- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  

MOTORSIDEN - TEST - BILER



Test: Fiat Grande Panda Electric La prima

Livsstil og udstråling til billige penge


af Søren Clauding - marts 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man skal passe på med, at lægge for meget vægt på prisen på en bil nu om dage, for bilimportørernes prissætning er mildest talt dynamisk. Men til en basispris i skrivende stund tør vi godt fastslå, at 190.000 kroner for en Fiat Grande Panda Electric med masser af livsstil og masser af udstråling er rimelig.

 

Skulle prisen så falde med 10.000 kroner eller mere i tiden der kommer, gør det ikke så meget, måske især ikke i en tid, hvor faste priser generelt i samfundet hører fortiden til. Og spørgsmålet er, hvor længe man skal vente med nyanskaffelsen for at opnå en “måske-besparelse”. Derfor kunne leasing for mange bilkunder være en option.

 

Fancy eyecatcher

Det går vi ikke dybere i disse spalter, for ligeså hurtigt, som vi har trykket på tasterne, kan oplysningen være fortid. Så over til det konkrete, til bilen… Og med en nyetableret garanti på 5 år er den næppe fortid sådan lige om lidt. Fiat Grande Panda Electric har da også udseendet med sig, og det forbliver nok ligeså fancy, så længe garantiperioden står på.

 

Der er nemlig i undertegnedes optik ingen tvivl om, at det er udstrålingen, der skal sælge. Man kan kalde det livsstil, men egentlig er det vel bare, at den er en eyecatcher, og det er fair nok. Mon ikke de allerfleste bilbrugere har det lidt godt med, at bilens udseende er i overensstemmelse med deres egen selvopfattelse…

 

Ingen SUV men OK i sne

Fiat Grande Panda er i teknisk forstand baseret på Stellantis teknologi og den er søsterbil til Citroën e-C3. Den er 4 meter lang og er en lidt halvhøj bil med sine 1,62 meter. Med en frihøjde på 13,7 cm kan den dårligt kategoriseres som en mini-SUV, men hvad gør det - den er ikke oplagt til at køre off-road i alligevel, og firehjulstræk indgår heller ikke i pakken.

 

Det gør forhjulstræk til gengæld, og det var ingen dum ting i det snedække, vi oplevede i Danmark i testperioden. Maskineriet er af den præcist virkende permanent magnet synkron elmotor type, drejningsmomentet er på moderate 122 Nm, og det harmonerede med de glatte kørselsforhold.

 

En lille udfordring

Og a-pro-pos glatte kørselsforhold, gav især den nyfaldne sne et signal om en lille udfordring, som elbiler kan blive ramt af: Vi skulle starte på et underlag, hvor vejgrebet ved hvert forhjul var lige dårligt. I en konventionel bil sætter man da “blot” hjulene op i omdrejninger og på et øjeblik har de skrabet så meget i underlaget, at de får fodfæste.

 

Men i elbilen registrerede sensorerne øjeblikkeligt, at der var meget glat, så hjulene rørte sig ikke. Lidt kunstgreb ved at sætte bilen i bakgear gav så meget bevægelse i bilen, at der kunne skabes tilløb fremad, og siden var der ingen problemer. I visse biler kan det klares ved at slå det elektroniske stabilitetsprogram fra, men den gik ikke i Panda’en

 

God at køre i

Faktisk viste den lille store Panda sig fra sin bedste side, når den kørte. Batteriet, som er af LFP typen, er på 44 kWh og derved har man kunnet holde bilens vægt nede på lige godt 1,5 tons. Det gør den mere agil end elbiler er flest, samtidig med at affjedringskomforten er glimrende. Torsionsbagakslen opleves ikke som et handikap.

 

Man kan anke over rækkevidden, som selvfølgelig er givet af et energiforbrug på 16,8 kWh pr. 100 km, men Pandaens lidt kantede facon har formentlig indflydelse derpå. Officielt under optimale temperatur- og kørselsforhold kan man køre 322 km på en opladning, men når temperaturen siger 0 grader, skal man nok regne med en halvering.

 

Lettere optimistisk beregning

Det var i hvert fald hvad bilen selv regnede ud: Ved 100 procent opladning var rækkevidden beregnet til optimistiske 300 km, men allerede ved 60 procent batteriniveau var rest-rækkevidden reduceret til kalkuleret 90 kilometer. Og nej, vi kørte den ikke tør for strøm for at sikre at den regnede rigtigt.

 

AC-opladningen er maks. 11 kW og DC-opladning under optimale forhold kan være op til 100 kW. Fiat oplyser selv, at 20-80 procent af batteri kapaciteten, svarende til 26 kWh tager 33 minutter. Konklusion: Fiat Grande Panda Electric har man mest glæde af ved kortere byture og allermest, hvis man kan lade op hjemmefra.

 

Dens størrelse gør den også ideel i byen. Den er nem at finde parkeringspladser til og med en bredde på 1,76 meter også nem at færdes omkring med på snævre p-pladser ved ladestationerne. Det er ganske praktisk.

 

God betjening og poppet interiør

Og når man sætter sig bag rattet er det en fornøjelse, at så mange funktioner kan aktiveres umiddelbart, altså uden at man skal af med handskerne og ind i en række af undermenuer på centerskærmen før noget sker. Det er i øvrigt et ret usædvanligt og poppet instrumentpanel design, men “poppet” på den gode måde. Vi kan også kalde det et ungt design - men det må være op til ungdommen selv at vurdere.



Og så bliver man helt nostalgisk af, at skulle benytte en regulær - foldbar - tændingsnøgle. Hvis man altså ikke er så ung, at man aldrig har oplevet en sådan… Rattet er i øvrigt D-formet, hvilket sammen med højden gør indstigningen til førersædet OK.

 

Plus og minus på udstyrslisten

Køber man en Fiat Grande Panda i den prøvekørte basisudgave er der ting, man automatisk har fravalgt: fx nøglefri betjening, varmepumpe og adaptiv fartpilot. Men 17” alufælge er standard ligesom klimaanlæg (af brødrister-typen), navigation via 10,25 berøringsskærmen over midterkonsollen, bakkamera, p-sensorer for og bag, automatisk fjernlys, rat-varme og sædevarme, trådløs opladning af mobiltelefonen, elektrisk foldbare sidespejle og ikke færre end 4 USB-C stik.

 

Apple Carplay og Android Auto er også standard, fartpilot (men altså ikke adaptiv) ligeledes samt forrudevasker og mørktonede sideruder ved bagsædet, hvis ryglæn er asymmetrisk deleligt. Men det 361 liter forbavsende store bagagerum har gjort sit ved bagsædepladsen - man skal ikke være stor af kropsbygning eller benlængde, hvis man skal føle sig bekvemt transporteret på bagsædet i en Fiat Grande Panda Electric.

PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel af bilmærkets danske importør.

Andre Fiat prøvekørsler – find dem hér >>>







Model:

Fiat Grande Panda Electric La Prima

Listepris:

Kr. 189.990

Motor og transmission:

Permanent magnet synkron elmotor. 113 hk, 122 Nm. FWD. 44 kWh LFP-batteri, AC: 11 kW. DC: 100 kW. FWD.

Præstationer acceleration/ topfart/

Energiforbrug/ rækkevidde (WLTP):

11 sek./ 132 km/t/ 16,8 kWh/100 km/ 322 km.

Længde:

4,00 m

Bagagerum:

361-1315 liter

Værd at bemærke:

17" alufælge. Aut. fjernlys. Fartpilot. Forrudevasker. 10,25" touch skærm med navigation. Klimaanlæg uden varmepumpe. Sædevarme for. Ratvarme. Bakkamera. P-sensorer bag. El-sideruder. Ladekabel.












Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt