Tidligere var turbolader ensbetydende med stort
benzinforbrug. Men med moderne motorstyring kan
turbotrykket forvandles til lavt benzinforbrug uden
tab af motorkræfter. Det har Fiat udnyttet til at
bygge en lillebitte turbomotor, som kvitterer med et
lille bitte benzinforbrug. Og så har de monteret den
i Fiat 500.
Lille er den. Blot 900 cm. Og dermed nærmer også
motorstørrelsen sig de minimaskiner, der var
monteret i det nostalgiske forbillede, Fiat 500 fra
1960’erne. Men dengang var der ikke turbolader på.
Den aller første Fiat 500, som blev skabt allerede i
1957, havde en 2-cylindret benzinmotor på blot 479
ccm i motorrummet. Den præsterede fænomenale 13
hestekræfter. Siden voksede motorerne og da man
indstillede fremstillingen af den oprindelige 500
tilbage i 1975, var slagvolumenen steget til små 600
ccm og man disponerede da over ikke færre end 23
hestekræfter…
2 cylindre genopstår
Med samme motorteknologi skulle det betyde, at den
moderne 900 ccm motor ville præstere 34 hestekræfter
som den maksimale effekt. Fiat er nemlig gået
tilbage i historien og bygget en 2-cylindret
maskine. Men det der med turboladeren er nyt, og det
er en stor del af forklaringen på, at den moderne
motor præsterer 85 hestekræfter.
Det er imidlertid ikke hele grunden til den gode
effekt og derfor heller ikke, at Fiat har valgt
denne løsning. Benzinmotorerne er grundliggende
blevet voldsomt forbedret i tidens løb. Både hvad
angår materialevalg, smøring, geometri og ikke
mindst den nævnte motorstyring er tingene blevet
voldsomt forbedret. Det var også årsagen til, at
Fiat med sindsro kunne tage det usædvanlige skridt,
at halvere cylinderantallet og bygge en ny
2-cylindret motor. Man får nemlig yderligere end
fordel ud af det skridt: Færre bevægelige dele,
mindre friktion i motoren og dermed mulighed for,
med computerens hjælp, at optimere effekten og
benzinforbruget.
Bedst i klassen
Resultat: Ikke bare yder den nye motor 85
hestekræfter, den formår også at få den relativt
tunge moderne Fiat 500 (940 kg) til at kunne køre
24,4 kilometer på en liter benzin (CO2 udledningen
er da reduceret til blot 95 g/km). Det er intet
mindre end skelsættende i sin klasse. Til
sammenligning kører den populære Toyota Aygo 21,7
km/l – til trods for at den vejer 120 kg mindre end
Fiat 500. Aygo har også færre hestekræfter, den er
en del langsommere og så har den en ekstra cylinder
at holde gang i. Men den er også markant billigere!
Det er den største svaghed ved Fiat 500 0,9 Twin
Air, som den nye 2-cylindrede Fiat er døbt. Den
koster nemlig ikke mindre end 184.000 kroner.
Stop/start med beskeden effekt
Andre svagheder er, at den gode benzinøkonomi ved
bykørsel bl.a. fremelskes af stop/start systemet,
som i prøveperioden kun sjældent medførte, at
motoren standsede. En lang række forhold har
indflydelse på om systemet er i funktion, men ved
almindelig bykørsel og ture på 10-15 kilometer var
det stort set ikke i funktion.
På positiv siden tæller, at 500 Twin Air endda er
ret benzinøkonomisk, i hvert fald hvis man aktiverer
øko-funktionen ved tryk på en knap på
instrumentbrættet. Og så passer den pludrende
motorlyd utrolig godt til det søde udtryk, som har
gjort den lille bil elsket af rigtig mange. Den er
forbavsende kvik, når 100 km/t på 11 sekunder og kan
køre over 170 km/t.
Køreegenskaberne er ikke søde
MEN: Den skal køres sportsligt, for at den faste
undervogn og beskedne krængning opleves som et plus.
Der er kommet mange biler på markedet siden 2007,
hvor den første nye generation Fiat 500 så dagens
lys. De udmærker sig som regel med langt mere
komfortable køreegenskaber end Fiat 500 – og en fast
undervogn er ikke sød. Dermed forsvinder linket
mellem den søde bil og tilsvarende søde
køreegenskaber. Det er så afgjort et forhold, Fiat
bør arbejde på, med henblik på de fremtidige
modeller.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at Fiat 500 Twin
Air er en positiv oplevelse og værd at overveje,
hvis man er forfalden til den lille søde Fiat. Det
hensynsfulde benzinforbrug er heller ingen skade til
i den moderne verden, hvor ethvert forsøg på at
skåne miljøet kommer vores fremtid til gode.
Sidst, men for mange ikke mindst: Som mand må jeg
konstatere, at ingen kvinder viser interesse for at
tale om en ”fed sportsvogn”, men en Fiat 500 er
altid et godt samtaleemne, hvor kvindekønnet tager
initiativet. Tankevækkende
J!
Testbilen
var for øvrigt udstyret med et panoramaglastag -
merpris på 8000 kroner, som er godt givet ud.
|