Vi kender dem alle, de store åbne amerikanske
flydere fra 50’erne og 60’erne. De er et for længst
overstået fænomen, for sandt at sige er tiden en
anden nu om dage. Alligevel har Chrysler ikke helt
sluppet taget i traditionerne fra dengang. De har
moderniseret fænomenet, tilpasset det nutidens behov
og tekniske kunnen. Det har de koncentreret i
Chrysler Sebring Cabriolet.
En Chrysler Sebring er en større luksuøs
mellemklassebil. Skærer man taget af og erstatter
det med en kaleche, får man en ligeså stor bil
(næsten – for der skal jo også være plads til
tag-pragten). De grundliggende dyder ved sedan’en
har man beholdt og dem har man parret med den åbne
tradition. Resultatet er blevet ganske godt.
Ikke magen til
Chrysler Sebring genspejler i forvejen
traditionerne. Visuelt findes den ikke magen til. En
stor front, langsgående markeringer i fronthjelmen
og en rummelig kabine samt et stort bagagerum. Når
taget er i brug, disponerer man over samme
rummelighed som i sedan’en, men mest imponerende:
Støjforholdene i kabinen er fortræffelige.
Dobbeltforet kaleche med god lyd- og temperatur
isolering er forklaringen. Et flot stykke arbejde,
især fordi Sebring’ens størrelse stiller krav om en
kaleche og et hæve- sænkesystem udover det
sædvanlige.
For naturligvis er kalechen elektrisk betjent. Det
tager omkring et halvt minut at få processen til at
ske. Intet under, for undervejs skal den
kæmpemæssige bagklap på sikker vis vippes, inden
resten sker. Det kan næppe gøres hurtigere.
Sendrægtig frem for hysteri
Det er sandt at sige heller ikke nødvendigt. En vis
sendrægtighed præger Sebring Cabriolet. Forstå det
positivt som et modstykke til, at være en hysterisk
sprinter. Hele mødet med bilen forløber velovervejet
og besindigt. De store sidedøre, bagklappen, som
kræver sin mand, når den skal lukkes op eller i, og
også selve kørslen…
Affjedringen er tilpas blød til, at man ikke skal
fræse om hjørnerne med Sebring’en. Med kalechen i
bagagerummet er det også en dårlig idé, for de 280
kg den vejer, skubbe tyngdepunktet bagud og de 280
kg kan mærkes. Det gør bestemt ikke noget, når man
ikke racer – og det har man da heller ikke lyst til
i den store bil. Den er ikke så blød som en
gammeldags flyder, hjulophængene sikre stabil og
sikker kørsel, men race – nej tak.
|