Da Subaru valgte at kaste sig
ind i den verserende priskrig på elbils markedet,
var det med et markant pristilbud på ”Tesla niveau”.
Men det er en ganske anden bil, man får for pengene,
faktisk en rigtig god bil, og den kan både købes og
leases på ret fordelagtige vilkår. Men hvad er
egentlig en Subaru Solterra, for det er naturligvis
dén, det drejer sig om?
Som en ægte Subaru er en
Solterra født med firehjulstræk. Den kan kun fås med
firehjulstræk, og det er Subaru da også eksperter i.
Så mon ikke de i udviklingsarbejdet har drøftet
emnet intensivt hos ”storebror” Toyota og Subaru,
som ikke er lille, men dog noget mindre end det
store familiemedlem, der som bekendt er verdens
største bilmærke.
Gode elbiler med terræn
egenskaber
Toyota er også gode til
firehjulstræk, og det kan klart fastslås, at det, de
to søsterfirmaer har skabt sammen, er meget gode
fuldt elektriske biler med forbavsende gode off-road
egenskaber og træk-egenskaber på løst og glat
underlag. Subaru Solterra er også fuldt elektrisk,
den første elbil i øvrigt fra 4X4 specialisten, der
ellers gør det i meget fine ukonventionelle
boxer-motorer. Og netop fordi Toyota bestemt ikke er
nogen novice udi elbiler, er vidensgrundlaget for de
nye biler meget stærkt.
Desuden er begge firmaer
meget ærlige. Toyota var først med sin version af
elbilen, der hedder bZ4X, og de red også stormen af,
efter at en ikke rimelig omtale i introduktionsfasen
skabte tvivl om det, som pressen i vidt omfang har
fokuseret på (måske fordi det var så håndgribeligt),
nemlig bilernes rækkevidde.
Man har op til 109
hestekræfter og 168,6 Nm til rådighed - pr.
el-motor!
Vigtige overvejelser
Indrømmet, rækkevidden for
elbiler er en udfordring for nogle bilbrugere, men
ved man, hvad man får, kan man jo forholde sig til
om det er passende til ens behov og kørselsmønster.
Det er jo ikke meget forskelligt fra de
overvejelser, man altid gør sig, når der erhverves
ny bil. Men dybest set er rækkevidden jo ikke
problemet. Det er først, hvis genopladningen ikke
kan finde sted, dér hvor man er, og ikke kan ske i
det tempo, man har brug for, at det kan være en
udfordring.
Da Toyota bZ4X kom på
markedet, var det med en reel rækkevidde, der var i
nøje overensstemmelse med det officielle WLTP tal.
Det blev der fra forskellig side sat spørgsmålstegn
ved. Ikke desto mindre konstaterede undertegnede ved
en grundig analyse af el-forbruget i en bZ4X i april
i år, at kritikken var urimelig. Og jeg erfarede
også selv, hvad andre undersøgelser allerede havde
fastslået, at bZ4X og dermed også Subaru Solterra er
markedets næstmest energieffektive bil i sin klasse.
Toyota tog skraldet, fik det ryddet af vejen og
dermed havde også Subaru et renere bord at
accelerere sin markedsføring ud fra.
Forskelle og ligheder
Subaru Solterra er i teknisk
forstand identisk med Toyota bZ4X, men visuelt er
der forskelle, som billederne illustrerer bedre end
mange ord. Prismæssigt koster den aktuelt prøvekørte
Solterra med tilnavnet Touring+ små 400.000 kroner,
og den billigste version er prissat til 367.400
kroner. Det betyder, at man aktuelt kan anskaffe en
Solterra med firehjulstræk billigere end en bZ4X med
træk på blot det ene hjulpar (forhjulene).
Tilsvarende er prisen på Toyotas topmodel 440.000
kroner, og vil man opgradere den til AWD, skal der
lægges 25.000 kroner oven i.
Alt, hvad vi tidligere har
formidlet om bZ4X i AWD udgavens funktion og
køreegenskaber gælder i det store hele også for
Subaru Solterra. Den er en virkelig velkørende og
luksuriøs all-roundbil, som altså også kan gøre sig
godt i lettere off-road terræn, og måske endda endnu
bedre end vi har erfaret, hvis man udskifter dækkene
med helårsdæk eller regulære grov-mønstrede M&S dæk,
men de er næppe morsomme på plan asfalt.
Den lille forskel
Men der er en forskel, som
man ikke kan se og måske heller ikke som hovedregel
behøver at opleve som et problem: Solterra kan
lynoplades med op til 150 kW, hvilket er i den øvre
ende på markedet, og det kan man jo så benytte sig
af, når man er på langfart. Derved kan man få 270
ekstra kilometer på 20 minutter.
Men på hjemmefronten og på
offentlige ladestandere er AC lade-kapaciteten 3,7
kW. Batteriet er på 71,4 kWh og det giver en
opnåelig rækkevidde ved fornuftig kørsel på over 400
kilometer. Det vil da tage omkring 10 timers
hjemmeopladning at opnå populært sagt et par
hundrede kilometer på batteriet.
Planlægning er nøgleordet
for elbilsejere
Det vil række for de fleste,
især fordi niveauet højere, som indføres i 2024, vil
være på 11 kW, hvad der er det maksimale,
lovgivningen tillader. Hvis man med andre ord kører
et par hundrede kilometer i døgnet og lader op fx
hver nat, hvor strømmen også er billig, er der ingen
udfordringer i det. Og i sagens natur skal man
udsøge sig hurtig-ladestanderne til de længere
køreture, men det gælder jo ret beset langture i de
fleste elbiler, for selv med 11 kW AC-opladning
tager det lang tid, at opnå mange kilometer.
I den prøvekørte Touring+
udgave omfatter udstyret som noget særligt
fortrinsvis panorama glastaget. Allerede for 10.000
kroner mindre får man bl.a. 20” alufælge, ratvarme,
10 Harman Kardon højtalere, trådløs opladning af
mobiltelefoner der kan, sæder i syntetisk læder og
el-førersæde med hukommelse. Allerede på basisniveau
er 18” alufælge inkluderet, og desuden også
el-førersæde (dog uden førnævnte hukommelse), 2 zone
klimaanlæg, 12,3” berøringsskærm og 6 af de 10
højtalere.
|