BMW har en udstråling, som er
direkte relateret til dens design. Men mere end
noget andet forventes en køredynamik, som bringer
den i særklasse. Det sidste er ingen let opgave at
løse, når man også har sat sig for at kombinere
“ICE” drift med el-drift, for det vejer. Rigtig
meget, faktisk. Ikke desto mindre er det lykkedes
glimrende i den seneste generation af den kompakt
til mellemstore X1 SUV.
For det første ser den godt
ud og har væsentlig mere visuel karisma end
forgængerne. Men hvad udseende angår, er smag og
behag som bekendt forskellig. Men bemærk især
bagpartiet… Hvad køreoplevelsen angår, er
udgangspunktet, at en X1 nu om dage er
forhjulstrukken. Da BMW valgte den løsning til
1-serien, var der mange, der var skeptiske, men det
fungerer egentlig meget godt, også i X1 versionen.
3-cylindre med mening
I dag er man så gået endnu et
skridt og udstyret maskinrummet med en 3-cylindret
1,5 liters benzinmotor. Så er det som om, at verden
ikke står længere. Men det gør den forbavsende nok
alligevel.
For det første er det en
meget fin og kompakt 150 hestes motor, der også
leverer et pænt drejningsmoment på 230 hestekræfter.
Men det, der gør forskellen, er hybridteknologien.
OK, den er tung, så tung at den prøvekørte X1
xDrive30e vejer 1935 kg. Men dels fordi vægten
ligger lavt, og dels fordi elmotoren er placeret
mellem baghjulene, har man kunnet få det til at
virke.
Mere kraft på baghjulene
Elmotoren er nemlig en
kraftig kompakt sag, som kan præstere helt op til
177 hestekræfter, og den leverer også ekstra 247 Nm.
Dermed har man mere power på baghjulene, når
speederen trædes ned, og derved opnår man på det
nærmeste kørefærdigheder som en baghjuls-trækker.
Det sidste skyldes ikke
mindst, at BMW har udviklet et superhurtigt
styringssystem, som i dén grad er i stand til at
afbalancere kræfterne og deres fordeling på de fire
trækkende hjul. Det går så lynhurtigt, at det
regulært er umærkeligt. Og derfor påvirker ændringer
i kraftfordelingen heller ikke styreegenskaberne.
Tvært imod.
OK, det skal ikke udelukkes,
at ved kørsel på skrid-grænsen på fugtig vej kan
systemet blive lidt udfordret, for endnu eksisterer
der næppe algoritmer, der kan håndtere alle
tænkelige køre-scenarier. Men i forhold til
konventionelle systemer er BMW’en sublim.
Avanceret hjulophæng
Den hjælpes også på vej af en
3-leds baghjulsophæng, der i sig selv er
stabiliserende ved hurtig kurvekørsel, og det er som
om at kraftfordelingen også i den situation yder sit
til stabilt og sikkert vejgreb. Oven i det hele var
testbilen udrustet med en adaptiv M-undervogn, der
konstant tilpasser affjedringen til belastning og
kørselsforhold. Den har desuden en del plads at give
af, for frihøjden er 17,9 cm. Det er lige før den
har regulære off-road egenskaber.
Systemeffekten er 377
hestekræfter og systemmomentet er 477 Nm. Det er
meget, og mindre ville måske kunne gøre det, men på
grund af de fine vejegenskaber er det da herligt at
vide at den kan, og at opleve 0-100 km/t på 5,6
sekunder. Men mange vil givetvis også have glæde af
træk-evnen på 1800 kg. Trailerkrogen kommer ud ved
tryk på en knap, men da har man forinden også måtte
lægge små 20.000 kroner ekstra i BMW forhandlerens
pengekasse.
Rimelig prissat
En BMW X1 xDrive30e er
generelt ingen billig bil, men det kunne være værre.
Den billigste X1 koster 521.000 kroner, den
prøvekørte version er krøbet op på 637.000 kroner og
så er der den nævnte trækkrog oven i. Men når det så
er sagt, får man også meget andet udstyr med i den
såkaldte M Sport Plus-pakke.
245/45 dæk er monteret på 19”
alufælge, i kabinen sidder man i alkantara/sensatec
sæder. Nøglefri betjening er standard, og et spark
under bagklappen får den til at åbne for det 490
liter store bagagerum, der kan udvides til 1495
liter.
Fuld LED lygter, ratvarme,
head-up display, 2 zone klimaanlæg, trådløs
opladning af mobiltelefoner, der kan, og panorama
soltag i glas er med på listen. Og op gennem taget
kan man så spotte tagrælingen, der er praktisk, hvis
der er for lidt plads inde i bilen.
Hybridteknologien
Og så er der
hybridteknologien, ikke at forglemme, men bortset
fra dens betydning for køreegenskaberne er den næste
sekundær. Batteriet er på 16,3 kWh, de 14,2 kWh er
til rådighed for elmotoren, som i øvrigt helt alene
kan drive bilen med op til 140 km/t.
Når batteriet er tomt, kan det genoplades fra et AC
ladepunkt med op til 7,4 kW, og den elektriske
rækkevidde er iht WLTP 88 km. Det er dog et lidt
optimistisk tal, hvorimod bilens egen computer er
tættere på virkeligheden med en kalkuleret
rækkevidde i vores tilfælde på 62 km.
Hvor langt
bilen kører på literen, når der ikke længere er
andet strøm på batteriet end det, der skal sikre
systemeffekten, fik vi ikke et realistisk svar på i
testperioden. Men hér kan man læne sig lidt op ad
specifikationerne på tilsvarende bilen uden
el-drift, hvor dét, der kommer nærmest, nok er en
136-heste 4-cylindret sDrive version, som kører 15,6
km/l.
|