- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Biltest: Polestar 4 Long Range Dual Motor Performance 4X4

Alsidig, sporty og sikkert kørende


Af Søren Clauding – juli 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Performance udgaven af Polestar 4 blot er vel bare en hurtigere udgave af den almindelige version, som vi testede for nylig, eller? Nej på ingen måde. Det havde vi på fornemmelsen, og derfor skulle den hurtigere version også under lup. Og heldigvis for det. For bortset fra et vist teknisk sammenfald og næsten samme udseende, er de to biler især køremæssigt ret forskellige.

 

Det genspejles til dels også i prisen, der aktuelt ikke er så ultrastabil, som et godt overblik kunne ønske. Men basisudgaven, Polestar 4 Long Range Single Motor, uden det Nordic Edition udstyr, som indgår i vores test, der kan læses hér, (og som meget gerne må tages som udgangspunkt til beretningen af Performance version i denne testrapport, for der bliver ikke mange gentagelser), er aktuelt prissat til 430.000 kroner, hvilket er 30.000 kroner mindre end udgaven med to motorer.

 

Men der er en forklaring på alt, selvom det umiddelbart ser ud som om, at man for merprisen blot får træk på fire hjul og flere hestekræfter. Er det, hvad man vil, kan man slippe for ”Performance”-udstyret, og da er prisen aktuelt 460.000 kroner. Men med Performance-niveauet, som også omfatter Nordic Edition, har Polestar skabt løsninger, som samlet løfter bilen op i en anden liga, og det koster selvfølgelig ekstra. Aktuelt er listeprisen 580.000 kroner, men det er uden fratrukket evt. kampagne-rabat.

 

Vi begynder med teknikken

Polestar 4 Dual Motor har dobbelt så meget motorkraft til rådighed. Den har helt enkelt en 272 hestes permanent magnet synkron elmotor på bagakslen ligesom den tohjulstrukne, og så har den desuden en identisk motor på forakslen. Tilsammen levere de en systemeffekt på 544 hk og et drejningsmoment på 686 Nm.

 

Det er ikke ualmindeligt, at bilfabrikkerne benytter induktionsmotorer på den ene af akslerne, typisk forakslen, men erfaringerne viser det ret logiske, at det er vanskeligt at computer-styre samspillet mellem to forskellige motorer, og derfor er det også svært, at hente fordelene ud af firehjulstrækket. Altså bortset fra, at fire trækkende hjul altid giver bedre fremdrift på fx snedækkede veje eller i løst terræn. Men i kritiske trafiksituationer er den umage parring ikke på samme måde til stor hjælp.

 

Det fungerer ret godt

Men udover den kritiske trafiksituation, hvor det kan være af afgørende betydning at trækket på den ene hjulaksel ikke divergerer med den anden, hvorigennem kørsels-forudsigeligheden udfordres, er der også det helt andet aspekt: Har man et samspil mellem motorerne på for- og bagaksel, så de hjælper hinanden og føreren, er man rigtig godt stillet. Det er svært, at simulere trafikkritiske situationer på almindelige veje, endsige med tilstrækkelig sikkerhed at fastslå, hvordan man bliver hjulpet fx ved skiftende vejgreb under skiftende vejrforhold. Men det var undertegnedes indtryk, at det faktisk var rigtig godt.

 

Men måske i dagligdagen endnu vigtigere: Det gør bilen meget mere underholdende at køre. Ikke fordi man kan nå 100 km/t på 3,8 sekunder – det grænser til det meningsløse, at bruge energien til det. Så kan man benytte kræfterne til at trække en anhænger på 2000 kg i stedet for kun 1500. Men vigtigst:

 

4X4 er ikkebare 4X4

Polestar har formået at gøre styring og vejegenskaberne så gode, gennem et noget nær perfekt samspil mellem motorkræfterne, at man med meget stor præcision styrer bilen gennem kurverne, også når man kører på skrid-grænsen. Det er i sig selv en fornøjelse, men har også betydning for at kunne håndtere bilen rigtig i en kritisk situation. Det gav en wow-effekt. Så et firehjulstræk er med andre ord ikke bare et firehjulstræk.

 

Som prikken over i’et har man også givet Performance modellen justerbar adaptiv affjedring. Kører man friskt, og vil man udnytte balancen i drivlinen til det ypperste, bør man vælge den sportslige indstilling. Den underbygger stabiliteten og holder hjulene i asfalten, når man styrer hurtigt gennem langsomme såvel som hurtige kurver. Det kompenserer til en vis grad også for vægten på 2355 kg og skærer lidt af ”supertanker-følelsen” ved kurve-kørsel.

 

Komfortabel affjedring til alles glæde

Siden, når man mest har lyst til bare at nusse afsted, eller oplever et påtrængende udtrykt ønske om, også at vise hensyn til eventuelle medpassagerer, kan man vælge den bløde indstilling, som ikke er helt så skarp, men forbedre affjedringskomforten, så alle kan være glade.



Om de mange kræfter, firehjulstrækket og den justerbare undervogn i sig selv er merprisen værd, skal vi ikke gøre os til dommer over. Men man får faktisk også andet med i prisen på en Performance. 22” aluhjul med 265/40 dæk, der skal sikre kraftoverførslen til kørebanen. Støddæmperne er ikke bare tilfældigt valgt, men stammer fra ZF i Friedrichshafen, de knaldgule bremsekalibre kommer fra italienske Brembo, og den knaldgule farve går også igen i fx sikkerhedsselerne – der er også lidt spil for galleriet.

 

Reduceret rækkevidde

Batteriet er et NMC batteri som i den baghjulstrukne version, samme størrelse, samme opladnings-specifikationer. Men pga. den større vægt er WLTP rækkevidden reduceret til 500 kilometer i Performance udgaven versus baghjulstrækkerens 620 km (og den almindelige dual-motor versions 590 km), som dog ikke holdt i praksis under vores test. Vi havde ikke en reel mulighed for, at vurdere energieffektiviteten i 4X4’eren, fordi det koster energi at afprøve køregenskaber. Og alligevel ramte vi over en mere rolig strækning ikke helt ved siden af bilens egen kalkulation: 495 km ved 100 procent opladning.



Den kortere rækkevidde kan dog fortrinsvis henføres til den større vægt og de større hjul med en forøget gnidningsmodstand, for ved almindeligt cruise frakobles den forreste elmotor. Ikke mindst af den grund er den præcision, som kendetegner en permanent magnet synkronmotor, også vigtig. Hvis man vil, kan man dog vælge permanent tilkobling af begge motorer.

 

Sidst, men for nogle ikke mindst, kan man for 10.000 kroner fravælge visse af de sorte paneler og stafferinger, som kan ses på de billigere versioner. Det er, så vidt vi kan se, ren æstetik, men det må der vel ret beset også gerne være plads til, selv i den moderne verden.

Det digitale bakspejl er klart og tydeligt - men benytter man læsebriller, skal man have dem på for at kunne se det.

PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel af bilmærkets danske importør.
Andre Polestar prøvekørsler - find dem hér >>>



Model:

Polestar 4 Long Range Nordic Edition Dual Motor Performance

Listepris uden rabat:

Kr. 580.000

Motor og transmission 2 Permanent magnet synkron elmotorer: hver på 272 hk, 343 Nm. System: 533 hk, 686 Nm. 102/100 kWh 400 V litium-ion NMC batteri. AWD.

Præstationer acceleration 0-100 km/t/ topfart/

Energiforbrug/ Rækkevidde (WLTP):

3,8 sek./ 200 km/t/ 178-184 Wh/ km/ 620 km

Opladning AC/DC

22 kW/200 kW

Længde: 4,84 meter

Bagagerum:

500-1536 liter

Værd at bemærke:

265/40-22 aluhjul. Head-up Display med sne-indstilling. El-forsæder med varme. 3 zone Klimaanlæg. Varmepumpe. 360 grader kamera. 15,4" skærm. Navigation med Google Maps. El-justerbart bagsæde. El-bagklap. Panorama glastag. V2L 3,6 kW. Harmon Kardon lyd 12 højtalere.













Frunken er ret beskeden. Officielt på 15 liter.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt