- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: BMW 316d Touring Exclusive Edition

Rummelig, dynamisk og til at betale


Tekst: Søren Clauding – august 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BMW gør meget for at fastholde et sportsligt image. Sjovt nok har Touring-versioner altid været en del af modelprogrammet og da touring betyder stationcar og en stationcar ikke som udgangspunkt er det aller mest sportslige i denne verden, er det altid interessant at se og ikke mindst mærke, hvordan BMW praktiserer det princip.

 

3-serien er et godt eksempel. Den nye 3-serie kører endnu bedre end de tidligere generationer og det stiller som sådan endnu større krav til en ny Touring-varianten. Problematikken er som altid: Uden en fast bagende til at afstive og dermed stabilisere bagvognen, har konstruktørerne en større udfordring.

 

Køreegenskaberne betyder meget

For en BMW køber man mest fordi den kører så godt. OK, der er også meget prestige forbundet med at køre og eje en BMW, men når det handler om bilens egenskaber, er det køreegenskaberne frem for alt, der betyder noget.

 

BMW har løst problemet med afstivningen af bagpartiet, øjensynlig ved hjælp af kraftige bageste stolper og et kraftig parti omkring åbningen til bagagerummet. Samtidig med, at man eksempelvis har bortskaffet reservehjulet – hvilket både medvirker til en lavere vægt og dermed bedre brændstoføkonomi og samtidig skubber vægtbalancen fremad, hvilket er godt for køreegenskaberne i en bil med baghjulstræk.



Køredynamik

Derved kan man nemlig tillade sig at afstemme undervognen, så man som fører ikke bringes i vanskeligheder på grund af en selvkørende og tung bagvogn. Derved opnår man helt automatisk følelsen af køredynamik, som er BMW’s særlige kendetegn, og når man kører, mærker man ikke, at der faktisk er tale om en stationcar. Godt klaret!

 

En anden udfordring ved at bygge stationcars er akustikken i kabinen. I en BMW 3-serie Touring er hele bagpartiet pakket ind i kraftige tæpper – og heller ikke akustisk fornemmer man at kabinen er forlænget. Kun hvad angår udsynet gennem bagruden er man ikke i tvivl om alle indgrebene: Det er ganske enkelt ikke godt – men kompenseres til dels gennem udmærkede, store sidespejle.



Vellykket som stationcar

Stationcarfunktionen som helhed er ganske vellykket. Der er god bagageplads med bagsædet i brug til at sidde på: 460 liter, som kan forøges til 1,4 kubikmeter, når bagsæderyglænet lægges ned og bruges til bagage. Og forbavsende nok er der også fornuftig benplads på bagsædet.

 

Bagagerumsdækkenet er af rullegardintypen, men det glider op under taget, hvis man vil, og forbedre dermed adgangen til bagagerummet.


 

 

 

 

 

 

Og der er separate luftdyser til bagsædepassagererne placeret bag på midterkonsollen mellem forsæderne.

 

BMW 3-serie Touring er i øvrigt ikke en udpræget stor bil. Med 4,53 meter i længden er den på niveau med en gennemsnits mellemklassebil og set i det lys, er stationcarudgaven mere end almindelig vellykket.

 

Brændstoføkonomisk

Den prøvekørte variant var udstyret med den mindste diesel i modelprogrammet – trods modelbetegnelsen 316d en 2-liters 4-cylindret common-rail maskine, der yder beskedne 116 hestekræfter. Det giver en rigtig flot brændstoføkonomi – man kan officiel køre 22,2 kilometer på en liter dieselolie (mens der kun slippes 119 g CO2 ud i atmosfæren pr. kørt kilometer) – men fartpræstationerne er beherskede, om end man godt kan passere de 200 km/t.

 

Momentområdet er imidlertid forholdsvis bredt og det indebærer, at man ikke savner kraft ved almindelig dagligdags kørsel. Da køreegenskaberne har al den dynamik indbygget, man kan håbe på i en BMW, er det til at leve med – ikke mindst fordi prisen er ret fornuftig: 445.000 kroner for den såkaldte Exclusive Edition variant. Det er 64.000 kroner mindre end den ordinære listepris og købet inkluderer endda 17” alufælge, fartpilot, bluetooth og forskelligt andet fornuftigt udstyr.

 

 

 

 

Stop og Start

Hvad angår den fine brændstoføkonomi omfatter de gode forbrugstal ved bykørsel. De er ikke mindst opnået ved hjælp af stop-start teknik. Det er dog ikke noget vi lige om hjørnet bliver de store tilhængere af. Med en dieselmotor i maskinrummet ryster bilen under hvert motorstart og det går meget ud over den ellers ret komfortable oplevelse af 316d Touring. Heldigvis kan systemet slås fra og så kan man jo nøjes med at aktivere det, når man virkelig føler der er noget at hente på brændstofforbruget.

 


Model:

BMW 316d Touring Exclusive Edition

Listepris:

Kr. 445.000

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,0 l. 116 hk. 160 Nm/1750-2500 omdr./min. Partikelfilter. Start-stop funktion.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,2 sek./ 201 km/t/ 22,2 km/l /119 g/km

Længde:

4,53 m

Bagagerum:

460-1485 liter

Diverse:

ABS. EBD. DSC. 6 airbags. Dæktrykskontrol. Multijusterbart læderrat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Isofix for og bag.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt