Renault Captur er ikke en
elbil. Den er en elektrificeret bil, en såkaldt mild
hybrid, der kører på benzin eller E-Fuel, og på sigt
vel ret beset også kan køre på brint. Dér er vi ikke
helt endnu. Men selvom man fortsat skal lægge et
klækkeligt beløb i statskassen, når man køber en bil
med forbrændingsmotor, er det lykkedes Renault at få
prisen så langt ned, at den er helt fornuftig, især
fordi bilen også er det.
Og så ser den oven i købet
godt ud, præcis som sine fuldt elektriske
sidestykker i Renault koncernen. Men hvordan kan man
holde prisen nede på en bil, så den kan konkurrere
med fuldt elektriske biler, der i den prisklasse
alene skal bidrage med moms til statskassen?
Det meste er afgift
Hvis to tredjedele af en pris
er afgift, så mærkes en lille prisreduktion som
stor. 10.000 kroner ned i pris ”koster” kun et par
tusind kroner, fordi resten af prisen, sådan lidt
simplificeret er registreringsafgift og moms. Dermed
svinder fortjenesten også lidt ind, men hvis den
bæres både af fabrik, importør og forhandler, drejer
det sig ikke om så mange penge.
Hvis vi skruer tiden tre år
tilbage til vores prøvekørsler dengang af en Renault
Captur med 160-hestes plugin hybrid motor og en
140-hestes benzinmotor var priserne dengang 263.000
hhv. 243.000 kroner. Anno 2024 er Captur med
158-hestes mild hybrid motor prissat til 275.000 i
den grundliggende Evolution-version og 295.000 for
den prøvekørte Techno udgave. Prisforskellen er
beskeden og kan i hvert fald retfærdiggøres af et
mere omfattende udstyr og et nyt design, så man får
ganske enkelt mere for pengene.
Mindre priskonkurrence
Og det er sket helt uden
nævneværdig reaktion på priskrigen på
elbilsmarkedet, som koster dyrt, fordi der ikke er
en registreringsafgift, som kan optage en del af
indtjenings-stødet, når prisen sættes ned. Intet er
galt uden at det er godt for noget.
Den nye Captur, trods 20
flere hestekræfter end den tidligere benzinudgave
(man kan ikke rigtig sammenligne med plug-in
hybrid’en), er ligeså benzinøkonomisk. Trods mere
effekt kører den fortsat 16,9 km/l – noget der ikke
er helt ved siden af i praksis. Forklaringen er, at
man i princippet benytter den velkendte 1,3 liters
benzin motor (den, som Mercedes i øvrigt også har
benyttet i deres A-klasse – blot kaldet en 1,4).
Den har man så kombineret med
en elmotor, der både bidrager med lidt effekt i ny
og næ, lidt forbrugsreduktion, fordi den opsamler
energi, som genbruges, men også til at reducere den
fysiske belastning af 1,3 liters motoren, så den
også kan konfigureres til en større effekt.
Gennemgribende facelift
Al den teknik indgår i det
facelift, Renault gav Captur for kort tid siden.
Faceliftet er meget synligt, fordi fronten har
ændret karakter og læner sig op ad de øvrige
modeller i modelviften, men den har fået en kraftig
overhaling, som alt i alt gør den til en noget bedre
bil. Og den var i forvejen ret god.
Affjedringen er blevet
opdateret, så den er mere i harmoni med
motorkræfterne. Faktisk accelerer den nye Captur
hurtigere end begge de nævnte forgængere, styretøjet
er ligeledes blevet opdateret og interiøret har fået
en overhaling, som også omfatter infotainment-delen.
Blandt andet er skærmen vokset fra 7 til 10,4” og
vinkket opret, og betjeningsknapperne er forsvundet
– det bidrager direkte til en mere moderne
oplevelse, når man sætter sig bag rattet.
Gennemtænkt totaloplevelse
Vi prøvede bl.a. den nye
Captur over en længere strækning, og oplevelsen
vidnede om en mere gennemtænkt tilgang til
totaloplevelsen. Den nye bil føles ganske enkelt
mere rigtig. Hvilket (og det er værd at understrege
i en tid, hvor der popper rigtig mange nye og typisk
fuldt elektriske bilmodeller op på markedet), alene
kan tilskrives, at en bil som Captur har været meget
længere undervejs og er baseret på mere velkendt
teknik.
Man har i al sin enkelhed
kunnet forfine detaljerne i en grad, som ofte savnes
i striben af nye bilmodeller, hvor det iblandt føles
som om, at sigtet har været på elektrisk optimering
mere end brugs-optimering i bred forstand.
Meget udstyr
Captur Techno har
forrudevarme (det kunne mange elbiler i øvrigt have
glæde af), den har klimaanlæg, der dog først for
alvor virker, når motorens kølevand er varmet op.
Den har også ratvarme, som i enhver elbil med
respekt for sig selv (eller måske snarere dens
fører…), man har det for Renault så karakteristiske
nøglekort i lommen, hvor det ikke molesterer
bukserne, bilen har fartpilot, el-foldbare
sidespejle, så man kan se at automat-lukningen af
dørene også har virket og meget andet.
Den prøvekørte Techno model
har 18” hjul med 215 mm brede 55 procent
lavprofildæk. Kørekomforten ville formentlig have
glæde af de 17” hjul, som er standard i
indstigningsmodellen, men indrømmet, 18” hjulene ser
bedre ud og giver da også en mere direkte
fornemmelse af kørebanen.
Sidst, men ikke mindst: Bagagepladsen er nu defineret
som 487 liter, der kan øges til 1,6 kubikmeter. Det
er en smule mindre end i den hidtidige
benzin-version, fordi der skal bruges lidt plads til
el-delen i mild hybriden. Til gengæld er den fortsat
markant bedre end i den daværende plug-in hybrid. At
tallet varierer mere på kapaciteten med nedfældede
bagsæderyglæn, skyldes alene en anderledes
opgørelsesmetode.
|