praksis og i Danmark? Efter at have prøvekørt den nye Ford B-Max på tyske landeveje (læs First World Test af Ford B-Max hér >>>), var det spørgsmålet, der naturligt blev stillet efter at den usædvanlige og kompakte multibil var landet i Danmark.

 

Det viste sig hurtigt, at dansk tænkning egner sig glimrende til den nye bil. Hvis man for det første har brug for mere plads end den Ford Fiesta, som B-Max har under sig, kan tilbyde, så er B-Max et glimrende alternativ. Det passer fint i et land, hvor det trods alt fortsat er de færreste, der har mulighed for at have flere biler, hvad dansk afgiftstænkning effektivt begrænser.

 

Akrobatiske evner overflødige

Dertil kommer, at danske parkeringspladser er beregnet til biler, der er mindre end de rent faktisk er. Ja, bilerne kan godt være der, men indstigning og udstigning af en bil, vinkelparkeret med andre køretøjer på begge sider, kræver visse akrobatiske evner. Det slipper man helt for i Ford B-Max.

 

Det sidste har intet at gøre med, om bilen har fast B-stolpe eller ej. Og dog, for ind- og udstigning til og fra førersædet er lettere, når man ikke skal klemme sig ud mellem dørkanten på en fordør, der kun kan åbne minimalt og en fast B-stolpe. Sidder man på bagsædet er det endnu lettere.

 

Ude på parkeringspladsen...

Vi parkerede foran et af de store møbelhuse, som almindeligt tænkende danskere sætter pris på at handle i, nu de har brugt familiens indtægt på den nye bil, nå nej, på afgifter til staten, undskyld Ford. Hér er der altid fyldt godt op og p-pladserne er ikke beregnet til andet småbiler, endnu mindre end Fiesta og B-Max.

 

Ikke bare var ind- og udstigning under de vanskelige forhold markant bedre i en B-Max end i en hvilken som helst anden bil, betjeningen af kabinen udefra, hvad der er en naturlig del af det, at manøvrere usamlede møbler på plads i en bil, er utrolig meget lettere, fordi B-stolpen ikke er i vejen. At passagerforsædets ryglæn kan slås ned i vandret position er også en stor fordel.



Dansk udstyrstænkning

En Ford B-Max er med andre ord en rigtig brugsbil. Og sandt at sige er Ford kommet ret godt i mål med den forvoksede Fiesta, som i basisudgaven kan erhverves for blot 190.000 kroner. Når det så er sagt, skal vi skynde os at tilføje, at man får så meget mere for pengene ved at betale de 243.400 kroner, som den prøvekørte variant er prissat til. Det er også god dansk tænkning.

 

For det første inkluderer prisen da den nye højt roste – også af os (læs om Ford 1,0 Ecoboost hér >>>) – Ecoboost turbo benzinmotor. Den præsterer 120 hestekræfter (eller 125 hk, sådan lidt afhængigt af hvor man læser – men det er nok deromkring) og et godt turbo-moment på 200 N, som i øvrigt reducerer effekttallets betydning. Turbomotoren er nemlig smidig, blød, trækvillig og forholdsvis lydløs. Den muliggør, at 100 km/t kan nås på 11,2 sekunder og topfarten er 189 km/t. Samtidig med at det officielle forbrugstal er angivet til 20,4 km/l. Det holder ikke helt i praksis, hvis man kører B-Max som den og motoren lægger op til.



Titanium udstyret

For det andet er Titanium udstyrsniveauet markant bedre. Aircondition er hér standard ligesom fartpilot, tripcomputer, hill-startassist, stop/start (som foruden det økonomiske aspekt og hensynet til miljøet er ganske komfortabelt), tågeforlygter, 16” alufælge, opvarmet forrude, LED forlygter og regnsensor. Basis-udgaven, Ambiente, byder bl.a. på sædevarme, dæktryksovervågning, fjernbetjent centrallås, el-sideruder for og bag og det udstyr er naturligvis også inkluderet i en Titanium-variant.



Ford Fiesta kører godt og det gør B-Max trods et højere tyngdepunkt også. Vi afprøvede den især ud fra det faktum, at de danske landeveje ofte er ret ujævne og det håndterede den udmærket. Ford B-Max er i det hele taget en bil, som det er vanskeligt at tale dårligt om. På minussiden tæller dog netop den bageste skydedør. Ikke idéen i sig selv, for den er som nævnt ganske god, men en sådan dør er tung og derfor ikke i sig selv så let at håndtere. Træerne vokser ikke ind i himlen.


Ford B-Max test i Motorradioen >>>


 

 

 

Model:

Ford B-Max 1,0 Ecoboost 120 hk Titanium

Listepris:

Kr. 243.400

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 l turbo benzinmotor. 120 hk. 200 Nm. Stop/start. 5 gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,2 sek./ 189 km/t/ 20,4 km/l /114 g/km

Længde:

4,08 m

Bagagerum:

318-1389 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. Hillstart Assist. Tågeforlygter. 16” alufælge. 7 airbags. Opvarmet forrude. Regnsensor. Multijusterbart læderrat. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for. Fartpilot. Sædevarme. 2 X Isofix.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt