- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Biltest: Ford Transit Courier

1,5 EcoBlue Trend


Design scoop: Varebil med pondus


Af Søren Clauding – juli 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er en tendens til, at striben af kompakte varebiler i ”Berlingo-klassen” lidt ligner en undskyldning for dem selv. Det er urimeligt, for netop den type biler har stor betydning i alle hjørner af samfundet. De er også populære med sideruder og sæder til storfamilien. Men smukke? Ikke rigtigt. Elegante? Heller ikke. Men fremfor alt mangler de den visuelle pondus, som de fortjener. Det gør den nye generation Ford Transit Courier ikke.

 

Dens design er et scoop. Funktionelt adskiller den sig ikke markant fra de andre, men visuelt. Se selv på billederne, for billeder kan som bekendt sige mere end mange ord. Og lad os så ellers begynde med det funktionelle…

 

Større kapacitet

Den nye Transit Courier er 25 procent større end den hidtidige, og dermed er lastrummet vokset til 2,91 kubikmeter. Gulvet derude bagtil er 1,22 meter bredt og 1,80 meter langt, hvilket i praksis betyder, at der er plads til 2 Europaller. Nu er det måske ikke alle, for hvem muligheden for at køre med Europaller betyder noget, og de kan så glæde sig over den øjensynlige robuste, kantede og meget regulære varerumskonstruktion, som kan benyttes til snart sagt ethvert interiør, man måtte have brug for.



Nyttelasten er også forøget – med 118 kg til i alt 700 kg, og det er opnået uden at gå på kompromis med køreegenskaberne. Indrømmet, vi har ikke afprøvet Transit Courier med fuldt læs, men oplevelsen uden er en høj grad af stabilitet og en udmærket affjedring, som ikke forventes at bukke under, blot fordi man kører med fuldt læs.

 

Vinklede støddæmpere

Hjulene er i øvrigt baseret på 15” stålfælge. Og så har Ford benyttet samme lille trick, som også kendetegner visse af fabrikkens mindre personbiler, nemlig at vinkle de bageste støddæmpere, så de er lidt længere inde i bilen forover end forneden. Det har også en betydning for stabiliteten, hvis man sætter en anhænger bagpå, og den må i givet fald veje op til 1100 kg.

 

Som udgangspunkt er Transit Courier udrustet med en 4-cylindret 100 hestes 1,5 liters turbodieselmotor. Den præsterer op til 250 Nm, som den fastholder fra 2000 til 2500 omdr./min. Iht. WLTP kan man dermed køre 17,9-19,2 km/l (147-137 g CO2), hvilket udløser en afgift på fra 2100 til 2610 kroner/halvår afhængig af version. Vil man nøjes med det halve i afgift, er en 2-liters EcoBoost (dvs. turbo-benzin) motor en option.



Spørgsmålet om priser

Den er også lidt billigere i sin grundform: 229.000 respektive 194.000 kroner med og uden moms. De tilsvarende tal for den her prøvekørte Transit Courier Diesel er 247.592 respektive 209.795 kroner. Men den sejtrækkende dieselmotor er i sig selv en stor fordel, som i øvrigt let håndteres via 6 manuelle gear, for basisvægten er 1500 kg, og med fuldt læs samt anhænger bagpå rammer man 3300 kg. Det kræver kræfter.

 

Det skal dog hurtigt tilføjes, at en elektrisk udgave af Transit Courier er på vej. Men kraft og vægtforholdene kender vi ikke endnu, og så er der hele spørgsmålet om opladning og rækkevidde. Det er en helt anden sag, men a-pro-pos så rummer dieseltanken i EcoBlue versionen 44 liter, og den bidrager derved til en rækkevidde pr tankfuld på over 800 kilometer – plus, at der kan tankes ny energi på få minutter.



Design scoop også i kabinen

Designet betyder meget, og det har man elegant indbygget også i cockpittet. Igen taler billederne mere end mange ord. Men hvad man ikke kan se er, at aircondition følger med i prisen ligesom el-sidespejle, fjernlysassistent, forrudevarme, sædevarme, ratvarme og det avancerede infotainment system, SYNC4.

 

Med i prisen har man også asymmetriske fløjdøre bagtil, der kan åbne i 1,24 meters bredde, samt skydedøren i bilens højre side. Hvad man mangler er indbygget navigation, men der eksisterer et abonnementssystem, der måske kan klare den sag og også interagerer med Ford pro mulighederne. Og nu til dags har de fleste vel også en smarttelefon med indbygget kort og navigation.

PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel af bilmærkets danske importør.
Andre Ford prøvekørsler - find dem hér >>>



Model:

Ford Transit Courier 1,5 EcoBlue Trend

Listepris:

Kr. 209.755 ekskl. moms

Motor og transmission:

1,5 EcoBlue turbodiesel, 100 hk, 250 Nm/2000-2500 omdr./min. 6 M/T.

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

17,9-19,3 km/l / 146-137 g/km

Frihøjde uden læs:

16,9 cm

Længde:

4,34.

Bagagerum: Kapacitet/ Længde

2910 liter/ 1,80 meter.

Værd at bemærke:

Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. Fartpilot. Sædevarme. Ratvarme. Forrudevarme. 8" touch screen. Skydedør i højre side. SYNC4.








Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt