- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Biltest: Renault Mégane Iconic’

Det er prisen, der gør det

- plus en god bil, naturligvis


af Søren Clauding - marts 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bilmarkedet har altid været prisfølsomt. Historisk kan årsagen findes i de gigantiske danske registreringsafgifter. Det argument eksisterer ikke, når det gælder elbiler. Alligevel er prisen fortsat en vigtig faktor, når danskerne handler bil, hvilket ikke mindst Renault har indset og handlet efter med kolossale prisnedsættelser. De omfatter bl.a. Renault Mégane.

 

Vores tidligere prøvekørsler af Mégane holder stadig vand, hvad bilen angår. Men uden at skulle fordybe os i udstyrslister, som alligevel lever lidt deres eget liv (hér skal man som køber være meget vågen), er udstyret også en vigtig faktor i anskaffelsesprocessen. Ikke desto mindre skal en bil som Mégane ses i en ganske anden kontekst end den skulle, fx i efteråret 2023, hvor i princippet den samme bil, som vi nu igen har fokus på, var prissat 105.000 kroner over de nuværende 270.000 kroner.

 

245.000 kroner rækker også

Den pris gælder Iconic-versionen, som betyder topudstyr, og vil man endnu billigere til en fabriksny Mégane, behøver man blot at hæve 245.000 kroner fra bankkontoen. Det lyder billigt, og er det også, sådan relativt set. Men faktisk er det mest imponerende, at tilsvarende “ICE” biler, altså biler med konventionelle forbrændingsmotorer, er til at købe for nogenlunde den samme pris.

 

Om der er flere prisreduktioner på vej? Det melder undertegnedes krystalkugle ikke noget om. Men svaret på spørgsmålet om, hvordan en bil, hvor langt over halvdelen af prisen ender i statskassen, kan sælges for en pris, der tangerer elbils-prisen, som alene bidrager med moms, giver måske svaret. Alt andet lige vil priserne på elbiler formentlig falde mere i de kommende år, simpelthen fordi priskonkurrencen på batterimarkedet vil stige, og fordi det trods alt bliver billigere at fremstille dem.

 

I den situation vil salget af brugte elbiler, importeret fra de europæiske lande, der er ved at drukne i elbiler uden nummerplade på, også få indflydelse på prisdannelsen. Men da er det ikke utænkeligt, at politikerne lægger afgift på elbiler, så det nuværende prisniveau holder. Og politikernes veje er som bekendt uforudsigelige, ligesom også verden er det for tiden - derfor er krystalkuglen gået lidt i stand-by mode.

 

Køb den bil, der er brug for

Derved er vi fremme ved det helt centrale købsargument lige nu og altid: Bortset fra nogle få bilentusiaster købes de fleste biler, fordi køberen har brug for dem. Og da må man jo underkaste sig de aktuelle markedsforhold.

 

I den sammenhæng er en Renault Mégane ikke det værste køretøj, man kan kaste sig over. Med andre ord: Er dén bilen, man har forelsket sig i, og som man kan betale den aktuelle pris for (inklusive finansiering, evt. leasing mv.), så køb den - men gør den ikke til et økonomisk projekt. Det er måske det allerklogeste, at afskrive købsprisen med det samme. Blot en tanke…

 

Velkørende som elbil

Og det er let, at forelske sig i en Mégane, for den er som den er, uanset, hvad man har betalt for den. Som elbil er den velkørende, den ser godt ud, og den har alle de styrker og svagheder, der nu kendetegner en elbil.

 

Fordi den kun - sammenlignet med andre +2000 kg tunge elektriske biler - vejer under 1800 kg, er den ganske enkelt sjovere at køre, 0-100 km/t på 7,5 sekunder er helt fint, især fordi bilens kurveegenskaber lever op til frisk kørsel. Den er med sine halvanden meters højde heller ingen højbenet SUV. Til trods derfor har den glimrende bagageplads, både med og uden bagsæderne i brug.

 

Rækkevidden i det kolde vejr skærer noget af det officielle WLTP tal på 433 km. Vi nåede 360 km, og det er så, som det nu kan være i en elbil, der bruger en del af sin elektriske energi på at konditionere batteriet og holde en tålelig temperatur i kabinen. Det sidste sørger en varmepumpe i øvrigt for, samt sædevarmen fortil og rat-varmen.



Meget udstyr

Udstyrslisten inkluderer i skrivende stund desuden en 9” skærm i basisudgaven, Techno - den vokser til 12” i de større versioner. Trådløs opladning af mobiltelefoner, der kan, er med på listen, ligesom el-foldbare sidespejle, adaptiv cruise-control og 18” fælge. I Techno Plus udgaven, der koster 10.000 kroner mere, får man Rear Cross Traffic bremse”, som medvirker til at sænke pladeværkstedernes indtjening, samt 20” såkaldte Enos alufælge.



Iconic inkluderer Harmon Kardon lyd med 8 højtalere og subwoofer, såkaldt intelligent adaptiv cruise-control med centering control, hvis intelligens-niveau, man så kan diskutere. Læderindtræk og et anderledes design af 20” fælgene hører også med, Og så var testbilen også udrustet med 360 grader kamera og andet godt for en beskeden merpris.

Garanti??? Det er et aktuelt salgstema, bilimportørerne imellem. 2 års fabriksgaranti er lovmæssigt bestemt, men siden kan man hos Renault for rimelige penge forlænge garantiperioden op til i alt 7 år.

PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel af bilmærkets danske importør.
Andre Renault prøvekørsler - find dem hér >>>

 

 


Model:

Renault Mégane Iconic

Listepris:

Kr. 269.990

Motor og transmission:

Elektrisk exided 8 polet synkron elmotor. 220 hk (160 kW), 300 Nm. Lithium-ion batteri, 60 kWh. DC opladning: 130 kW.

Præstationer acceleration/ topfart/ energiforbrug/ Rækkevidde

 (WLTP):

7,5 sek./ 160 km/t/ 162 Wh/km/ 433 km.

Længde:

4,21 meter

Bagagerum: 440-1332 liter

Egenvægt:

1779 kg

Værd at bemærke:

215/45-20 "Enos" aluhjul. Fuldt adaptivt LED forlys. Har,om Kardon lydanlæg. Ratvarme. Sædevarme på forsæde. Læderindtræk. Bakkamera og p-sensorer bag. 2-zone klimaanlæg. Nøglefri betjening med automatisk låsning. Varmepumpe. 12" skærm. 2 års garanti med mulighed for tilkøb af forlængelse op til 7 år.










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt