- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Biltest: MGS6 EV Luxury RWD Long Range

Rummelig og luksuøs SUV

– men én blandt mange


Af Søren Clauding – juli 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kampen om elbils-kunderne i 300.000 kroners prisklassen er stor og intens. Det er præcis dér, MGS6 EV ramler ind, og noget af det, enhver, der ønsker at spendere 300.000 kroner på en bil, opdager, er, at markedet også er noget uoverskueligt. På en måde er man tilbage ved det helt grundliggende: Hvad er det, man som bilkøber ønsker sig, og hvor finder man så en bil der kan opfylde det…

 

Sagt, fordi MGS6 EV egentlig virker som en god, luksuøs og komplet elbil. Heldigvis havde vi mulighed for at prøvekøre den i nogle dage, hvor temperaturerne var lave, helt nede på 8-9 grader, og heldigvis, for da blev en svaghed ved bilen afdækket, som næppe var oplevet i den sommerlige hedebølge: Varmeanlægget kunne ganske enkelt ikke varme kabinen op. Og hvordan går det så, hvis der er minusgrader udenfor.

 

Softwareopdatering?

Vores pragmatiske holdning til problemstillingen er, at det formentlig er noget, der ændres vha. en software opdatering. Men betyder en varm kabine noget i beslutningsforløbet, så tjek lige op på den del først, det kan være, det allerede er løst.


Det kom der ikke meget varme ud af...


Det samme gælder bilens mildest talt dårlige hastighedsangivelse. Den er baseret på skiltegengivelse og information via navigationssystemet, og den ramme ustandselig ved siden af, hvilket udløser irettesættelser i en lind strøm, uden at man har gjort noget forkert. Det kan slås fra, men det er jo ikke det, der er meningen. Så igen: Softwareopdatering, please, det burde være noget, enhver kinesisk IT-mand med respekt for sig selv kunne klare i en håndevending.

 

Ret komplet og alsidig

Når man lige har forholdt sig til det, er MGS6 EV egentlig en ret komplet og alsidig bil. Den er med en længde på 4,71 meter, en højde på 1,66 meter og en frihøjde på 19 cm en rummelig og praktisk SUV. Bagagerummet kan håndtere op til små 500 liter, 1910 liter kan det klare, når man kan nøjes med to siddepladser, og de 86 liter i frunken rummer snildt ladekablet og andre genstande, der har det med at blive våde i regnen. I øvrigt er bagklappen elektrisk betjent og indenfor kan man hente strøm ud af højvoltbatteriet, når man har anskaffet den nødvendige adapter.


Fortil har man 86 liter og bagtil med siddepladser i brug disponerer man over 493 liter.


I skrivende stund er det varmt, og da er ventilerede sæder en regulær luksus. I koldt vejr kompenserer sædevarme for varmepumpens manglende leverancer – både fortil og på bagsædet. Og heldigvis kan en række af de mest umiddelbart benyttede funktioner betjenes vha. knapper, så man ikke først skal gennem en stribe af ikke altid lige logiske menupunkter på 12,7” berøringsskærmen for at få sat noget i gang – eller slukket for det. Skærmen skal typisk også lige tænke sig lidt om, inden den reagerer på berøringen.

 

God at manøvrere

Udstyrslisten omfatter panorama glastag på næsten 2 kvadratmeter – med gardin under, så man kan forhindre lysindfald, når man ønsker det – og fra førerpladsen glæder man sig til dels over head-up display. Men typerne er små og lysstyrken er lidt for svag, især i stærk sol. 360 grader kamera-billedet er imidlertid klart, hvilket i samarbejde med p-sensorer for og bag gør det lettere manøvrere under parkering. Elektrisk foldbare sidespejle er heller ingen dum ting.



Praktikken gør sig til dels også gældende under kørslen. Affjedringen er forbavsende komfortabel, MG’s tradition for sportslighed taget i betragtning, og med op til 245 hestekræfter og 350 Nm leveret til baghjulene vha. en permanent magnet synkron elmotor kan bilen på fugtigt underlag godt føles lidt levende dernede bagtil.

 

For kraftig og for hurtig?

Man kan nå 100 km/t på 7,3 sekunder og topfarten er 200 km/t. En lidt bedre kontrol af effekten kunne gøre oplevelsen mere sikker, for uden en egentlig sportslig opsætning passer tingene ikke helt sammen, og sandt at sige synes topfarten også at være lidt vel meget i overkanten, selvom vi ikke har prøvet bilen ved den hastighed.

 

I elektrisk forstand er MGS6 EV udstyret med et 77 kWh (netto 74,3 kWh) 395 Volt NMC batteri, der kan oplades med 11 kW vekselstrøm og 144 kW jævnstrøm. 10-80 procent klares officielt på 38 minutter, og siden er den officielle rækkevidde 530 kilometer på en opladning. Vi ramte 470 kilometer under de lidt kølige temperaturforhold, så man er nok nærmere WLTP-tallet i sommerperioden.


PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel i samarbejde med bilmærkets danske importør.

Andre MG prøvekørsler - find dem hér >>>





Model:

MGS6 EV Long Range Luxury RWD

Listepris

Kr. 299.999

Motor og transmission:

Permanent Magnet Synkron elmotor: 245 hk, 350 Nm. 77 kWh NMC batteri. Baghjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Energiforbrug/ Rækkevidde (WLTP):

7,3 sek./ 200 km/t/ 16,6 kWh/100 km, 530 km.

Længde/ Højde:

4,71 meter/ 1,66 meter.

Bagagerum:

493-1910 liter.

Værd at bemærke:

245/60-20 Aluhjul. One-pedal mode. LED forlygter. Sædevarme. 2 zone Klimaanlæg. Varmepumpe. Nøglefri betjening. 360 grader kamera. Ratvarme. 6-vejs el-førersæde. Forsæder med køl. Sædevarme for og bag. 12,8" touch-skærm. Navigation. El-bagklap. P-sensorer for og bag. V2L. Panorama glastag.













245/60-20 dæk monteret på alufælge.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt