- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Biltest: Ford Explorer (EV) Select

RWD UR med Premium pakke


Udforskning på elbils præmisser


Af Søren Clauding – januar 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er i blandt lidt pudsigt med navngivning af biler. Når det kommer til den nye Ford Explorer, er den en radikalt anderledes bil end den Explorer, vi prøvekørte for godt 4 år siden. Dengang var den stor, den havde firehjulstræk, stor frihøjde og var som sådan en bil, der kunne bruges til at udforske verden, som navnet indikerer. Den nye Explorer er en fuldstændig omvæltning.

 

Eller er den? For Ford Explorer er fortsat en stor bil, i hvert fald hvor den slags sælges. I Danmark er der også en Explorer, men den burde rettelig have tilnavnet ”EV”, for den er fuldt elektrisk og som sådan på linje med den strategi, som Ford søsatte for få år siden: Fra 2030 skulle alle personbiler, solgt i Europa, være elektriske.

 

Stagnerende marked

Den beslutning rullede man tilbage i august sidste år. Formentlig i erkendelse af, at elbils-markedet på ingen måde ville udvikle sig så stærkt, som elektrificeringsstrategien var baseret på. Men også i erkendelse af, at man for hver solgte elbil havde et tab, der efter sigende er dobbelt så stort som prisen på bilen. Det kan ingen virksomhed holde til i længden.

 

I Danmark er det anderledes. Fritagelse for afgift for de billigere elbiler og voldsom priskonkurrence betyder, at mindre fabriksnye elbiler i øjeblikket prismæssigt står stærkere i konkurrencen med biler, der benytter konventionel teknik (som den STORE Ford Explorer). Ligeledes i Norge, hvor man som i Danmark, men dér i endnu større grad udvinder endnu større mængder olie, som ved salg på verdensmarkedet giver staterne en solid indtægt, så man kan tillade sig afgiftsfritagelse af elbiler.

 

Udforskningens muligheder

I det univers er det eneste, som den nye fuldt elektriske Ford Explorer på vore breddegrader ikke passer ind i, de forventninger, man kan have, baseret på navnets betydning.

 

Det kan vi så glæde os over herhjemme, for det betyder vel ret beset ikke så meget, hvis vi ikke vil benytte vores nyerhvervede elbil til at udforske fjerntliggende lande, langt fra den danske grænse. For ude i Europa er elbils-infrastrukturen ikke i nærheden af, at være udviklet som i Danmark. Det bliver den måske hen ad vejen, men hvor lang tid, der går, skal være usagt.

 

Passer som fod i hose

Ikke desto mindre betyder det, at den nye mellemstørrelse Ford Explorer passer som fod i hose til det danske bilmarked lige nu. Men taber Ford så penge på den, hver gang de sælger én? Det vil næppe nogen give et klart svar på lige nu. Det synes dog på ingen måde, at være en dum beslutning at downsize Explorer EV i forhold til den konventionelle Explorer, og så at gøre det i samarbejde med kollegerne i Wolfburg, som bygger Volkswagen.

 

Ford Explorer er nemlig bygget på den samme teknik som VW ID.4, indkøbt hos kollegerne (i gamle dage ville man måske kalde dem konkurrenterne…). Og det er en god idé. Rigtig god, faktisk.

 

God mening

VW ID.3 og de første elbiler fra Volkswagen kom lidt haltende i gang på elbils-markedet, stærkt animeret af de nye EU strafafgifter på CO2. Det ønsker Ford heller ikke at være underlagt, og selvom der generelt i Europæisk bilindustri foregår et livligt indkøb af CO2 kvoter fra ærkerivalen Tesla, har man antagelig reduceret udviklingsomkostninger markant ved at købe teknikken hos VW. Det virker til at give rigtig god mening.

 

For efter den haltende start er de seneste ID.-biler fra VW ret vellykkede. Deres teknik fungerer, der er i det store hele også kommet styr på IT-samspillet mellem bilernes forskellige komponenter og det genspejles i en ganske positiv oplevelse i både Volkswagens og Fords elektriske biler.

 

Det er egentlig grunden til denne lange indledning, som sætter udviklingen lidt i perspektiv og forhåbentlig bidrager til at træffe det rette valg, når man skal have ny bil.

 

De er meget forskellige

Ét er den delte teknik, et andet er den oplevelse, man har bag rattet. På det punkt er der ikke mange ligheder mellem fx ID.4 og Explorer (EV). Den visuelle fremtoning adskiller bilerne i en sådan grad, at det er svært at forestille sig samhørigheden imellem dem. Men når man kører i dem, er der betjeningsmæssigt visse ligheder, og køreoplevelsen er ikke meget forskellig.

 

Forklaringen skal findes i, at Ford er gået all-in på at skabe en spændende elbil i Explorer. De behøvede ikke bekymre sig om teknikken, men skulle blot gøre op med sig selv, hvor store udforskningsmuligheder, man skal have i en Explorer.

 

Ingen terræn-tæmmer

SUV-konceptet er ikke helt forladt, og Explorer EV findes også med firehjulstræk. Frihøjden på 19,3 cm gør den ikke direkte til en terræn-tæmmer, men den sikrer, og det er vigtigt i dagligdagen, at fordelen ved det lave tyngdepunkt på grund af batteriet ikke bortraderes. Ved almindelig kørsel på plan vej ligger den godt og stabilt.

 

Ford Explorer har som alle elbiler udfordringen, når den skal styre ind i kurverne, fordi den store vægt på 2100 kg (sammenlignet med konventionelt motoriserede og meget lettere biler) i højere grad skal tvinges til at dreje, når man drejer på rattet. Men det går nu meget godt. Affjedringen er for en halvhøj elbil også forbavsende tilgivende, hvilket er med til at sikre kørekomforten.

 

Rækkevidde som VW

Den billigste Ford Explorer EV er prissat til 300.000 kroner og har en rækkevidde på 378 kilometer. Den prøvekørte version har som udgangspunkt en rækkevidde på 602 kilometer, men pas på: Med Premium udstyret, som den var iklædt, falder den officielle rækkevidde til 572 km, og i praksis ved 4-5 graders varme nåede vi 422 km. Det er ikke meget forskelligt fra kollegernes biler.

 

I teknisk forstand har den prøvekørte RWD UR Select, prissat til 345.000 kroner (plus Premium-pakken, som koster 15.000 kroner), en motor, der med træk på baghjulene leverer 286 hestekræfter, og muliggør, at 100 km/t kan nås på 6,4 sekunder. Batteriet er på 77 kWh (netto) og kan oplades med 11 kW (AC) og 135 kW (DC).


 


Udstyret

Premium udstyret inkluderer bl.a. 20” alufælge, Matrix LED forlygter, B&O lyd med 10 højtalere og soundbar over instrumentbordet, og den har håndfri betjening af bagklappen. Uden ”Premium” er man dog godt udrustet med bl.a. 19” alufælge (det kan forklare det lavere energiforbrug), fuld LED-lys, foldbar sidespejle, el-førersæde med massage, varme i forsæder og rat, 14,6” justerbar berøringsskærm. Skærmen kan vinkles i to positioner og tildækker i den fladeste indstilling (se billederne) et lille rum.

 

Dertil kommer bakkamera og 2-zone klimaanlæg. MEN: Varmepumpe er ikke standard, og den kan på det bestemteste anbefales. Den koster godt 8000 kroner oven i bilens købspris. Sidst med ikke mindst i en tid, hvor bilernes garanti er blevet bragt på bane af især kollegerne hos Volkswagen: Ford Explorer sælges med 2 års fabriksgaranti.

PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel af bilmærkets danske importør.
Andre Ford prøvekørsler - find dem hér >>>



Model: Ford Explorer Select RWD UR med Premium pakke.

Listepris:

Kr. 344.990 + kr. 15.000.

Motor og transmission:

1 Permanent magnet synkron elmotor, 286 hk. 545 Nm. RWD.

Præstationer acceleration/ topfart/ energiforbrug/ rækkevidde (WLTP):

6,4 sek./ 180 km/t/ 15,3 kWh/100 km/ 572 km.

Længde:

4,47 m

Bagagerum:

530-1460 liter

Værd at bemærke:

Matrix LED. 20” alufælge. Nøglefri betjening. 2 zone klimaanlæg. Adaptiv fartpilot. Ratvarme. El-førersæde med massage. Sædevarme. 14,6” justerbar touchscreen. Bakkamera. P-sensorer for og bag. Håndfri el-bagklap. B&O lydanlæg med 10 højtalere og soundbar. 2 års garanti.















Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt