MINI har altid været en bil,
der var noget for sig selv, og også var sig selv.
Den er ikke til for alvor at kategorisere ud fra
gængse normer, den er helt sin egen og anno 2025 kan
selv en ny MINI Aceman ikke vriste sig fri af
fortiden. Det skal den heller ikke, for så ville den
ikke være en MINI.
MINI Aceman SE er fuldt
elektrisk. Den ligger størrelsesmæssigt mellem den
lille MINI og den større MINI Countryman, en slags
efterfølger til MINI Clubman. Men hvor (og hvorfor)
skal den kategoriseres? Selv MINI har forsøgt at
kalde Aceman for en kompakt SUV. Stop med det, kære
venner. Den har en frihøjde på 14,3 cm og kan ikke
fås med firehjulstræk. Den er i undertegnedes
begrebsverden langt fra at være en SUV, allerhøjest
en crossover. Men hvad gør det, for den er MINI og
MINI er nok i sig selv.

Det handler MINI om
MINI handler om udstråling.
Det handler om forventning og design. Det handler om
image, og nok også om at skille sig ud fra mængden.
Det klarer Aceman glimrende, for designerne har
været tro mod MINI-arven: Udvendigt ser den ud som
den skal – billederne taler for sig selv og de taler
deres eget sprog, som ikke kan overgås med ord.
Bemærk, hvordan det
indvendige design i den digitale tidsalders hellige
navn får design-arven og forventninger til at gå op
i en højere enhed. Det er flot gjort, og efterlader
en følelse af, at nu kan man slappe af – hvis man
altså er vant til at køre MINI.
Sund fornuft samt skæg og
ballade
I digital forstand har
designerne også udnyttet mulighederne for at gøre
MINI anderledes. Det er ikke altid lige
overskueligt, men som udgangspunkt bruges
elementerne til en god portion sund fornuft samt
skæg og ballade.
Det sidste kommer bl.a. til
udtryk, når man vælger lyd univers til Aceman. Det
er dog lige på kanten, at kalde det for go-kart lyd,
når den funktion aktiveres (hør podcast’en). Det
skulle da så være en moderne elektrisk go-kart, men
de er ret lydløse og sidst, undertegnede kørte en
konventionel go-kart, lød den i hvert fald ikke som
det lydbillede, Aceman’en udsender. Og det var ikke
en af de små fut-fut udlejnings gokarts, der var
tale om…
Legetøj og frikvarter
Ikke desto mindre er en MINI
Aceman på mange måder et stykke legetøj. Præcis som
den skal være, for selvom den oprindelige MINI
tilbage i 1960’erne var et ret seriøst om end
anderledes køretøj, som spillede en ganske anden
rolle i samfundet, så er MINI anno 2025 ligeså meget
leg. Eller måske et øjebliks let livssind, eller
måske blot et frikvarter midt i al nutidens alvor.
Hvilket netop, for at være en smule seriøs, er med
til at retfærdiggøre en bil som MINI Aceman, der
koster mindst 290.000 kroner, og 411.000 kroner i
den prøvekørte version, der inkluderer XL udstyr og
en såkaldt JCW (John Cooper Works) pakke – uden, at
der er lagt andet end moms i den danske statskasse.
Sådan er det jo med elbiler i
den prisklasse, og hvorfor skulle liebhaverne til en
sådan bil ikke nyde godt af det. I elektrisk
forstand er den da også ret velfungerende, når vi
taler om kraftoverførsel og basale kørefærdigheder.
Den er udviklet i et joint-venture samarbejde mellem
den kinesiske bilgigant, Great Wall, og BMW, og
produceres som andre elektriske MINI’eri Kina. Det
giver god mening, da de fleste af komponenterne i
moderne elbils-batterier stammer fra Kina.
John Cooper Works
John Cooper Works elementet
underbygger de op til 218 hestekræfter og det 330 Nm
store drejningsmoment, som gør den forhjulstrukne
(som den originale MINI) Aceman i stand til at nå
100 km/t på 7,1 sekunder. Topfarten er 170 km/t,
hvilket er usædvanlig højt for en elektrisk
kompaktbil. Den måler jo blot 4,08 meter i længden,
men er dog 1,51 meter høj.


JCW trimmet inkluderer
225/40-19 hjul mod normalt 17” og det mærkes via den
spændstige affjedring. Den er dog god nok til ikke
at fratage bilen al affjedringskomfort, og er
nødvendig, for med omkring 1800 kg er Aceman, godt
nok ikke en sværvægter, men dog en lidt tung sag,
sat op imod både nyere tiders ICE-MINI’er. Og tænk,
at den oprindelige MINI anno 1959 kun vejede 585 kg,
altså blot en tredjedel af den nye elbil.
Energieffektivitet var endda ikke noget man dengang
talte om.
Energi-snak
Men det gør man nu, og dét er
så som så for Aceman SE. Den benytter iht. WLTP 14,7
kWh til at tilbagelægge 100 kilometer, men det
reelle tal ved økokørsel er snarere omkring 17. Det
reducerer også WLTP-rækkevidden på 383 kilometer til
omkring 300 – men det var så heller ikke udpræget
sommerligt, da vi prøvekørte MINI Aceman.
Batteriet er et 49,2 kWh Li-ion.
I øvrigt var bilen ikke god
til selv at beregne rækkevidden, som ikke engang i
bogstavelig forstand svingede som vinden blæste (så
havde man i det mindste kunnet forstå det). Kører
man bilen til daglig, er procentangivelsen af den
aktuelle strøm-beholdning dét, man forholder sig
til, og den fornemmes at være ret nøjagtig.
Langsomt lyn
MINI Aceman SE kan
lynoplades, men ikke med mere end 95 kW, så 11 kW AC
opladning vil i dagligdagen nok være det, man
foretrækker. Sandt at sige ser vi ikke MINI Aceman
SE som en bil, man kører land og rige rundt i,
selvom den tilegnede opmærksomhed måske kunne være
umagen værd. Der er beskeden bagsædeplads, men
bagagekapaciteten er 300 hhv. 1005 liter med
nedfældede bagsæder, så to personer kunne godt få en
velfungerende ferietur ud af det på det danske
vejnet.

Udstyrsmæssigt er der ikke
noget at komme efter i den prøvekørte version:
Trådløs opladning af mobiltelefonen, Android Auto og
Apple Carplay samt vejskilteregistrering m.v. er
standard. Dog skal det tilføjes at der på dette felt
stadig er plads til forbedring.
XL skal med
Men XL-udstyret er siden et
”must”, for først hér får man nøglefri betjening,
den udvidede p-assistent og lignende udstyr,
inklusive panorama glastag, som vi dog godt kunne
være foruden. El-sæder er da også med i prisen
ligesom et Harman Kardon lydanlæg, for god lyd kan
man ikke undvære i en MINI – når man altså har
fravalgt de alternative lyduniverser. Head-up
Display er da også standard.
JCW niveauet omfatter foruden de større hjul også
sportssæder og rat i kunstlæder, rat-varme (som ikke
er til at komme uden om i en elbil) og
sportsbremser, der supplerer den meget direkte
e-pedal agtige deceleration, når speederen slækkes.
 |