Dynamisk ja, økonomisk nej. Sådan vil de fleste nok
tænke om BMW 318i. Men virkeligheden er, at den kan
hamle op med de aller fleste meget mindre, meget
mindre kraftige og pr. definition meget mere
økorigtige biler.
Forbrugstallet på 16,9 km pr. liter brændstof siger
det hele. Når man så yderligere får at vide, at
benzin er brændstoffet, altså ikke diesel, så er det
lige før træerne vokser ind i himlen. Selv markedets
mindst biler har svært ved at køre så langt på
literen. BMW’ens problem er da også, at fordi
køredynamik som altid er opprioriteret hos den tyske
fabrik, er det svært i praksis at køre de 16,9 km –
simpelthen fordi det kræver, at man kører BMW som om
den ikke var en BMW.
Kedeligt
Det sidste lyder kedeligt og er det også. Det er
heller ikke særlig spændende, at køre økokørsel i en
”ikke-BMW”, men da mærker man det ikke så meget,
fordi forventningerne er anderledes.
Det ændrer imidlertid ikke på det faktum, at BMW med
den nye 3-serie og tilhørende motorer er kommet
meget, meget langt med anvendelsen af traditionel
motorteknologi og en håndfuld elektronik. At få en
143 hestes maskine (ja, så kraftig er 318i) på 2
liter til at slæbe – nej, undskyld skubbe – en
næsten halvanden ton tung bil 16,9 kilometer pr.
liter benzin, er et enestående kunststykke. Det er
rigtig godt gået.
Uden tab af køredynamik
Især fordi man ikke har mistet noget som helst af
køredynamikken. Man har fastholdt baghjulstrækket –
så motoren skal også trække en kardanaksel – og har
dermed sikret, at man kan bruge eller i hvert fald
fornemme bagenden gennem kurverne. Så BMW 318i har
ægte BMW køredynamiske køreegenskaber – samtidig med
at man kan skåne miljø’et.
Ligeså imponerende er det, at selvom motorerne
stiger i størrelse, følger den fine benzinøkonomi
med. Med 170 hestekræfter kan man køre 16,4 km/l og
selv den over 300 hestekræfter kraftige 335i kan man
drive op på 11 kilometer på en enkelt liter benzin.
Hightech
Hemmeligheden ligger først og fremmest i
motorteknologien og den er BMW ikke de første til at
afsløre. En del af hemmeligheden ligger også i det
yderst vellykkede karrosseridesign, som forener god
aerodynamik med uomtvisteligt BMW look. Selvom
3-serien er ny, er den klart en BMW. Man holder
konceptet på forbilledlig vis.
BMW 3-serie er vel nok den bil, som de fleste
forbinder med BMW. Den har stort set fastholdt sin
størrelse og basisdesign som sedan. Det betyder også
for lidt bagsædeplads til fordel for et regulært
bagagerum.
|