Alfa Romeo skaber drømme. Drengedrømme – og
pigedrømme. For det er et faktum, at der er ligeså
mange drenge som piger, der kikke efter en Alfa 159. Og
det er ikke på grund af testkørerne (tror vi nok…).
Alfa Romeo har om noget bilmærke et eksotisk islæt.
Det er en bil, som enhver med bare en dråbe benzin i
blodet på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må
have drømt om. I perioder har Alfa Romeo ikke levet
op til mærkets ry og det har sat skår i omdømmet,
men i de seneste år har man virkelig strammet op på
tingene og bygget den ene drømmebil efter den anden.
159 er det foreløbig højdepunkt – som snart følges
op af 159 Touring. Det er biler, der til fulde kan
bære navnet, når det er aller bedst: Elegante,
moderne, velkørende Grand Turismo biler. Hér kan man
få drømmen bekræftet - om ikke nødvendigvis opfyldt.
En Alfa Romeo 159 er nemlig ikke en billig bil. Små
400.000 kroner koster den billigste version med 1,9
liters motor. Den er prissat som den billigste
3-serie BMW og det er næppe nogen tilfældighed.
At der er en verden til forskel på de to biler
sætter ikke Alfa’en lavere. Den har forhjulstræk,
BMW’erne har baghjulstræk. Men på mirakuløs vis har
Alfa formået at give forhjulstrækkeren så meget
køredynamik, at man på ingen måde går galt i byen,
hvis man foruden Alfa-navnet ønsker en sportslig
sedan i markedets mest elegante snit.
En Alfa Romeo kører fortræffeligt. Køreegenskaberne
har højeste prioritet og selvom lidt af teknikken er
hentet gennem samarbejdet med General Motors og
stammer fra Opel Vectra, er de to biler ikke
at sammenligne. Alfa har nemlig konsekvent baseret
køreegenskaberne på gennemprøvet basalviden.
Karrosseriet er et af de mest vridningsstabile
overhovedet. Den er en ægte sedan, hvor
bagsæderyglænene ikke kan lægges ned og bagklappen
er forholdsvis beskeden. At det har konsekvenser for
funktionalitet som betjening af bagagerum og
bagagekapaciteten er for Alfa betydningsløs – blot
bilen kører bedre.
Det gør den. Styrepræcisionen er på højeste niveau –
til trods for at Alfa har bygget en bil, der er både
lydløs og komfortabel. Affjedringen grænser til det
bløde – men tag ikke fejl: kurveegenskaberne og
styrepræcisionen er fortræffelig, netop fordi det
kun er affjedringen og ikke hele karrosseriet, der
absorberer ujævnhederne – og naturligvis fordi Alfa
benytter racerbils-ophæng i form af ”Dobbelte
wishbones” fortil og multilink ophæng bag. Sjældent
har vi passeret ujævne veje med huller og bump så
umærkeligt – og så hurtigt – som det var muligt i
159’eren.
Designet er en vigtig del af Alfa Romeo imaget.
Bilen er ikke bare anderledes, den er decideret
smuk. Batteriet af frontlygter placeret på den
kileformede spidse front gør den på én gang
aggressiv og elegant. Det løftede bagparti er mere
diskret og tilgodeser behovet for bagageplads.
Selvom åbningen til bagagerummet er beskeden rummer
det ca. 400 liter og det rækker for de fleste.
Kabinedesignet er helt i harmoni med de udvendige
linier. Førerpladsen er i centrum – instrumenterne i
midterkonsollen er rettet imod ham. Kombineret med
det lille rat har føreren det store overblik og
siddestillingen er fortræffelig.
Man sidder fint også på de øvrige pladser, men det
er under kørslen man oplever.
Et lille minus: 1,9 liters motoren snurrer villigt
og yder tilstrækkeligt til gode præstationer. Men
bilen beder om mere. 160 hestekræfter lyder af
meget, men det er som om man savner noget, når
speederen presses ned. Et hysterisk synspunkt?
Måske, men det er blot udtryk for, hvor god bilen er
– og til syvende og sidst er det blot et spørgsmål
om at spendere lidt mere på Alfa’en, nu man er i
gang. 60.000 kroner oveni giver yderligere 25 heste
og +200.000 giver 100 heste mere.
Benzinøkonomien er OK, så længe man cruiser. Giver
man los, koster det penge, men den fornøjelse bør
man give sig selv, i hvert fald engang imellem.
|