Hvorfor klare sig med færre hestekræfter, når man
kan få flere. Hvorfor klare sig med mindre udstyr,
når man kan få mere. Hvorfor forurene mere, når man
kan forurene mindre. Og hvorfor betale mere, når man
kan betale mindre. Det må være spørgsmål, enhver
bilkøber stiller sig og opgaven er, at få det hele
til at gå op i en højere enhed. Det klarer Citroën
forbilledligt med den særlige Upgrade-udgave af den
kompakte C3 med den helt nye PSA dieselmotor, der
præsterer 100 hestekræfter.
Lad os begynde med det sidstnævnte: Bilen, en
Citroën C3 BlueHDi 100 Seduction Upgrade, er
udstyret med den nævnte 100-hestes dieselmotor. Det
er en 4-cylindret turbodiesel, hvorved C3’eren kan
køre ikke mindre end 33,3 kilometer pr. liter
dieselolie. På 100 kilometer bruger man altså kun 3
liter diesel til en pris på under 10 kroner/liter.
Det er et regnestykke, der vil noget.
Næsten fri for ejerafgift
Men påføres man så ikke bare den særlige
diesel-straf, som oven i købet blev forøget for få
år siden, så den gammelkendte fordel ved at køre på
diesel, som er billigere end benzin, blev reduceret
yderligere. Næh, for hér slår afgiftssystemets
positive side igennem: Med så ringe et
brændstofforbrug, slipper man med at betale, og hold
nu fast: 120 kroner i ejerafgift om året!
I praksis vil det nok være svært at komme i nærheden
af det lave forbrugstal, i hvert fald hvis man gerne
vil bruge motorens gode trækkraft (den må oven i
købet køre med en anhænger på 1150 kg), men det gør
så ikke så meget, for literprisen er stadig lavere
på diesel end benzin og den lave ejerafgift er
uomtvistelig. Ingen benzinbil kommer under 310
kroner/halvår i ejerafgift.
AdBlue
Der skal så yderligere regnes med omkring én øre pr.
kilometer for AdBlue, for dieselmotoren er baseret
på AdBlue teknologi. Det indebærer, at Citroën har
monteret en SCR katalysator (SRC betyder Selected
Catalyse Reduction og AdBlue er en væske, som man
skal fylde på måske en gang eller to om året, den
består primært af Urea og vand og sprøjtes ind i
motorens udstødningssystem), men så kan man også
køre med god samvittighed: Systemet fjerner op imod
90 procent af de såkaldte NOx’er fra udstødningen.
NOx er kvælstofilter som forstyrrer åndedrættet, når
man trækker vejret. Og samtidig fjernes omkring 99,9
procent af partiklerne i udstødningen fra
dieselmotoren.
Godt nok, men, er den så ikke farlig dyr at
anskaffe, dieselbiler er ”altid” dyrere end
benzinbiler? Det er jo lidt et spørgsmål om, hvad
”farlig dyr” betyder. En tilsvarende benzinbil med
samme udstyr koster 10.000 kroner mindre. Men den
har da kun 82 hestekræfter, produceret af en
3-cylindret turbomotor, og selvom PSA-koncernens
3-cylindrede motorer er meget fine, så er
kørekomforten bedre med dieselmotoren pga. det
lavere vibrationsniveau, som altid følger med, når
man vælger 4 fremfor 3 cylindre.
Hurtigt tjent ind
Så de 10.000 kroner bruges altså til at opnå flere
kræfter, en mere civiliseret motorgang, og selvom
det tager nogle år før besparelsen i ejerafgift på
380 kroner om året har kompenseret for merprisen, så
bidrager den gode brændstoføkonomi og de lavere
dieselpriser også temmelig meget. Kører man 15.000
kilometer om året, sparer man i løse tal 3000 kroner
på brændstof, og så skal der ikke en doktorgrad i
matematik til at fastslå, at merprisen er tjent ind
på ca. 3 år.
Og hvad så med udstyret? Faktisk koster en Citroën
C3 BlueHDi 100 Seduction 172.000 kroner. Den er så
reduceret i pris til 150.000 kroner. Men får man den
med Upgrade-udstyrsløftet, som repræsenterer en
værdi på 15.000 kroner, koster den fortsat 150.000
kroner. Det er ikke svært at vælge.
En fuldt udrustet Citroën C3 BlueHDi 100 Seduction
Upgrade har alt det meste af det udstyr, man
forventer i en moderne kompaktbil, herunder
multijusterbart rat, el-sidespejle, klimaanlæg med
køl i det kolossale handskerum, fartpilot med
–begrænser, Bluetooth, el-sideruder over hele
linjen, p-sensor, sædevarme osv.
Bilen mangler dog de avancerede styringsmuligheder
via berøringsskærme og hvad der til hører, som
Citroën ellers er ret meget på forkant med. Men
selvfølgelig har den seneste generation C3 også
nogle år på bagen. Og virkeligheden er, at der
formentlig fortsat er mange bilejere, som hellere
hælder til de lidt mindre avancerede systemer, fordi
de er mere ukomplicerede at betjene.
Kører godt
Spørgsmålet er derfor reduceret til, om man
overhovedet skal vælge en Citroën C3. Vi har
tidligere prøvekørt C3 i andre varianter (find
C3 prøvekørslerne hér >>>) og de funktionelle
egenskaber er ikke ændret, blot kan vi fastslå, at
med den nye motor er støjniveauet lavt og balancen i
bilen på ingen måde ringere end tidligere, om end
dieselmotoren øger vægten, fortrinsvis på
forhjulene, med 140 kg. Det giver en god stabilitet
ved høj fart. Og affjedringen er udmærket.
Men Citroën er ikke ene om at markedsføre en bil med
den nye PSA-motor. Også søstermærket Peugeot har den
på programmet i den helt nye 208 model. Den er blot
markant dyrere, men til gengæld også en nyere
bilkonstruktion.
Konklusion
Vores konklusion er: Tæller al det, vi har beskrevet
i denne prøvekørsel, højt, da er C3 den klare
vinder. Trækker følelserne og ønsket om en
ikke-Citroën højt, må man jo med sig selv vurdere,
om de trækker så højt, at de er de 20-40.000 kroner
værd (afhængig af udstyrsniveau), som Peugeot’en her
i introduktionsfasen er billigere. Renaults
nogenlunde tilsvarende Clio er heller ikke i
nærheden med en ringere brændstoføkonomi, højere
ejerafgift og en væsentlig højere købspris. Om man
vil det ene eller det andet skal vi ikke gøre os til
dommere over. |