- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Biltest: Volvo XC60 Recharge

Black Edition


Parat til plug-in renæssancen


Af Søren Clauding – august 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ude omkring i Europa daler køber-interessen for elbiler. Ikke, at man har nulstillet forståelsen for de fordele, der er forbundet med at køre elektrisk, men udfordringerne er formentlig blevet mere åbenlyse for mange kunder, som endnu ikke har anskaffet en elbil. Præcis derfor kan en bil som Volvo XC60 Recharge (=plug-in hybrid) nemt få glæde af en plug-in renæssance, som på det grundlag højst sandsynlig vil finde sted. Oven i det har den prøvekørte Black Edition sin helt egen pondus, men det er en anden historie.

 

Volvo har, hvad plug-in delen angår, stille og roligt fine-tunet den semielektriske løsning. XC60 Recharge er udrustet med et litium-ion batteri på brutto 18,8 kWh, hvoraf de 14,7 kWh kan benyttes til at trække (eller i praksis skubbe) bilen. Det kan oplades med 6,4 kW – hvilket er cirka dobbelt så hurtigt som typiske plug-in hybridbiler – og siden kan man iht. WLTP disponere over en elektrisk rækkevidde på 75 kilometer, som ikke er helt ved siden af i virkelighedens verden.

 

Miljø-optimal

Derved kan man køre ret meget elektrisk, og når politikerne hen ad vejen får finjusteret reglerne for kørsel i de såkaldte miljø-zoner, så de virkelig tilgodeser miljøet, vil man med god samvittighed kunne køre rundt i bycentre. Også vel vidende, at en hurtig opladning gør det muligt at fortsætte nul udstødningskørslen, når man senere på ny måtte få behov for det.

 

Volvo XC60 er en stor bil, 4,71 meter lang og 1,65 meter høj, som vi tidligere har prøvekørt i andre udgaver, hvor brugs-egenskaberne er ikke så forskellige fra plug-in’en (læs fx vores test af dieseludgaven hér >>>. Black Edition udstyret har en vis wauw-effekt, og det har udseendet også. Men foruden plug-in teknikken har man 2-zone klimaanlæg med el-opvarmning – og køl, fugtighedssensor, el-justerbare forsæder, panorama soltag og meget andet.

 

Velafbalanceret løsning

Drivlinen er der grund til, at have særlig fokus på, for den er slet ikke dum. Der er som udgangspunkt tale om det, Volvo kalder en T8 motor, som mest har med motorkræfterne at gøre. Den består af en 2-liters benzinmotor med såvel kompressor som turbolader. Den yder op til 310 hestekræfter og suppleres af en elmotor på 145 hestekræfter. De to tal kan direkte adderes, og derved opnår man en totaleffekt på op 455 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på ikke mindre end 709 Nm.



Det er lidt af en kunst, at få en kompressor motor til at spille godt sammen med en turbomotor, men det har Volvo stor erfaring i, og det fungerer også godt. Benzinmotoren leverer kræfterne til forhjulene gennem en 8 trins ”Geartronic” automatgearkasse.

 

For- og baghjulstræk og midt imellem

Elmotoren er en permanent magnet synkron motor, og den er placeret på bagakslen. Det betyder, at bilen er baghjulstrukken, når den kører på elektricitet alene, og fortrinsvis forhjulstrukken, når benzinmotoren medvirker eller selv alene står for kørslen. Skiftet mellem trækforholdene kan mærkes, men det er ikke udpræget og forstyrrer ikke den normale kørsel nævneværdigt.

 

Udfordringen ved ikke, som visse af kollegerne har gjort, mekanisk at koble benzinmotoren og elmotoren sammen i én enhed fx inden gearkassen, er at skulle samstemme den elektrisk styrede rotation med forbrændingsmotorens. Det er lykkedes bemærkelsesværdigt godt, og skyldes formentlig dels, at man har fået computeren til at styre samarbejdet perfekt, men også, at benzinmotoren, netop ved hjælp af kompressoren og turboladeren, der har deres styrke ved lave henholdsvis høje motoromdrejninger, ved enhver hastighed er elmotoren overlegen.

 

Benzinmotoren har forhånd

Der opstår med andre ord ikke en ”kamp”, så at sige, mellem de to motortyper om at drive bilen. Elmotorens power er da også tilstrækkelig beskeden til, at den ikke forårsager uhensigtsmæssige reaktioner på grund af baghjulstrækket, og derved kører XC60’eren også godt, når den kører elektrisk.

 

Drivlinen fungerer med andre ord ret godt i de fleste sammenhænge, og hvad mere kan man ønske sig. Det skal dog tilføjes, at ved kørsel på meget ujævn vej med konstant skiftende vejgreb, kan der opstå en smule uoverensstemmelse mellem for- og baghjulenes vejgreb, hvilket kan mærkes gennem nogle små ryk. Men det er småtingsafdelingen.

 

Pænt energiforbrug

Energiforbruget er i gennemsnit 18,9 kWh/100 km. Det tal er langt mere interessant end det officielle WLTP tal på 100-90,9 km/literen, som jo helt er afhængigt af kombinationen af el-kørsel, benzin-kørsel og samspillet, når elmotoren supplerer benzinmotoren i hybridindstillingen.

 

Men selvom XC60 Recharge ikke er en fuldt elektrisk bil, er den forholdsvis tung. Den vejer 2150 kg uden læs, hvilket naturligvis kan tilskrives den elektriske drivline. Den har også en frihøjde på over 21 cm og må oven i købet trække en anhænger på 2250 kg.


255/40-21 hjul ser godt ud, men medvirker også til at udfordre det adaptive hjulophæng, når det gælder affjedrings komforten.


Adaptiv affjedring

Det stiller krav til affjedringen, og den prøvekørte bil var da også udstyret med en adaptive hjulophæng, der overordnet set klarer opgaven udmærket. Iblandt kan den dog synes, at være endog meget spændstig, og dermed også sagt, at man skal være indstillet på lidt variationer affjedringskomforten. Men det er ikke værre (tværtimod) end de stadig skift i ujævnheder på mange danske landeveje…

 

Listeprisen på den prøvekørte bil, som i Danmark fortsat har lidt gavn af reduceret afgift, er 733.000 kroner. Den pris er helt i overensstemmelse med niveauet på markedet. Garantien er 2 år, og fastholdes også af mange af kollegerne, men man kan tilkøbe en forlængelse af fabriksgarantien. Specifikt for en plug-in hybrid (og en Volvo elbil) gives der garanti på batteriet på 8 år/160.000 kilometer. Batterikapaciteten vil de være mindst 70 procent indenfor de 8 år, men man skal dog være indstillet på, at efterhånden som batteriet bliver slidt, reduceres den elektriske rækkevidde, på præcis samme måde som tilfældet er for fuldt elektriske biler.



PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel af bilmærkets danske importør.
Andre Volvo prøvekørsler – find dem hér >>>

On-board videotest: Volvo XC60 Recharge

Vi har prøvekørt den powerfulde 435 hestes plug-in hybrid udgave af Volvo XC60 i en tid, hvor det ser ud som om at plug-in'er er blevet genfødt. XC60 er anderledes end mange af konkurrenterne. Se selv... Fuld HD.





Model:

Volvo XC60 Recharge Black Edition AWD

Listepris:

Kr. 733.000

Motor og transmission:

2-liters 4 cyl. turbo-benzinmotor med kompressor. 310 hk/6000 omdr./min., 400 Nm/3000 omdr./min. 8 A/T.  Permanent magnet synkron el-motor. 145 hk, 309 Nm. System: 455 hk.  AWD. 18,8/14,7 kWh litium-ion batteri. Opladning: AC: 6,4 kW.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Energiforbrug (WLTP): Elektrisk rækkevidde (WLTP):

4,9 sek./ 180 km/t./ 18,9 kWh/100 km. 75 km.

Længde/ Højde:

4,71/ 1,65 m

Frihøjde: 216 mm

Bagagerum:

468-1395 liter

Værd at bemærke:

255/40-21 letmetalhjul. 2-zone klimaanlæg med el-opvarmning og -køl. Panoramaglastag.





Skærmbilledet fra 360 grader kameraet er meget klart og fx let at parkere efter.






Bagagerummet er på 468 liter, som kan forvandles til 1,4 kubikmeter, når bagsæderyglænene lægges ned. En del af pladsen optages i sagens natur af den ekstra elmotor mellem baghjulene og batteriet på 18,8 kWh. Et ladekabel bør man også have med.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt