Hvis der står langtur på programmet og også et ønske
om god brændstoføkonomi – i og dermed lav CO2
udledning – er en dieselbil fortsat ideel.
Modsat manges opfattelse udleder dieselbiler typisk
markant mindre CO2 pr kilometer end tilsvarende
benzinbiler, men der er ikke mange på markedet, og
så er en hybridbil for mange mennesker et godt
alternativ. Toyota er ekspert i hybridbiler, så det
var oplagt at prøve en af deres seneste af slagsen
på en regulær langtur over det europæiske
motorvejsnet.
Jo mindre en bil, jo bedre
benzinøkonomi, men skal der også være plads til
bagagen og måske flere end to personer, er det klare
valg en stationcar. Surprise, surprise… Danmark har
i årevis været et stationcarland, og er det fortsat,
selvom mange SUV’er gør de forlængede, rummelige
personbiler rangen stridig. Og godt nok er Toyota
leveringsdygtig i både SUV’er og de mere flade
personbiler, men med henblik på benzinforbruget er
den ”flade” Corolla Touring Sports i en klasse for
sig.
Den lille hybrid med
kræfter nok
Toyota Corolla Touring
Sports findes i en række varianter, forskelligt
udstyr, forskellige drivliner. Vi kørte en Corolla
Touring Sports med den mere beskedne 1,8 liters
Atkinson Cycle selvopladende hybrid motor, som
præsterer op til 140 hestekræfter. For lidt power?
Nej, for de moderne trafikforhold handikapper enhver
kraftfuld hurtigløber mere end noget andet. Og
samtidig kan man så køre 21,2 kilometer pr. liter
benzin. Men nej, den holder ikke i praksis.
Det har dog alene noget at
gøre med, hvad praksis er. Kører man meget bykørsel
bliver tallet bedre, kører man hurtigt på motorveje
og ikke mindst den tyske udgave deraf, kaldet
Autobahns, stiger energiforbruget med farten. Det
sker, uanset hvilket køretøj man benytter sig af,
elektrisk, diesel-drevet, eller
hybridkombinationerne.
Fordelen ved den
selvopladende hybrid er imidlertid, at Toyotas
seneste styringssystem i den grad kontrollerer
kræfterne mellem benzinmotoren, der kan bidrage med
op til 98 hestekræfter samt 140 Newtonmeter, og
elmotoren på 95 hestekræfter, der næsten konstant
leverer 185 Nm, så enhver chance for at sikre
opladningsniveauet på det lille batteri udnyttes, og
kræfterne siden slippes løs ud fra hvad føreren nu
ønsker.
Økonomisk også ved hurtig
kørsel
Vi kørte omkring 3000
kilometer, fortrinsvis på motorvej og vi holdt os på
ingen måde tilbage. Oversat til almindeligt dansk
betyder det, at der blev kørt så hurtigt, som
trafikforholdene tillod. Da forbruget blev gjort op,
var vi landet på omkring 17 km/l og det er meget,
meget fint, når man ind imellem også kørte de 180
km/t, som er den officielle topfart.
At Corolla’en på ingen måde
er sløv viser også det faktum, at 100 km/t kan nås
på 9,4 sekunder, men sandt at sig er det yderst
sjældent, at man på det europæiske vejnet kan
udnytte bilens accelerationspotentiale.
Vægtfordelen
En Corolla Touring Sports
vejer 1450 kg. Vægten inkluderer hybriddrivlinen,
men er i øvrigt en stor fordel sammenlignet med
eksempelvis plug-in hybridbiler (Corolla findes ikke
som plug-in) eller de typisk meget, meget tungere
regulære elbiler. Det har man konstant glæde af ved
en hvilken som helst fart, og det har foruden stor
betydning for benzinforbruget også en ligeså stor
indflydelse på bilens køreegenskaber og
vejbeliggenhed.
Selvom den mellemstore
stationcar måler 4,65 meter i længden og rummer fra
små 600 liter op til knap 1,5 kubikmeter i
bagageafsnittet, er den kun 1,46 meter høj. Den er
aerodynamisk formgivet, hvilket også smitter af på
den sportslige udstråling, men i brug er med til at
gøre den både væver og yderst stabil ved alle
hastigheder. Den er en fornøjelse på snoede
landeveje og klarer sig også godt ved høj fart på
motorvejen.
Støjsvag og effektiv
Samtidig er støjniveauet
beskedent bl.a. fordi den er udstyret med en
akustisk dæmpet forrude. Når benzinmotoren så
overlader driften til elmotoren er den selvsagt
endnu mere støjsvag, men selv når der skal
konsumeres benzin er støjniveauet moderat.
OK, hører man til dem, der
ikke kan leve uden sammenhæng mellem den
konventionelle forbrændingsmotors omdrejningstal og
bilens skiftende hastighed, er en Corolla hybrid
måske ikke sagen. Men e-CVT gearkassen leverer et
fremragende stykke arbejde, og er der fokus på
benzinøkonomi og miljø-optimal kørsel leverer den
varen, endda mere end…
Mellemudstyr
Den prøvekørte bil var
Style-udgaven til 380.000 kroner. Den billigste
version er prissat til 320.000 kroner og så fås
Corolla’en også i dyrere og mere veludrustede
udgaver. Style udstyret omfatter bl.a. 17” alufælge,
som i undertegnedes optik ofte er af foretrække af
affjedringskomfortmæssige grunde. 2 zone klimaanlæg
er en stor fordel i sommervarmen, og der er desuden
separat blæser til bagsædepassagererne.
I frostvejr løsnes
vinduesviskerne hurtigt af den elektriske
opvarmning, og fra udstyrslisten skal også nævnes
Bi-LED forlygter, ratvarme, sædevarme, nøglefri
betjening og elektrisk bagklap, der kan aktiveres
ved et let spark under bagkofangeren – en feature
man hurtigt lærer at værdsætte på langturen, hvor
man ofte skal betjene sig af bagagerummet på en
halvsnavset bil, under uforudsigelige vejrforhold og
med hænderne fulde.
Seneste sikkerhedspakke
Safetysense 3.0 er seneste
udgave af Toyotas sikkerhedspakke. Visse detaljer
skal man vænne sig til, og så er skiltegenkendelsen
og hastighedsangivelsen ikke helt pålidelig, men det
har vi ikke oplevet at den var i nogen bil.
Speedometerfejlvisningen iht. vores eksterne Gamin
navigator (som er yderst nøjagtig) kan ikke angives
procentuelt, fordi den måles elektronisk og vises
digitalt. Men Toyota har tradition for, at gå med
livrem og seler og bilen kører typisk nogle procent
langsommere end speedometeret viser. Det kan være en
god margin at have, hvis man kommer i karambolage
med de konstant skiftende hastighedsbegrænsninger,
der præger de europæiske vejnet.
Undertegnede sætter stor
pris på head-up-displays, hvor en bils vitale
informationer spejles op på forruden. Det findes
også i en Corolla, men da skal man investere i
Elegant udstyrsniveauet.
Vægt, energioptimering og
garanti
Sidst men ikke mindst kan
man glemme alt om at tage en campingvogn med på
køreturen, for man må kun trække en anhænger på 750
kg. Det rækker fint til en havetrailer derhjemme,
men det mobile luksus-hjem…den går ikke.
Forklaringen er den enkle, at hybriddrivlinen er
optimeret til at operere optimalt med fokus på
benzinforbrug og mindst mulig udledning af skadelige
stoffer. Med anhænger på ændres både behovet for
kræfter og stiller andre krav til motorens
sammensætning.
Til gengæld kan man have glæde af sin bil i mange år,
uden at det koster en formue. Toyota Relax er
Toyotas serviceaktiverede garanti, der i praksis
forlænger fabriksgarantien i op til 11 år minus en
dag (eller 185.000 km), hvis man får sin bil
serviceret i princippet en gang om året på et
autoriseret Toyota værksted.
|