Den fem meter lange
luksus-sedan, BYD HAN, lægger ikke skjul på sine
ministerielle ambitioner. HAN er nemlig ikke udtryk
for manglende diversitets fornemmelse, hvad den så
heller ikke bør i et Danmark, hvor ministre kan være
af et hvilket som helst køn, hudfarve og etnisk
oprindelse. HAN er derimod et navn, der leder
direkte tilbage til det mægtige kinesiske HAN
dynasti, som styrede det gigantiske land i mange
hundrede år.
Dermed er scenen sat. Om BYD
HAN på den korte bane vil vinde danske politikeres
gunst, er en anden historie. Det vil tiden vise, men
BYD HAN er ingen dum bil, hvis det handler om
transport på premium-niveau og med nulforurening i
bymiljøerne som et kardinalpunkt.
Unikt design
Én afgørende faktor får BYD
HAN til at skille sig ud i bybilledet: Dens unikke
design. Den er virkelig elegant og opsigtsvækkende.
Men dens rækkevidde er vi mere tvivlrådig overfor.
WLTP siger godt nok 521 kilometer, og bilens
computer beregnede rækkevidden til 500 kilometer,
men under de temperaturmæssigt vekslende
vejrforhold, hvor under prøvekørslen fandt sted
viste 390 kilometer sig nok være mere realistisk, om
end vi ikke kørte bilen tør for strøm.
Det ville også have været
dumt, for hvis ikke man i givet fald da ikke havde
været så heldig, at få plads ved en DC-lynlader,
hvor man kan oplade med op til 120 kW, måtte man
nøjes med 7,4 kW fra en AC-lader. Men af uvisse
årsager lykkedes det aldrig, at få opladningen til
at ske med over 3,7 kW. Og så tager det ret lang tid
at få fyldt batteriet på 85 kWh op.
Det skal dog tilføjes, at
bilen fortsat var udrustet med vinterdæk, og når
temperaturerne er godt oppe i plusgraderne, dvs. 7
grader og derover, bliver dækkene varme og yder stor
rullemodstand, hvilket selvklart påvirker
rækkevidden.
Bladbatteri med fordele
Litium-ion batteriet i en BYD
HAN er et såkaldt bladbatteri, som udmærker sig ved
bedre temperaturregulering. Men batteriet er trods
sin kapacitet også mere kompakt end et konventionelt
batteri, og derved er pladsforholdene i bilen blevet
ret sublime. HAN er desuden kun 1,50 meter høj og cW
værdien (luftmodstandskoefficienten) er pæne 0,23,
hvorved man ender op med et energiforbrug på 185
Wh/km
Når rækkevidden ikke er et
problem, er køreoplevelsen fremragende. Set i
forhold til en listepris på 610.000 kroner får man
meget komfortabel transport stillet til rådighed.
HAN er en bil, som er stor og ikke den letteste bil
at finde parkeringsplads til (vendediameteren er
12,3 meter). Men på landevejen er den glimrende.
Glem alt om agile køreegenskaber. Der sættes tryk på
komfort i en HAN. Luftaffjedringen gør sit til, at
sikre den bløde, komfortable køreoplevelse –
samtidig med at den er parat til at stabilisere
bilen, hvis man trods dens størrelse begynder at
behandle den lidt som en racerbil. Multilink
baghjulsophænget bidrager også positivt til
stabiliteten ved hurtig kurvekørsel.
Indretning og plads
Især er pladsen på bagsædet
noget for sig selv og indrettet, så bilen bliver en
regulær 4-sædet sedan eller sports-limousine, skulle
man måske kalde den. HAN er 1,91 meter bred, så man
kan sagtens være tre personer på bagsædet, men når
det brede midter-armlæn med forskellige
styringsmuligheder af bl.a. temperaturforholdene
bagi skal benyttes, så er det gode råd: Nøjes med
maksimalt fire personer i den bil, den fortjener
ikke en femte.
Fra førerpladsen kan man
bl.a. betjene sig af en 15,6” skærm, der siges at
skulle være en rotationsskærm, som man oplever de i
andre af mærkets modeller. Men det var den vist ikke
i den prøvekørte bil – vi kunne i hvert fald ikke få
den til at rotere. Og det gør så heller ikke noget,
for på ægte Tesla-vis var skærmen placeret lodret,
og mange menuer kendes også fra andre biler, med
eller uden BYD på bagsmækken.
Ministerielle behov
Under bagsmækken gemmer der
sig 410 liters bagagekapacitet, som rækker, men ikke
mere end det. Minister-udstyret vil der dog være
plads nok til, og siden kan man så glæde sig over,
at det kan gå hurtigt med at komme frem til sit mål.
Drivlinen består nemlig af en
245 hestes permanent magnet synkron elmotor, der
trækker på forhjulene og en 272 hestes dito til
baghjulene, og sidstnævnte tager naturligvis lidt
plads fra bagagerummet. I alt er systemeffekten 517
hestekræfter (380 kW), og de kan skubbe og trække
den blot 2170 kg tunge bil til 100 km/t på 3,9
sekunder – og den skulle også kunne køre 180 km/t.
Vægten er forbavsende lav, bilens størrelse og
potentiale taget i betragtning og vægten passer
udmærket til den komfortable affjedringsstyrede
kørekomfort. Der er også blevet plads til 12
højtalere og et panorama soltag. Når man så har
kastet sig ud i købet af en BYD HAN, får man 5 års
garanti med i købet og 8 års garanti på batteriet.
|