Væk er SEAT navnet, væk er
”Leon”, men den historiske tilknytning er der dog
fortsat. Alligevel opleves en Cupra Formentor som
værende er helt sin egen. Mest iøjefaldende, hvis
man sammenligner den med fx søskende-bilen, VW
Tiguan, er det markant anderledes design. Et design,
man dog allerede fik en smagsprøve på ifm. Cupra
Leon modellen.
Cupra Formentor findes i
flere versioner. Vi er gået under lakken på udgaven
med en konventionel 1,5 liters 150-hestes TSI motor
og High udstyr samt 7-trins DSG gear, som med en
listepris på 420.000 kroner koster næsten det samme
som plug-in hybrid udgaven med 204 semielektriske
hestekræfter. Spørgsmålet er, om de ekstra
hestekræfter er værd at gå efter, for med TSI
motoren kører man omkring 15 km/l.
Kørselsmønster er ofte
afgørende
Plug-in versionen har vi til
gode at prøve, men vi har tidligere kørt en Cupra
Leon plug-in med 245 hk, og den kørte i nabolaget af
13 km/l, når man ikke kørte elektrisk. Det handler
meget om kørselsmønster, men på to konkrete punkter
har TSI’en forhånd.
For det første er
pladsforholdene bedre. Til trods for det coupéagtige
design har man et bagagerum på 450 liter i
TSI-udgaven, hvor batteri og hybridteknologi snupper
over 100 liter deraf i PHEV’en. For det andet er den
blot 1400 kg Formentor 220 kg lettere end plug-in
hybriden. Og igen, uden at have prøvet sidstnævnte,
har vi en klar forventning til, at TSI’en er
væsentlig mere agil og underholdende at køre
sportsligt i.
Sportslig
Cupra betyder som bekendt
”Cup Racing”, og selvom det vil være forkert, at
karakterisere Cupra Formentor som en ”racerbil”,
lægger den op til sportslig kørsel. Udstyret med 19”
fælge (testbilen) og pæne fartpræstationer er den
både underholdende at køre og efterlader en vis
følelse af sportyness. Det understøttes af avanceret
teknik som et multilink baghjulsophæng og det
elektroniske XDS differentialespær.
Cupra Formentor læner sig i
teknisk forstand op ad VW Tiguan, og den har da også
en lettere forøget frihøjde på i alt 17 cm. Det har
i praksis betydet, at man på den ene side ikke har
behøvet at stramme affjedringen væsentligt op
(højden er dog også blot 1,53 meter). Og på den
anden side har haft mulighed for, at gøre
affjedringen mere blød.
Motoren er kvik,
omdrejningsvillig og stilfærdig. DSG gearet er som
det plejer, hurtigt i opskift og noget mere
uforudsigeligt, når der skal skiftes ned i gear.
Underlaget spiller ind
Derved bliver den ikke
stenhård på ujævn asfalt, hvilket underbygger
sportsligheden. Det er en ofte misforstået
opfattelse, at en sportslig affjedring skal være
hård. Det gælder alene på tør og meget jævn asfalt.
Så snart asfalten er ujævn eller savner greb, fx på
grund af vand eller sne – eller blot løst grus på
vejen – er en blødere affjedring en fordel. Og sådan
er Cupra Formentor. En god sportslig ”kørebil” til
varieret og uforudsigeligt underlag.
Instrument-betjeningen i en
Cupra Formentor foregår for størstedelens
vedkommende på 10” skærmen i midterkonsollen. Det er
ikke lige præcis undertegnedes kop te, for det
trækker opmærksomheden væk fra kørslen (og
kørebanen), at man iblandt skal gennem flere
menupunkter for at betjene simple funktioner. Og de
vandrette streger til temperaturreguleringen, der er
anbragt under skærmen og som også er af touch-typen,
er ikke overbevisende.
Sæder og udstyr
Sportssæderne i High udgaven
er gode, men som altid er det et punkt, vi ikke går
dybt i her på Motorsiden, simpelthen fordi
menneskers kropsfacon er så forskellig. Når
betegnelsen ”gode” benyttes, skal det ses i lyset af
sæderne i tidligere generationers SEAT’er, som ikke
var gode…
High udstyret omfatter
foruden en vifte af kørehjælpemidler også
varmeisoleret frontrude, tagræling, sæde- og
ratvarme, bakkamera, 3-zone klimaanlæg, og nok så
praktisk: et 230 Volt udtag i bagagerummet.
Sidst, og egentlig også mindst: Formentor er navnet på
en øgruppe, der ligger nord for Mallorca, så en
smule spansk historie er der gemt i bilen. Det har
ikke meget med bilen at gøre, men er da lidt sjovt…
|