BMW iX er den første
dedikerede elbil fra BMW. Det oplever man bl.a.
gennem den meget alsidige udnyttelse af de mange
muligheder, moderne personlige computere byder på.
Men heldigvis er det samlet omkring det
uomtvistelige faktum, at en BMW først og fremmest er
en bil. Derfor er overskriften som den er.
Og gigantisk er den. Det
udtrykkes gennem dens dimensioner, gennem dens
kraftpotentiale, gennem dens computerkraft og dens
alsidighed. For så vidt også gennem dens vægt, for
2,5 tons egenvægt gør ikke iX til en letvægter, men
letvægtere er elbiler aldrig. Det er ikke engang
batteriets skyld, for i xDrive40 versionen synes
rækkevidden på det nærmeste at have en sekundær
betydning.
Moderat batteristørrelse
Man kunne have udrustet
bilen med et 100 kWh batteri eller det, der er
større. Men hvor meget mening giver det egentlig?
Begrænsningen er fortsat opladningshastigheden og
lade-infrastrukturen. Dér har BMW klogt nok holdt
sig til det offentligt tilgængelige netværk og har
ikke begivet sig ind i selv at stå for udbygningen.
Om få år, hvis den nuværende udvikling fortsætter,
vil ladenetværket være tilstrækkeligt. Men trods
lynopladning er opladningshastigheden fortsat en
udfordring.
Til gengæld har BMW med iX
skabt en optimal elbil med størstedelen af de
egenskaber, en velvoksen lynhurtig computer byder
på. Den er connected i tilstrækkeligt omfang, og
forudsat der ikke findes skjult uigennemskuelig
(selv for BMW-udviklerne) software, der servicerer
fjendtlige kræfter, er der tale om en meget komplet
og også meget sikker bil.
Avanceret undervogn
Den har en yderst avanceret
undervogn med dobbelte wishbone forhjulsophæng og
5-leds baghjulsophæng, muliggjort i kraft af
gennemtænkt plads-dedikering af alle de elektriske
elementer. Den store frihøjde på over 20 cm (som
også bidrager til en vadedybde på 38 cm) og de mange
kræfter håndteres også ved hjælp af fintfølende og
hurtigt virkende elektronisk styrede støddæmpere,
som både gør kørsel på landevej og over uvejsomt
terræn let og sikkert.
Drivlinens dimensionering
medvirker også dertil. For at fastholde en
køredynamisk oplevelse, når det er det, man søger,
benyttes to elmotorer af den magnetløse exited type.
De computer-styres, så der opnås optimal fordeling
af kræfterne mellem for og bag. Op til 326
hestekræfter kan der leveres af hhv. en 272 hestes
motor bag og en 258 hestes motor fortil. Strømmen
leveres af et 76,6 kWh batteri, som kan oplades med
op til 150 kW ved DC-ladning og 11 kW ved 3-faset
AC-opladning. Det er tidsrigtigt og ikke ekstremt.
Harmonisk balance
Balancen mellem de to
motorer er noget nær optimal, naturligvis afhængig
af underlagets beskaffenhed, men det virker rigtig
godt med LIDT flere kræfter på baghjulene og ikke
MANGE flere. Det giver en meget fin harmoni, også
når man kører lidt friskt gennem kurverne, om end
den tunge bil trods alt ikke er en udpræget racer.
Batteripakken er naturligvis anbragt i bunden af
bilen, men også midt i, hvilket underbygger
køredynamikken.
0-100 km/t på 6,1 sekunder
gør den i sagens natur ikke til en sinke, og da
affjedring og kraft fordeling styres så præcist og
så hurtigt, skal det være rigtig uvejsomt eller
glat, hvis ikke accelerationstallet kan nås. Men på
en måde er fartpræstationerne egentlig lidt for
sjov, for med mindre man skal køre off-road race i
ørkensand, er det lidt misbrug af kræfter og energi.
God rækkevidde
Så giver det mere mening, at
økonomisere med kraftpotentialet. Da kan man opnå en
rækkevidde på 425 km – vi nåede i praksis lidt under
de 400 km, men økonomiserede heller ikke udpræget
med kræfterne. Det officielle energi-forbrugstal er
22,5 kW/100 km, og det ligger selvklart i den høje
ende, som det gør i alle store SUV’er. iX er
imidlertid temmelig aerodynamisk (cD=0,25), hvilket
trækker i den rigtige retning
Den 4-hjulede computer byder
i øvrigt på et avanceret Sky Lounge panorama
glastag, hvor sollys kan holdes på afstand gennem en
nedtoning af den ellers transparente glasflade.
Kraftværket brødføder også et 4-zone klimaanlæg og
et Harman Kardon surround sound anlæg.
Tekniske finurligheder
Som en moderne mobilkobling
skal være det, har iX indbygget 5G og i den
praktiske ende af udstyrslisten er anhængerkoblingen
naturligvis elektrisk. Et tryk på en knap, og den er
klar til de nævnte 2,5 tons. Og så er en bred vifte
af kørehjælpemidler en del af programpakken. De
nødvendige radarer, kameraer og følere er i vidt
omfang gemt under den store, iøjefaldende
frontgrill, der selvklart ikke er en kølergril,
fordi den nødvendige køling af batteripakken foregår
ad andre kanaler.
For så at hindre at
elektronikken svigter, er frontgrillen belagt med en
selvhelende overflade, der af sig selv fjerner de
ridser, der måtte komme fra fx stenslag. Et system
der kan minde lidt om det, en haj er udstyret med,
uden at der i øvrigt kan drages sammenligninger med
havdyret og det firehjulede landdyr.
255/50-21 hjul giver solidt vejgreb.
Der er masser af bagsædeplads og selvfølgelig ingen
kardantunnel.
|