- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


Biltest: Alfa Romeo Giulietta 1,4 TB 105

Alfa-DNA til hverdagsbrug og -pris


Af Søren Clauding – februar 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

105 hestekræfter i en Alfa Romeo Giulietta. Det lyder ikke af meget, men vi ved fra en tidligere prøvekørsel af en Giulietta med 105 dieselheste, at det kan være ret OK. Med 105 benzinheste er det endnu bedre – og en del billigere.

 

Priser er noget relativt nu om dage. Og man må ikke glemme, at måske den væsentligste udgift på en bil er værditabet, med mindre man kører den helt til ende, altså når dens næste destination er skrotpladsen. Men 250.000 kroner for en Giuletta er en ret attraktiv listepris.

 

Bedste køb for pengene

Vi har tidligere prøvekørt Giulietta, bl.a. i den nævnte 105-hestes dieselversion (læs testen af Alfa Romeo Giulietta 1,6 JTDm 105 hk hér >>>), og selvfølgelig kan alle de funktionelle beskrivelser også bruges på den hér prøvede udgave. Den hedder slet og ret Alfa Romeo Giulietta 1,4 TB 105. Den er basisudgaven i Giulietta serien og med den nye 105-hestes motor er den formentlig det bedste Giulietta-køb for pengene.

 

For hvis vi trods diesel-testen havde en vis skepsis overfor en 105-hestes benziner i den sportslige elegante italiener, forsvandt al vores skepsis ud af vinduet, da vi trådte speederen i bund og mærkede det karakteristiske diesel-tryk i ryggen – selvom motoren var en benzinmotor.

 

Turbokræfter ved lav fart

Det skyldes selvfølgelig, at den beskedne 1,4 liters benzinmotor var udrustet med turbolader. Momentkurven topper allerede ved 1750 omdr./min. Og det giver en forrygende fart i de lavere hastighedsområder.

 

Det skyldes også, at vi lagde ud med at give Giulietta’en alt det Alfa-DNA, den kunne få. Det foregår som i de andre modeller ved aktivere en knap i midterkonsollen. Med indstillingen ”Dynamic” ændres motorstyringen, så man får mere moment og samtidig også en mere direkte speederrespons. Til gengæld går det noget ud over benzinøkonomien.

 

Bil til lidt af hvert

Ved forsigtig økonomisk kørsel og DNA-knappen i den kedeligste position kan man officielt køre 15,6 km/l. Men hvad har man så en Alfa Romeo for? Jo, fordi man måske både har brug for en bil til hverdagskørsel og måske godt engang imellem kan lide at have det lidt sjov. Livet er skiftende – nogle gange alvorligt, andre gange lidt morsommere. Det lever Alfa’en op til.

 

Med 105 benzinheste, et moment på 206 Nm ved 1750 omdr./min og Dynamic-mode indstillingen aktiveret når man 100 km/t på 10,6 sekunder. Det er 7/10 sekund hurtigere end dieselmotoren med samme effekt. Det er mindre støjende, vibrationerne er færre, vægtfordelingen skudt lidt bagud (vægtforskellen på dieselmodellen og benzinbilen er dog kun 30 kg, men de ligger over forakslen) og noget mere smidigt og let kørt.



Med andre ord: En rigtig god oplevelse. Man kommer helt ind i Alfa-sjælen, helt ind til Alfa DNA’et. Det er oven i købet billigere i anskaffelse – ret billigt faktisk. Hvis vi skulle vælge mellem 105 dieselheste eller 105 benzin-ditto, vinder benzinbilen, helt klart.


Alfa Romeo Giulietta i Motorradioen


 


Model:

Alfa Romeo Giulietta 1,4 TB 105

Listepris:

Kr. 249.900

Motor og transmission:

4 cyl. turbobenzin 1,4 l. 105 hk. 206 Nm/1750 omdr./min i Dynamic mode. Start/stop. 6 trins manuelt gear. DNA.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,6 sek./ 185 km/t/ 15,6 km/l /149 g/km

Længde:

4,35 m

Bagagerum:

350 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. Hillholder. Multijusterbart rat. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Isofix.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt