- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Biltest: Volvo EX40 Single Motor XR Ultra Black Edition


Elektrisk cruiser med pæne forbrugstal


Af Søren Clauding – september 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilfældet ville, at samtidig med at vi prøvekørte den seneste udgave af Volvo XC40 Recharge, som for nylig skiftede navn til EX40, kom meddelelsen om, at Volvo i lighed med en række bilproducenter rullede deres elbils strategi tilbage. Volvo vil i stedet fortsætte med at producere hybridbiler parallelt med elbiler, hvilket er i god overensstemmelse med vores forudsigelser ifm. testen af XC60 Recharge tidligere på året. Men gør det så elbiler til no-go?.

 

På ingen måde, og da for øjeblikket især ikke i Danmark. For så længe den danske stat undlader, at opkræve registreringsafgift på de billigere elbiler, uanset deres herkomst, er de i købsøjeblikket ofte ret attraktive. Men man skal vide, hvad man gør, og elbilers rækkevidde – eller rettere mulighederne for hurtigt at få ladet batteriet op – har fortsat en stor betydning for købet.

 

Overraskende energiforbrug

Derfor satte vi ekstra stor fokus på, hvordan det under optimale omstændigheder ser ud for den kompakt til mellemstore SUV, hvis primære egenskab i vores optik er, at den er en god og funktionel cruiser. Vi havde nemlig via andres prøvekørsler erfaret, at det officielle WLTP forbrugstal på 16,7-17,2 kWh/100 km (og en WLTP-rækkevidde på 572 km, leveret af et batteri på netto 79 kWh), ikke var realistisk. Men hvis man nu cruiser med bilen, hvordan går det så?

 

Vi delte testen op i et par dele. De første 100 kilometer var blandet kørsel, med en overvægt på landevej og danske småbyer. Og tallet var overbevisende: 14,9 kWh/100 km. Derpå kørte vi 100 km ved motorvejsfart omkring de 110 km/t. Resultat: 16,5 kWh/100 km. Men vejrforholdene var perfekte, temperaturer mellem 20 og 25 grader, beskeden vind og beskedne trafikale udfordringer. Andre har fastslået, at koldt vejr gør et stort indgreb på rækkevidden (ca. 340 km fra sædvanligvis pålidelig kilde), men det må blive en anden gang vi ser på det.

 

Motoren flytter plads

For EX40 testen var også interessant ud fra et teknisk perspektiv. XC40 med én motor som den prøvekørte, blev søsat med forhjulstræk. Nu er motoren i EX40 flyttet om på baghjulene. Der er tale om en præcist virkende 252-hestes permanent magnet synkron elmotor, der også leverer 420 Nm. Det gør Volvo’en rimelig hurtig (0-100 km/t på 7,3 sekunder), og den må også trække en anhænger på 1500 kg. Men da er vi ret sikre på, at energiforbruget stiger voldsomt.


 


Så: Kør den som en cruiser, så får man en god oplevelse ud af bilen. Det får man, selvom den prøvekørte topudgave er iklædt Black Edition udstyret. ”Selvom”, fordi det udstyrsniveau inkluderer 20” letmetalfælge og ultra-lavprofil dæk. Sjovt nok med forskellig dimension for og bag (for: 235/45-20 og bag: 255/40-20) – hvilket dog ikke kunne mærkes på køreegenskaberne. Sådanne hjul ville normalt gøre affjedringen spændstig. Nu begrænsede de sig til at give en noget direkte berøring med underlaget, mens den mekaniske affjedring sikrede at EX40 faktisk er overraskende komfortabel.

 

Mere komfortabel end agil

Men netop det er med til at understrege dens fine cruiser-egenskaber, og det er formentlig opnået ved, at man har benyttet den lettere forøgede ”SUV-frihøjde” (17,1 cm) til at harmonisere affjedringen. Bilen er så ikke særlig agil og sportslig i sin vejbeliggenhed – så det sportslige Black Edition udstyr synes mest af være for et syns skyld.

 

Udfordringen ved lavprofildækkene er en vedvirkende faktor, når det gælder sportslig kørsel. Bilen har nemlig kræfter nok til at kunne slå lidt med halen i snævre kurver, men udskridningen kommer pludselig på tør vej, og vi tør ikke forestille os, hvordan det så vil være på våd vej. Så kør den som en cruiser, den er ingen racer, selvom den kan være hurtig.

 

Fornuftigt prissat

Den afgiftsreducerede listepris er 420.000 kroner (den billigste såkaldte ”Core” udgave koster 372.000 kroner). Black Edition udstyret er en overbygning på ”Ultra” niveauet, som bl.a. omfatter et luftrensningssystem, elektrisk panorama soltag (et ægte soltag, som rent faktisk kan åbnes) med et gardin indvendigt (tak for det), 360 grader kamera, p-sensorer for og bag og begge sider samt et fremragende Harmon Kardon lydanlæg.

 

Standardudstyret på alle EX40 inkluderer bl.a. Google Maps og Assistent, 2-zone klimaanlæg med varmepumpe, forlygte-spulere (trods det kinesiske ejerskab har den vel svenske rødder…), adaptiv fartpilot, nøglefri betjening, integrerede tagbøjler og el-førersæde. Og a-pro-pos: Volvo er altid blevet rost for gode sæder, og de er heller ikke dårlige i EX40. Men når undertegnede sidder rigtigt bag rattet, ben-afstand, skulderafstand og højde, presser nakkestøtten hovedet fremad, og det er jo ikke præcis meningen. Forslag: Prøvesid bilen og vær kritisk. I en kortere testperiode kan man leve med det, men det er svært at gøre i dagligdagen.

 

Strøm til og fra

Det er positivt, at man kan AC-lade med 11 kW respektive DC lade med op til 205 kW. Og dejligt, at det er muligt at hente 12 Volt ud af midterkonsollen. Omvendt mangler man muligheden for at kunne føre strøm i større mængder ud af højspændingsbatteriet på 400V. Altså ingen V2L eller V2G. Det må komme næste gang bilen skifter navn…

 

Sidst, men ikke mindst, yder Volvo 3 års garanti (maks. 100.000 km) på bilen som helhed og 8 års garanti på batteriet (maks. 160.000 km), som betyder, at batteriet i garantiperioden vil have en kapacitet på mindst 70 procent, svarende til 55 kW. Det må i princippet svare til en kalkuleret WLTP rækkevidde på 400 km (eller 224 km i koldt vejr iflg. uofficielle målinger foretaget af andre). Det er værd at have i erindring, hvis man planlægger længere cruises, og med stadig stigende priser på fx at parkere i danske storbyer, mister elbilerne deres appel som urban-cruisere, så de skal retfærdiggøres andre steder.



Det forreste bagagerum, den såkaldte frunk, rummer op til 31 liter.

PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel af bilmærkets danske importør.
Andre Volvo prøvekørsler – find dem hér >>>

Videotest: Volvo EX40 Single Motor

Volvo XC40 Recharge har skiftet navn til EX40. Og nu har den også træk på baghjulene i stedet for forhjulstræk. Flere forbedringer er kommet til og så oplevede vi en forbavsende god energiøkonomi. Se selv... Fuld HD.





Model:

Volvo EX40 Single Motor XR Ultra Black Edition

Listepris:

Kr. 420.000

Motor og transmission:

Permanent magnet synkron el-motor. 252 hk, 420 Nm. 82 kWh (netto: 79 kWh) litium-ion batteri. Opladning: AC: 11 kW. DC: 205 kW.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Energiforbrug (WLTP): Elektrisk rækkevidde (WLTP):

7,3 sek./ 180 km/t./ 16,7-17,2 kWh/100 km. 572 km.

Længde/ Højde:

4,44/ 1,65 m

Frihøjde: 17,1 mm

Bagagerum:

410-1286 liter

Værd at bemærke:

For: 235/45-20. Bag: 255/40-20 letmetalhjul. 2-zone klimaanlæg. Varmepumpe. Panoramasoltag. Forlygtespulere. Nøglefri betjening. El-førersæde. 360 grader kamera. P-sensorer for og bag og hver side. Harman Kardon lydanlæg.












Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt