- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 






 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Citroën C4 Grand Picasso:

Genial og gennemarbejdet


Tekst: Søren Clauding – april 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Citroën har stor succes med C4 Grand Picasso. De sælger bilerne hurtigere end de kan levere dem – men det er også en bil, der er værd at vente på. Den er nemlig gennemført genial og virker også ret gennemarbejdet.

 

Der er tale om en 7-personers multibil. En af den slags, hvor pladsen lige er kneben nok på bageste sæderække. Visuelt er den iøjefaldende, ikke mindst i kraft af et markant frontparti, der især ved nattetide baner sig vej frem ved hjælp af dominerende – men ret elegante – spidse forlygter.

 

Kileformet

De understreger hele det kileformede design – et design, der i sig selv er usædvanligt, når det drejer sig om en multibil. Designet er også karakteristisk på grund af spinkle vinduesstolper. Dem ser man sjældent nu om dage, på grund af bil konstruktørernes forsøg på at skabe biler, der beskytter effektivt ved frontal kollision.

 

I Citroëns tilfælde har man imidlertid konstrueret frontpartiet, så kollisionskræfterne føres ned under bilen gennem den kraftige undervogn – og C4 Grand Picasso har uden slinger i valsen scoret 5 stjerner ved EuroNCAP crashtesten. Derved har man ikke blot opnået et elegant udseende, men også et lavere tyngdepunkt og bedre køreegenskaber – som igen giver større aktiv sikkerhed. Det er rigtig gennemtænkt.

 

Én hånds betjent

Det er funktionen også. Stort set hele Picasso’ens sædearrangement kan betjenes med én hånd og man behøver ikke være nogen kraftkarl for at udnytte de mange sædevariationer. De to bageste sæder klappes op udefra. Man folder en bundklap, det tager 2 sekunder, trækker i en strop og på mindre end 10 sekunder er et af sæderne klar til brug. Bruger man begge hænder er begge sæder på plads i samme tempo. Det er uden sammenligning det mest effektive og enkle system, vi har oplevet.

Når sæderne ikke er i brug, befinder de sig under en plan bagagerumsbund.


På billedet er det ene bagsæde klappet op - men der er også monteret et bagagenet samt bagagerumsdækken, som naturligvis fjernes inden bagsædet benyttes som sæde.


Biografsæder

Midterste sæderække består af tre individuelle sæder. De kan foldes plant med bagagerumsbunden – stort set – eller sædet kan slås op ligesom et biografsæde. Det hele foregår ligeså let og enkelt som bagsæderne. Derved opnår man fuld ”ståhøjde” mellem forsæder og midterste sæderække. Noget som børnene f.eks. kan have glæde af, når der skal skiftes tøj inden badeturen! Sæder kan ”naturligvis” skydes frem og tilbage.


 


 

Én ting har Citroën dog ikke løst: Indstigningsforholdene til tredje sæderække er lidt besværlige.

 

Forsædernes ryglæn er udstyret med velfungerende ”fly-borde” og der er rundt om i kabinen mange og fine fralægningspladser. Eksempelvis har Citroën foruden airbags også fået plads til ekstra rum under forruden. De to ting går ikke altid hånd i hånd.

 

Ovenlys

Ovenlys er moderne. I C4 Picasso er man også hér blevet inspireret af flyindustrien og ført frontruden helt op over forsæderne. Det giver et unikt lysindfald, men er nok mest til brug med solen i ryggen. Derfor har man konstrueret forskydelige solskærme, som føres frem under forruden og klappes ned som på traditionel vis.

 


 


 

Vi kunne forsætte næsten i det uendelige, for C4 Grand Picasso har mange andre finesser. Men køreegenskaberne skal også have et par ord med på vejen: Simpelthen fortræffelige. Så længe det ikke er stormvejr, er det som at svæve på en sky. Kurveegenskaberne er udmærkede – bilen er trods alt ret høj – og motoren giver ikke meget lyd fra sig. Den prøvekørte model var basisudgaven (om end med lidt ekstra udstyr som giver den tilnavnet Plus) og den har en 1,8 liters benzinmotor under hjelmen som helt er i harmoni med bilen.

 

Flere alternativer

Den kører 12,5 km/l – ikke unikt, men bilen er heller ikke lille. 127 hestekræfter yder den. Alternativt kan man købe C4 Picasso med en 143 hestes benzinmotor eller vælge mellem 2 dieselmaskiner på hhv. 110 og 138 hestekræfter. Sidstnævnte er for øvrigt ret økonomiske.

 

Prisen på 320.000 kroner (280.000 for den billigste) kan kun kommenteres på én måde: De penge er godt givet ud.

 


Model:

Citroën C4 Grand Picasso 1,8 16V VTR Plus

Listepris:

Kr. 319.990

Motor og transmission:

4 cyl. 1,8 l. 127 hk

Præstationer acceleration/ topfart/

brændstoføk:

11,9 sek./ 185 km/t/ 12,5 km/l

Længde:

4,59 m

Bagagerum:

576 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 7 airbags. 4 Isofix beslag. Multijusterbart læderrat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. CruiseControl. Hill holder. Panoramaforrude.  

 

Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt