Alfa Romeo Giulietta. Navnet giver Alfa fans tårer i
øjnene. Det er Alfa Romeo, når det er bedst. Sådan
var det i 1955, da den første Giulietta så dagens
lys og sådan er det anno 2010, hvor den berømte
italienske fabrik har lanceret det nye årtusindes
svar på legenden blandt legender.
Alfa Romeo Giulietta er ikke skabt som en
retro-udgave af den oprindelige bil. Hvis man ser på
fronten, er der visse lighedstræk, men de er få og
ikke særlig iøjefaldende. Man skal forstå filosofien
bag Giulietta’en for at fornemme, hvad det er, Alfa
Romeo har skabt, man skal føle den, og når først,
man har dens sjæl inde i ens egen sjæl, går lyset op
for én. Det er genialt, det Alfa Romeo har skabt.
Attraktiv pris
Om det så sælger biler er en anden ting. For én ting
er, at en Alfa entusiast kan sidde bag rattet og
sjæle sig gennem trafikken. Når man har bidraget med
hundredevis af tusinde kroner til den danske
statskasse, skal der mere til end blot sjæl og
nostalgi. Men sandt at sige rammer Alfa også hér
lige i solar plexus. Køber man Alfa Giulietta med
120 hestes turbo benzinmotor og basisudstyret, som
er ganske udmærket, koster den 276.500 kroner.
276.500 kroner!!!! Det er enestående, at man kan
få så meget sjæl, så meget nostalgi og ikke mindst
så meget moderne og velkørende bil for de penge.
En moderne Giulietta udmærker sig nemlig ved ikke
bare at være en ualmindelig helstøbt og velskabt
bil, hvor front og bagparti skaber helheden og
sidelinjerne gør det nødvendige for at holde dem
sammen. Den kører også formidabelt godt. Vi har
prøvet 120-hestes udgaven og vi har prøvet den
kraftige QV-version med ikke færre end 235
hestekræfter, også frembragt af en turbomotor.
Førstnævnte med Distinctive udstyr, som gør den
20.000 kroner dyrere end basis-udgaven
(Progressive). Og vi har prøvet dem på tør asfalt,
på fugtig asfalt og vi har skøjtet rundt på sne- og
isdækkede vinterveje. De fik alle udfordringerne og
de bestod med glans: Velkørende, stabile, styresikre
og ultra dynamiske biler at køre i. Wow!
Alfa DNA
Morskaben kan man til dels selv regulere ved også at
vælge mellem Alfa’s DNA, den elektroniske funktion ”Dynamic”,
Normal” og ”All weather”, som skifter mellem
forskellig speederrespons, styrerespons, ESP-respons
og ikke mindst motoropsætning. Desuden reguleres
bremsetrykket også og i QV udgaven tilkobles Q2
differentialet, som sikrer optimal overførsel af
motorkræfter til underlaget. Og det virker: En sjov,
spændende og udfordrende bil, som ikke snyder
føreren, når grænserne skubbes tæt på vejkanten.
Det
er klart, at den store motor, som i øvrigt kun er på
1750 ccm (det er også nostalgi, for de oprindelige
Giulietta’er var bl.a. kendt med deres 1750 ccm
motorer), i kraft af den store effekt og
kæmpemæssige moment er sjovest. 0-100 km/t på 6,8
sekunder og 242 km/t på toppen. Men trods den halve
effekt er 120 hestes maskinen, som er en 1,4 Turbo,
slet ikke så dum endda. 100 km/t nås på under 10
sekunder og den er naturligt nok noget mere moderat,
når det kommer til benzinforbruget.
1750 Turbo benzina.
1,4 Turbo Benzina.
Mekanikken i orden
Elektronikken styrer morskaben, mekanikken styrkes
af bl.a. multilink baghjulsophæng og et super
forhjulsophæng, hvor der bl.a. er anvendt letmetal i
McPherson fjederbenene. Samtidig med at man har
forenet fornuft med køreglæde.
Den visuelle udstråling har haft stor prioritet
ligesom køreegenskaber og dynamik. Men bagagerummet
er pænt og rummer 350 liter, der er udmærket plads i
kabinen, minsandten også på bagsædet (om end
afstanden til taget er lige i underkanten) – bilen
er trods alt kun 3,35 meter lang – interiørdesignet
er smukt, men ikke helt på niveau med de udvendige
look. Og udstyrsniveauet er højt. Dog burde det være
forbudt at producere af den kaliber og sende den til
Skandinavien uden sædevarme som standard… I QV
udgaven indgår 2-zone klimaanlæg (der gør det for
øvrigt også i 120-hestes Distinctive udgaven), en
let sænket undervogn (som ikke føles i praksis,
undskyld…), cruise control, tågeforlygter og
sportssæder i dellæder. Men det burde det også, for
prisen er for den udgave vokset til 450.000 kroner.
Ikke dyrt, men heller ikke så attraktivt, som de
knap så hurtige varianter.
Godt vejgreb
Hjulstørrelsen er helt tilstrækkelig. Brede hjul,
uanset modelvariant. Og de håndterer vintervejret
med perfektion. God bredde giver godt vejgreb,
uanset kørebanens beskaffenhed. Kun i dyb sne er
smalle hjul en fordel – og det nænnede vi ikke at
udsætte Alfa’erne for.
Minus’er i vinterføret: Ja, for lidt plads mellem
midterkonsol og bremsepedal – det egner sig ikke til
velvoksent dansk vinterfodtøj, men det var vist også
stort set det hele! |