Biler fra Mercedes-Benz er
ikke uden grund blevet nogle af de mest velansete
køretøjer i verden. De er lækre, de er
gennemarbejdede, de er velkørende, de ser godt ud og
de medbringer en god portion status og prestige. Det
gælder også den mellemstore fuldt elektriske EQA
250+. Men der er et men.
Det er nemlig sjældent, at
der skal føjes et ”men” til striben af superlativer,
når det gælder Mercedes. Men… vi kommer ikke uden om
det i denne sammenhæng. Detaljerne i alt det andet
kommer senere i teksten og kan ses i faktaboksen.
Fordi når Mercedes læner sig op ad en WLTP
rækkevidde måling på 509 kilometer, så vil man som
køber ikke et sekund forestille sig, at bilen ikke
kan køre 509 kilometer. Imidlertid er vores og
andres erfaring, at det kommer man ikke i nærheden
af.
Bilen er mere ærlig
Bilen selv var mere reel, for
den havde beregnet rækkevidden, da vi overtog den
til test, til 407 km med et fuldt batteri på 73,9
kWh (hvoraf de 70,5 kan benyttes til at køre med),
men den beregning var baseret på andres kørsel.
Efter nogen tids meget forsigtig kørsel blev den
akkumulerede rækkevidde i vores tilfælde beregnet
til 360 km. Opgjort i kWh/100 km ramte vi omkring
19, og det står også i kontrast til WLTP tallet på
14,6 kWh/100 km.
Og det foregik alt sammen
under ideelle temperaturforhold omkring 20 grader.
Andre kilder har oplyst rækkevidden i koldt vejr til
300 km, vel at mærke fra 100 til 0 procent. Og skal
et batteri stå distancen på den lange bane, skal man
som hovedregel ikke aflade det under 10 procent og
ikke oplade det mere end 80 procent, hvilket
reducerer rækkevidden endnu mere. Men det er ens for
alle.
Er det et problem?
Er det så et problem? I vores
optik, nej, i hvert fald ikke hvis man ved det.
Sletter man 509 km af sin hukommelse og erstatter
det med 350-400 under optimale forhold og ved, at om
vinteren skal man ikke regne med mere end 250 km ved
skånsom behandling af batteriet, er det helt OK. Er
man opmærksom på det, køber man ikke katten i
sækken, og det er vel ret vigtigt, når man vælger ny
bil.
Vigtigt er det også, at man
anskaffer en EQE som ny, for modellen, der blev
lanceret i 2021, er nu opdateret. Den har fået en
midtlivs ansigtsløftning, som især har betydning i
maskinrummet. Men den første udgave var udstyret med
en induktionsmotor, der er en billig og mindre
præcis virkende elmotor. Den var ikke på Mercedes
niveau. 250+ modellen har en permanent magnet
synkron elmotor, som for tiden er standarden hos
bilproducenter, der gerne vil give kunderne en god
elmotoroplevelse.
MEN: Der er også en tendens
til, at flere af de ambitiøse kolleger er begyndt at
anvende exitede synkronmotorer, og det gør Mercedes
da også selv på fx EQE, så på det felt kan 250+
motoren hurtigt blive overhalet igen. Men det er nok
fremtid.
Kører udmærket
Nutid er: Har man forholdt
sig til energiforbruget og rækkevidden, så kan man
glæde sig over en udmærket kørende bil. Den vejer
1975 kg, hvilket faktisk er et par hundrede kg
mindre end flere af konkurrenterne. Den har
forhjulstræk, hvilket heller ikke er dårligt (=
tværtimod). Den er 1,61 meter høj, hvilket giver en
vis rummelighed. Og da man også har løftet frihøjden
til 15,4 cm, har man opnået mulighed for at gøre
affjedringen moderat komfortabel.
Den prøvekørte bil var iklædt
AMG udstyr, som inkluderer 18” hjul. Testbilen havde
imidlertid 235/45-20 hjul, som gav den et lettere
spændstigt touch, som ligger på grænsen til, hvad
bilen i sin grundform lægger op til.
Kvik i optrækket
Elmotoren, som by-the-way
yder op til 190 hk og 385 Nm, gør det muligt at nå
100 km/t på 8,6 sekunder, og det fordrer en ikke al
for soft affjedring. Topfarten er 160 km/t, hvilket
også er noget under, hvad man normalt forventer i en
Mercedes. Men klogt, at den ikke er højere, for uden
at have været i nærheden af at have prøvet det i
praksis, vil energiforbruget ved højere fart nok
være så stort, at næste ladepunkt vil synes at være
meget langt væk.
Og a-pro-pos opladning: Man
kan AC-oplade med 11 kW og DC-oplade med 100 kW.
Især sidstnævnte er måske lidt i underkanten.
I sagens natur er en EQA ikke
skabt som en køredynamisk bil, men den er nu ganske
harmonisk, også hjulpet af en multilink
baghjulsophængning. Den er stilfærdig, styrer pænt,
og kraftoverførslen er også harmonisk, hvilket
bestemt ikke gælder alle elbiler. I øvrigt kan man
vælge mellem fire køreprogrammer, så man er hjulpet
ad den vej til at finde det, der passer en bedst.
Praktik og udstyr
Kabinen er fornuftigt
indrettet, bagsæderne kan justeres i
længderetningen, designet er tiltalende, de to
10,25” skærme er skarpe og man får meget godt udstyr
for basisprisen på 430.000 kroner, herunder et
udmærket navigationssystem, justerbar lændestøtte,
2-zone klimaanlæg, nøglefri betjening, LED lys med
automatisk fjernlys og mulighed for
for-klimatisering. Men, når det så er sagt, vil
mange måske i højere grad få opfyldt
Mercedes-forventningerne ved at sætte ekstra udstyr
på.
Testbilen var da også udrustet med for små 100.000
kroner ekstraudstyr, som bl.a. inkluderer Head-up
Display, mørktonede ruder bag, Burmester lydanlæg,
parkeringspakke inkl. 360 grader kamera, elektrisk
justerbare forsæder og elektrisk bagklap. 20”
fælgene står for de 18.000 kroner og dem kan man
måske nok klare sig uden – især hvis man sætter pris
på affjedringskomfort. Anhængertrækket til 12.000
kroner er der måske også mange, der ikke behøver
(selv i Danmark), og den spektralblå metallak ser
godt ud, men står da også for små 10.000 kroner af
den samlede købspris. Men ”Premiumpakken” og
”Vinterpakken” bør man ikke springe over – de står
sammenlagt for små 60.000 kroner.
|