- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Alfa Romeo 4C

Mini-racer på højeste niveau


Af Søren Clauding – december 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er egentlig ikke skabt til race, men på almindelig landevej er den næsten utålelig at køre i. Og omvendt: I samme øjeblik, man kryber ned i den snævre kabine, begynder det at krible i kroppen, man lader øjnene spejde hvileløst omkring indtil de finder det, de er sat til at lede efter: En racerbane, eller i hvert fald et afspærret stykke asfalt, hvor man kan få lov til at boltre sig uden fare for omgivelserne (og i begrænset grad en selv). Bilen er en Alfa Romeo 4C og undertegnedes øjne faldt til ro, da de spottede FDM Sjællandsringen.

 

Selvom FDM Sjællandsringen er beskeden i sin længde og ikke særlig velegnet som racerbane, har den flere unikke egenskaber: For det første er de fire kurver utrolig forskellige. For det andet er langsiderne godt nok ikke lange, men lange nok til at man kan komme op i fart og fornemme en bils stabilitet. For det tredje er den overskuelig, så man kan planlægge sin kørsel – det er vigtigt, når det er en test, det handler om.

 

Perfekte kørselsforhold

Hvad der mangler er et større areal til afkørsler. Autoværnene er for tæt på, men det er måske ret beset godt det samme. Ellers ville det ende i det rene Top-Gear, hvor der er hundredevis af meter frem til nærmeste påkørselsrisiko, og det er ikke altid lige realistisk.

 

Og egentlig passer FDM Sjællandsringen godt til den lille Alfa Romeo 4C, hvad vi hurtigt fandt ud af. Se videoen, f.eks. på YouTube i Fuld HD, og få en fornemmelse deraf.

 

Kompakt

Alfa Romeo 4C er ikke stor. Den måler blot 3,99 meter i længden, den er 1,19 meter høj, 1,87 meter bred og vejer 920 kg. Den har egentlig ikke så imponerende mange hestekræfter – 240 hk, når det går hårdest for sig. Men fordi den er så kompakt, for nu at sige det på den måde, har den meget fine fartpræstationer.

 

Den når 100 km/t på blot 4,5 sekunder og kan sprinte derudaf med 258 km/t. Det sidste har vi ikke prøvet, så lang er FDM Sjællandsringen ikke, men for enden af langsiden kom vi tæt på 200 km/t og hvad der måske var det allervigtigste: Alfa’en var ultra hurtig og stabil i nedbremsningen (100 km/t til 0 km/t klares på bare 36 meter) og ikke mindst i indstyringen i kurverne.

 

Ultimativ køreoplevelse

Det skyldes, at Alfa Romeo har bygget en perfekt sportsvogn, hvis eneste formål her i livet er at levere den ultimative køreoplevelse, når fart er alt, hvad det drejer sig om. Den har wish-bone hjulophæng, monteret direkte på monocoque’n, for sådan en har den også, den er baseret på en vridningssikker kulfiber platform og de 30,5 cm store forhjulsbremseskiver er ventilerede, som det sig hører og bør.

 

Vægtfordelingen er 40 procent på forhjulene og 60 procent på de trækkende baghjul. Det giver en lettere overstyringstendens, som er helt i harmoni med den dynamiske køreoplevelse. Med de 205 mm brede 40 procent lavprofildæk på 18” fælge fortil og 235/40-18 bagtil er tingene imidlertid helt i harmoni.


 


Tro mod traditionerne

Maskineriet er skabt, tro imod Alfa Romeos traditioner. Det er en 1750 ccm (1742 ccm, hvis vi nu skal være helt nøjagtige) 4-cylindret række-benzinmotor med turbolader, skabt i aluminium (kendes også fra Giulietta), installeret bag cockpittet og gearskiftet er et 6-trins TCT dobbeltkoblingsgear, som er fænomenalt godt under acceleration, men lider under samme svaghed som alle dobbeltkoblingsgear, at det er lidt forsinket, når man decelererer og pludselig knalder speederen i bund.



Lyden er enestående, men Alfa Romeo har heller ikke gjort meget for at lyddæmpe bilen. Lydisolering, vibrationsreduktion osv. koster vægt og dynamik, så det er bandlyst. Netop derfor er 4C så herlig på en bane, hvor man kan slå sig løs, og af samme årsag er den ikke udpræget velegnet til komfortabel langfart.

 

Landevejs-racerbil

Alfa Romeo har da også valgt, kun at producere bilen i 1000 eksemplarer, hvorved den kan indregistreres efter reglementet for landevejs-racerbiler. Og det er præcis, hvad den er: En landevejsracerbil, som ikke desto mindre har det allerbedst, når der er fri hastighed, og det er der sjældent på landevejene nu om dage…


Andre Alfa Romeo prøvekørsler - find dem hér >>>


Klik på billedet og kør med et par omgange på FDM Sjællandsringen i den fine og ultrahurtige Alfa Romeo 4C.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

Alfa Romeo 4C

Listepris:

Kr. 1.290.501

Motor og transmission:

4 cyl. Turbo-benzinmotor, 1,750 l. 240 hk/ 6000 omdr./min. 350 Nm/2100 omdr./min. 6-trins TCT-gear. Baghjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

4,5 sek./ 258 km/t/ 14,7 km/l /157 g/km

Længde:

3,99 m

Dæk for/ bag:

205/40-18 – 235/40-18

Bagagerum:

110 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESC. 18” alufælge. 4 airbags. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder. Multijusterbart læderrat. Sportskabine.


 

 

Sportspedaler er et "must" i en 4C.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt