- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: BMW 135i Cabriolet

BMW kan det dér


Tekst: Søren Clauding - oktober 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BMW kan det dér med sportslige biler. Men engang imellem er det som om, at de ikke tror det selv og så skal de ud og for alvor vise, hvad de dur til, dernede i München. Det behøver de nu ikke, for de kan det altså.

 

Men uanset om formålet er, overfor sig selv og andre at dokumentere, at man mestrer håndværket, er det en fryd at få lov til at stifte bekendtskab med bevisførelsen. I dette tilfælde i form af en BMW 135i Cabriolet. Altså den mindste af BMW’erne, udstyret med en 306 hestes Række 6'er og elektrisk folde kaleche. Wauw.

 

Det blev ikke mindre wauw af at kabinen var skabt i blegrødt læder med koksgrå paneler. Lækkert, elegant, smart og sportsligt.

 

Kontrol-kørsel

Vi valgte, at ville prøve den bil rigtigt. For at ”kontrollere” om den nu var så god, som prisen på 822.000 kroner indikerede, at den skulle være. Det gør man ikke på offentlig vej. Så vi lånte asfalten på FDM Sjællandsringen, fræsede dæk og sprøjtede CO2 ud i atmosfæren, så man næsten havde dårlig samvittighed ved det.

 

Nå, det varede ikke hele dagen at konstatere, at BMW ER unik til at bygge sportslige biler, så det går jo nok. Men tænk engang: En standardvogn, som med kalechen nede vil kunne fange et hvilket som helst pigebarn på cruise op ad strandvejen, og som vil kunne sætte de fleste til vægs i drag-racet mod det næste røde lys. En bil, som samtidig er en køremaskine, som man kan drifte igennem kurverne med, med respekt for autoværnenes placering (alt for tæt ved banekanten). Vel vidende, at man er i sikre hænder, repræsenteret i BMW’en af en fremragende ESP, der giver føreren så megen kontrol over udskridningerne, at man føler, at man har styr på tingene. Og som samtidig diskret griber ind, inden det viser sig, at det har man ikke.

 

Baghjulstrækkets berettigelse

Karrosseriet er mere end så stift, som man kan forvente det i en cabriolet. Der opleves ingen som helst medstyring af fleksible vognplader. Den faste affjedring og de brede lavprofildæk sikrer perfekte kurveegenskaber og motorens snurren sætter prikken over i’et.

 

Kører man en BMW 135i på en afspærret bane forstår man, hvorfor BMW stædigt fastholder baghjulstræk. På almindelig landevej er det mindre indlysende. Her er det også mindre indlysende, hvad sådan en bil egentlig skal gøre godt for. På mærkelig vis bruger den nemlig næsten dobbelt så meget benzin til at køre med konstant fart som en tilsvarende bil med en motor med mindre potentiale.

 

BMW 135i Cabriolet er ikke kun en køremaskine og et forunderligt stykke mekanik (og stof – for man har som nævnt kaleche og ikke foldetag i bilen) – den er også et gennemtænkt funktionelt transport-apparat med visse luksuøse plus-elementer.


 

 

 

 


Plads til fire og en kuffert

Der er f.eks. forbavsende meget plads i bagagerummet. Og på bagsædet. Efter omstændighederne, altså, men man kan godt have en kuffert med og nyde den friske luft samtidig. Og man kan være fire om at gøre det på en gang. Men vil man undgå træk i nakken, påmonterer man en vindskærm bag forsæderne, som umuliggør bagsædepassagerer. Her kan man så lægge yderligere bagage og vindskærmen dækker samtidig over bagsædet, så indholdet har svært ved at flyve ud og ikke er så let at komme til for en langfingret tyveknægt, som benytter sig at man holder for rødt lys.



På ét punkt falder 135i cabriolet igennem: Forsædernes skålform er så fast, at hvis man ikke passer præcis ned i læderet, sidder man ikke ordentligt. I det konkrete tilfælde var en slemt skadet lårmuskel den største erindring om, at vi havde kørt BMW 135i Cabriolet. Det tog tre uger før det igen var køreoplevelsen, der tog over og printede sig i bevidstheden. For det er trods sædet en virkelig en fin bil, sådan en 135i Cabriolet.


Model:

BMW 135i Cabriolet

Listepris:

Kr. 822.000

Motor og transmission:

R6. 3 l. 306 hk v. 5800 omdr./min., 400 Nm v. 1300-5000 omdr./min. 6 trins manuel gearkasse. Baghjulstræk. Sports undervogn.

Dæk:

For: 205/50-17

Bag: 225/45-17

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

Brændstoføk/ CO2:

5,6 sek/250 km/t/

9,4 km/l/ 224 g/km

Længde:

4,36 m

Diverse:

ABS. EBD. DSC+. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-sideruder. Multijusterbart læderrat. Aircondition. Isofix. Elektrisk kaleche. Sportssæder. Styrtbøjler.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt