- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Dacia Duster 1,5 dCi 109 4X4 Lauréate

Den bedste allround Dacia

Af Søren Clauding – juni 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den absolutte topmodel i Dacia modelpaletten er Dacia Duster 1,5 dCi 109 4X4 Lauréate. Den er prissat til 225.000 kroner – ret betegnende for hele basisfilosofien for Dacia, at den dyreste model blot koster 225.000. Vi har tidligere prøvekørt Duster med 2-hjulstræk og mellemudstyret Ambiance (læs prøvekørsel af Dacia Duster 1,5 dCi 90 hér >>>), der koster 160.000 kroner. For 65.000 kroner oveni får man den bedste allroundbil i Duster programmet.

 

Den kan nemlig det hele. For det første er den rummelig, for det andet har den rimelige køreegenskaber, den har en smidig og harmonisk dieselmotor, den har firehjulstræk og oven i det hele byder den også på en respektabel brændstoføkonomi.

 

På og væk fra vejen

At den kan køre off-road fik vi allerede en idé om i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af Dacia Duster (læs den første internationale test af Dacia Duster hér >>>). Men der er forskel på at køre en Duster på kølige sydfranske landeveje og ude i mudderet – og så slippe den løs på ujævne danske, sol-opvarmede provinsveje.

 

Årsagen er, at Duster er standardmonteret med en slags semi-terrændæk. De har dybere og bredere riller i dækmønsteret. Når temperaturerne er høje, bliver dæktemperaturen ekstra høj på grund af den vibrerende slidbane og derved reduceres styrepræcisionen.

 

Tungere med firehjulstræk

Til gengæld føles det som om, at Dacia har strammet undervognen lidt op på den firehjulstrukne version, hvad der vil være meget naturligt med henblik på bilens køreegenskaber ”on-road”. Den er nemlig 115 kg tungere end den tidligere prøvekørte forhjulstrukne udgave og det skal der naturligvis kompenseres for. Det redder lidt af den forringede styrepræcisionen og stabiliteten i varmt vejr.

 

Resultatet er, at bortset fra en lidt stivere affjedring, er der generelt ikke megen forskel på køreegenskaberne i den forhjulstrukne og den firehjulstrukne udgave.

 

Renault diesel

DCi 109 motoren præsterer… 109 hk. Det er en Renault motor og den er også god for et drejningsmoment, der topper på 240 Nm allerede ved 1750 omdr./min. Det gør den til en udmærket slider, når der er behov for det og dermed er vi ved er en anden af ”topmodellens” kvaliteter: den må trække 1500 kg. Med firehjulstræk er den en ideel campingtrækker eller anhængertrækker. Den våde græsmark eller stejle stigning på grus vil den klare markant bedre med 4X4 end med forhjulstræk.



Brændstoføkonomien er godkendt. Det officielle tal siger 19,2 km/l og det er kun 1,6 km/l dårligere end for den tilsvarende variant med forhjulstræk. Nogen racerbil bliver den dog ikke deraf, men den store trækkraft medvirker til, at den kommer frem hvor andre må give op.

 

Meget for pengene

Lauréate udstyret koster isoleret betragtet 20.000 kroner. Dermed også sagt at firehjulstræk og den kraftigere motor står for 45.000. Det er alt andet lige ret meget, man får for de flere penge oveni.

 

Topudstyret inkluderer praktiske ting som 12 V stik bagi, el-ruder også ved bagsædet, el-sidespejle med varme, sædevarme, tågeforlygter og mere end noget andet: Aircondition. Hvis man vil tilkøbe ekstraudstyr er priserne meget rimelige, f.eks. koster et reservehjul i stedet for det medfølgende lappekit blot 2000 kroner.


Der er plads til reservehjulet, som kan tilkøbes for 2000 kroner.


P-sensor tjener sig (måske) hurtigt hjem

Det er også prisen for fartpilot og for 5000 kroner får man indbygget navigation og multimedia-forbindelser (AUX, USB etc.). P-sensor er også en udmærket udstyrsdel til 2000 kroner, som hurtigt kan tjene sig ind i form af undgåede buler og skrammer i egen og andres biler.

 

Hvad man ikke kan tilkøbe er multijusterbart rat. På den anden side: I sammenligning med den bil, der sætter dagsordenen i den kompakte SUV-kategori, Nissan Qashqai, er det også først i seneste generation, at den mulighed følger med.


Dacia Duster 4X4 i Motorradioen


 

Der kan vælges mellem tre køreindstillinger

 


Model:

Dacia Duster 1,5 dCi 109 4X4 Lauréate

Listepris:

Kr. 224.990

Motor og transmission:

4 cyl. 1,5 ltr. Turbodiesel. 109 hk. 240 Nm/ 1750 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

12,9 sek./ 168 km/t/ 19,2 km/l / 135 g/km

Længde:

4,32 m

Bagagerum:

443-1604 liter

Værd at bemærke:

ABS. ESC. Hill start assist. 16” stålfælge. Tågeforlygter. Højdejusterbare forlygter. 4 airbags. Aircondition. Højdejusterbart rat. Fjernbetjent centrallås. Indvendig justerbare sidespejle. El-sideruder for og bag. Sædevarme. Isofix.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt