- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: Hyundai Ioniq 5 72,6 kWh

RWD Advanced

Hyped elbil - med god grund


Af Søren Clauding – marts 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De to mest hypede elbiler i Danmark sidste år var KIA EV6 og søsterbilen Hyundai Ioniq 5. Førstnævnte er netop blevet kåret til ”European Car of the Year 2022” og sidstnævnte har fået tildelt tildelt hæderstitlen ”Årets Bil i Danmark 2022”. Hvad der præcis afgjorde forskellen står lidt hen i det uvisse, men måske var udseendet en afgørende faktor. Et faktum er de i hvert fald, at de begge vækker opsigt, og de ser da også på hver deres måde rigtig godt ud.

 

Grunden til den megen hype skal givet vis findes i, at begge biler udfordrer opladningsteknologien. De gør op med lange opladningstider, og man håber selvfølgelig derigennem at booste udviklingen, så lyn opladning bliver hverdagskost. Det tager dog nok nogle år, inden man er så langt, men nu eksisterer teknologien også i betalbare elbiler, det er et stort skridt at tage, og det skal Hyundai koncernen have al mulig ros for at have gjort.

 

Stort batteri – lang rækkevidde

I tørre tal er den prøvekørte version af Ioniq 5 udrustet med et 72,6 kWh litium-ion batteri. Det giver en rækkevidde på 451 kilometer iht WLTP. Og bestiller man sin ioniq 5 nu, har den endnu længere rækkevidde, når man får den sidst i 2022. Da er batteriet indenfor de samme dimensioner vokset til 77,4 kWh og rækkevidden er derpå 507 kilometer, Samtidig er topeffekten også forøget til 229 hk.

 

Energiforbruget er 168 Wh/km, igen iht WLTP, for grundet svingende og lave temperaturer i testperioden fik man ikke et klart signal om den virkelige rækkevidde i den virkelige verden under varierede kørselsforhold. Men det betyder jo også mindre, hvis man kan lade op en fart.

 

10 til 80 procent på 18 minutter

Det er vigtigt at forholde sig til listeprisen, for den prøvekørte bil var prissat til 355.000 kroner og vil ramme 390.000 kroner på den kommende 77,4 kWh udgave, hvilket er en fin pris for så fin en bil. Dens batteri er på 800 Volt og har en afgørende betydning for, at man fra en 350 kW ladestander, hvis man kan finde sådan en, kan lade batteriet fra 10 til 80 procent på 18 minutter - og på en 50 kW DC (jævnstrøms)-stander kan det klares på en time, siger de officielle tal. Vi har ikke prøvet det i praksis.

 

Det forbavsende er, at vægten er under 2 tons, til trods for batteristørrelsen, drivlinens store kapacitet samt en længde på 4,64 meter og en højde på 1,65 meter. Elmotoren er placeret mellem baghjulene og dermed er bilen altså baghjulstrukken. Selve batteriet ligger i vognbunden, som det næsten altid er tilfældet i elbiler, naturligvis for at holde tyngdepunktet lavt. Det giver fin plads både i kabinen og i bagagerummet på 527 liter, der kan blive til 1600, når bagsæderyglænene lægges ned. Dertil kommer et lille 57 liter rum oppe fortil, hvor den forreste elmotor i de firehjulstrukne versioner ellers ville være. Det kan passende benyttes til ladekabler.



 


Kræfter nok til det hele

Effekten på motoren, som er af typen permanent magnet synkron, topper ved 217 hk, 100 km/t nås på 7,4 sekunder – og topfarten er 185 km/t, men da skal man nok regne med en halvering af rækkevidden. I øvrigt må man trække en anhænger på op til 1600 kg, og den kan der oven i købet også leveres elektricitet til fra et udvendigt stik i Hyundai’en med en civiliseret styrke på 3,7 kW. Der er også placeret et 230 Volt stik ved bagsædet. Så man undervejs kan oplade fx en bærbar computer, el-cykel eller hvad behovet nu måtte være. Og så sidder man i ægte miljøsæder, for betrækket stammer fra plasticflasker.



Hvad køreoplevelsen angår, vil vi især henvise til on-board videoen her på siden, men helt overordnet betragtet kører den ret godt. Baghjulstrækket indebærer, at man i fedtet fører skal passe lidt på med at træde speederen for hårdt i bund – da vil det store drejningsmoment godt kunne bringe bagenden på afveje. Affjedringen er fast, men ikke ukomfortabel fast.

 

Elektriske features og god garanti

Bilen er desuden udrustet med en 1-pedal funktion, og regenereringsstyrken kan justeres vha paler bag rattet, og skift i køreretning foregår via kabler (shift by wire). Trådløs opladning af mobiltelefoner er en option, men det usædvanlige er, at der er indbygget afkøling i ladeskuffen, som bidrager til at forlænge batterilevetiden.

 

Sidst men ikke mindst giver Hyundai 5 års garanti uden kilometerbegrænsning. På batteripakken giver man 8 års garanti/160.000 km for at batteriets kapacitet er over 70 procent.


 

Andre Hyundai prøvekørsler – find dem hér >>>

On-board videotest: Hyunda Ioniq 5

Hyundai Ioniq 5 er en alsidig bil med alsidige køreegenskaber. Vi belyser dem på små snoede veje og ved højere fart på motorvejen. Fuld HD.





Model:

Hyundai Ioniq 5 72,6 kWh RWD Advanced

Listepris

Kr. 389.995 - prisen gælder den kommende 77,4 kWh version

Motor og transmission:

Permanent Magnet Synkron elmotor: 217 hk, 350 Nm. 800 V 72,6 kWh batteri. Baghjulstræk. Batterivarmer.

Præstationer acceleration/ topfart/

Energiforbrug/ Rækkevidde (WLTP):

7,4 sek./ 185 km/t/ 168 Wh/km, 451 km (481 km m. 19" fælge)

Længde/Højde:

4,64 meter/ 1,65 meter

Bagagerum:

527-1600 liter

Værd at bemærke:

Aut. nødbremse med fodgænger og cyklist genkendelse. Fuld LED. Alufælge. 225/45-20 hjul. El-førersæde med varme. Ratvarme. Head-up display. Varmedæmpene forrude. Adaptiv fartpilot med stop & Go. Vognbaneassistent med følgefunktion. 12,3" touchscreen. Varmepumpe. 2-zone Klimaanlæg. Nøglefri betjening. Bakkamera. Navigation. El-bagklap.



Bakkameraet er fremragende og grafikken synliggør visuelt, logisk og med stor præcision bilens position ved parkering.


20" hjul reducerer rækkevidden fra 481 til 451 kilometer.







Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt