En Citroën C4, der kan køre 27,8 km/l. Det ser
selvfølgelig meget godt ud, men der findes biler på
markedet, der kan køre endnu længere, bl.a.
lillebror C3 BlueHDI. Når man så får at vide, at
dieselmotoren præsterer 120 hestekræfter og et
drejningsmoment på 300 Nm – og også tager bilens
størrelse i betragtning – begynder man vel at spærre
øjnene lidt op. Men clouet er, at det hele foregår
stort set forureningsfrit.
Det er noget særligt, fordi en forbrændingsmotor
altid er et kompromis. Øger man effekten, stiger
forbruget, hvorved også udledningen af CO2 også
forøges. Gør man motorerne mere energieffektive, får
man mere ud af brændstoffet, men samtidig øges
udledningen af kvælstofilter. Kvælstofilterne – de
såkaldte NOx – er notorisk skadelige at indånde, så
man flytter så at sige miljøproblematikken fra
atmosfæren til nærmiljøet.
AdBlue er løsningen
Løsningen på det problem har man gennem en årrække i
lastbiler klaret ved hjælp af et stof, kaldet AdBlue.
Det sendes ind i udstødningssystemet via en til
formålet skabt katalysator, hvorved kvælstofilterne
stort set elimineres og svovldioxid forvandles til
trioxid
(læs også vores tidligere artikel herom hér >>>).
Resultatet er, at de skadelige stoffer i
udstødningen stort set er fanget af katalysatoren og
det lovpligtige partikelfilter, som tager sig af de
regulære partikler, der bl.a. ses som den sorte
udstødning fra dieselmotorer, som ikke er rigtigt
indstillet.
CO2 udledningen er begrænset til 93 g/km og på den
måde kører man altså næsten forureningsfrit. Næsten,
ikke helt, men i hvert fald meget mere rent end de
nye Euro 6 normer pr. 1 september 2015 har påbudt.
Fremtidssikring
Sidstnævnte har netop ligget Citroën – og Peugeot,
som jo er en del af PSA koncernen – meget på sinde.
De gjaldt ikke alene om at overholde, men også at
gøre det meget bedre end normerne. Fremtidssikring
kan man også kalde det med et af de meget misbrugte
moderne ord. Og prisen, i kroner og øre, er til at
betale: 1 øre pr. kilometer, sådan cirka. Og
efterfyldningen af AdBlue, kan man jo overlade til
værkstedet, når bilen er til service.
Prisen på C4 BlueHDI 120 er 240.000 kroner og den
inkluderer også et vist facelift. Ny lys-signatur og
et tilrettet cockpit giver C4, der blev lanceret i
2011 et mere moderne udtryk. Det er nærliggende, at
sammenligne den med den 3-cylindrede 130-hestes C4,
vi tidligere har prøvekørt (læs
vores prøvekørsel af Citroën C4 PureTech 130 hér
>>>) – om end det var før ansigtsløftningen
fandt sted. Dieselmodellen er nemlig 65 kg tungere
(og 80 kg tungere end PureTech 110) og den vægt
ligger fortrinsvis på fronten. Det har faktisk den
positive effekt, at mindre ujævnheder absorberes
bedre og derved bliver den del af kørekomforten
bedre.
Vibrerer mindre
Den 4-cylindrede motorgang, selvom der er tale om en
hårdt slående dieselmotor, vibrerer mindre end den
3-cylindrede benziner. Det er lidt et
temperamentsspørgsmål, om man foretrækker det ene
eller det andet. Men sjovt nok er dieselvarianten
hurtigere i optrækket end benzin’eren (0,4 sekunder
til 100 km/t). Det fortæller meget om vigtigheden af
et stort moment kontra stor effekt.
Dieselbilen må desuden trække 1550 kg – men det må
benzin-versionen også. Det har vi på den anden side
ikke prøvet, men det vil givet vis belaste
brændstofforbruget og dermed øge forureningsgraden
mere hos benzinbilen. Hvor meget, tør vi ikke
vurdere, men mon ikke det store moment også hér får
lov til at spille med…
Feel-udstyret
Den prøvekørte Feel udstyrsvariant er i øvrigt
udrustet
med en 7” berøringsskærm, som indebærer, at
instrumentpanelet er ændret. Dertil kommer 2-zone
klimaanlæg, fartpilot med begrænser, læderrat,
tågeforlygter med kurvefunktion (tågelygten i højre
side tænder, når man drejer til højre – med lyset
tændt, selvfølgelig – og til venstre, når turen går
til venstre). Og meget, meget mere.
Købsargumentet for en C4 BlueHDI er helt klart den
gode samvittighed i miljøsammenhæng. Og så, for
resten: Vi kunne ikke mærke en eneste forskel på
motorfunktionen, hvad der vel er meget naturligt:
AdBlue blander sig jo først i processen, når selve
motoren har ydet sit…
Sædematerialet er ganske usædvanligt, man sidder
nærmest på et net. Det giver fremragende ventilation
og er meget blødt at sidde på.
|