BMW er selv ude om det, når overskriften indeholder
ordet ”City-racer”. De kunne blot have ladet være
med at iklæde den helt nye BMW 118i Urban Line
udstyret – for den gør sig rigtig godt, især på
landevejen.
Men det er egentlig meget betegnende for den nye BMW
118i. Den er umiskendeligt en BMW, undervognen fra
den hidtidige model er blevet udviklet, det samme er
motorerne mens designet og udstyrspakkerne er helt
nye.
Urban Line
En af udstyrspakkerne hedder ”Urban Line”. Den
omfatter bl.a. letmetalfælge, hvide
karrosseridetaljer, sportslæderrat, interiørlister i
akrylglas etc. og en i øvrigt ret fancy
disco-belysning, hvor man selv kan justere farven.
Altså intet, der udover ”city-life” har med bykørsel
at gøre. Heldigvis, for derved har man bibeholdt de
fine landevejsegenskaber.
Den nye BMW 1-serie er med andre ord mere et stykke
fornyet designkunst end banebrydende nye
køreegenskaber. Det gør den bestemt ikke ringe, for
den første 1’er kørte glimrende (læs
testen af BMW 116d hér>>>). Men udseendet har
fået et gevaldigt løft opad. Sammenlignet med
forgængeren får man fornemmelsen af, at en stor tang
har klemt den hidtidige model på siden – det er den
nye sluppet for. Resultatet er fine strømlinede,
elegante og sportslige linjer, som løfter den nye
1’er op i en helt anden klasse.
Indvendig er instrumenteringen også gjort mere
elegant, og indtrykket domineres af en stor 6,5”
info-skærm, hvorfra man kan følge bilens elektriske
funktioner, bl.a. audioanlægget – og navigation,
hvis det er tilkøbt.
Powerfuld turbomotor
Under motorhjelmen på den prøvekørte variant lå der
en 1,6 liters turbobenzinmotor, en såkaldt TwinPower
motor, hvor navnet ikke refererer til anvendelsen af
to turboladere, men derimod til en række tekniske og
elektronisk styrede løsninger (læs
om TwinPower i forbindelse med de første testkørsler
af den nye 3’er hér >>>). Effekten på den motor
er på 170 hestekræfter, men det mest overbevisende
er momentkurven. Det maksimale drejningsmoment på
250 Nm strækker sig fra 1500 omdr./min – altså tæt
ved tomgang – til 4500 omdr./min. Det giver et
utroligt tryk fremad, når speederen trædes i bund.
Specifikationerne siger det hele: 0-100 km/t på 7,4
sekunder og 225 km/t på toppen. Det sidste får man
hverken brug for i byerne eller på de danske
landeveje og det er derfor alene på motorbaner og
tyske autobahns, at dén formåen får lov at udfolde
sig. De 7,4 sekunder og det store moment gør til
gengæld, at man kan vinde ethvert dragrace frem til
næste lyskryds. Det kan såmænd være meget
underholdende, især fordi brændstoføkonomien for den
kraftige 118i maskine er så god: Uden speederen i
bund kører man ikke mindre end 17,2 km/l og slipper
kun 134 g CO2 ud i atmosfæren. Hvem skulle i øvrigt
for blot ganske få år siden have troet, at sådanne
tal ville blive en mulighed.
Uændret prisniveau
Hvem skulle også have troet, at BMW ville kunne
præsentere en ny bil uden at forøge prisen? Ingen
tvivl om at den globale økonomiske situation har
hjulpet fabrikken i München til at forstå, at en
sådan prispolitik var nødvendig. Det gør så, at den
prøvekørte bil koster 420.000 kroner (uden Urban
Line udstyr, der koster 31.500 kroner) og kan
privatleases til 4.250 kroner om måneden med 25.000
i førstegangsbetaling. Forbavsende fine tal.
Især set i lyset af at man får mere plads. Den nye
1’er er 85 mm længere og 17 mm bredere end
forgængeren. Sporvidden såvel som akselafstanden er
også forøget, så rummeligheden som helhed er blevet
bedre. En del af pladsen er omsat til et nu 360
liter stort bagagerum (modsat 330 liter).
Mere udstyr – og indbygget køreglæde
Udstyrsniveauet har også – for samme penge – fået en
tak opad: Run-flat dæk, dæktrykskontrol, automatisk
start/stop funktion, elektronisk
spærredifferentiale, genvinding af bremseenergi,
automatisk klimaanlæg, sædevarme etc. Og ikke mindst
”Driving Experience Control”.
Sidstnævnte er et formidabelt plus ved den nye 1’er.
DEC har tre indstillinger: Sport, Comfort og ECO
PRO. I Comfort indstillingen er der tale om en
adaptiv undervogn, der reagerer på kørerformen og
man har normal speeder- og rat-respons. I Sport
indstillingen strammes undervognen op,
motor-mapingen ændres, ESP’en overlader en større
del af ansvaret til føreren, rat- og speederrespons
bliver skarpere og trækket på baghjulene nydes til
sidste millimeter. Wow.
Har man ikke travlt eller lyst til at køre hurtigt,
er ECO PRO løsningen. Det hele bliver lidt sløvt –
men ganske komfortabelt. Det system er virkelig en
gevinst for bilen.
|