Det er ret begrænset, hvad
der findes af den slags på markedet, så har man brug
for sådan en, er det jo bare med at betale prisen.
Men 860.000 kroner er mange penge. På den anden side
findes der jo mange biler, der koster både det og
meget mere, og som har ganske andre egenskaber, så
man skal nok bare lige vænne sig til, at det her er
noget andet, man får for pengene.
For det første får man jo lov
til at lægge en klækkelig sum penge i statskassen.
Både når man køber en Renault Trafic SpaceClass og
når man ejer den. Det er naturligvis
anerkendelsesværdigt...respekt for bidraget til
fællesskabet. Det gælder også afgiften på
brændstoffet. 13 km/l er jo ikke imponerende, især
ikke når det er dieselolie, det handler om. Men
sådan er det, hvis man vil holde fest på højere
niveau. Inspireret naturligvis af de, der
sammenligner bilen med en partybus. Men er det en
festbus, man køber? Nok ikke rigtigt.
Det vil da i givet fald også
være en ret eksklusiv fest, der er tale om, for
trods bilens umiddelbart overvældende størrelse er
der kun plads til syv. Og selvom den er flot
indrettet, er den ikke rigtigt en luksusbil.
Der forsvandt de
købsargumenter.
Men hvad er den så? Hvad gør
så den bil til noget særligt, noget der berettiger
udgiften?
Unik og OK bil
Svaret er egentlig ret
enkelt: den er unik og den er da heller ikke på
nogen måde en dårlig bil.
Navnet afslører dens ophav.
Den er skabt på basis af en Trafic varevogn, og den
slags er Renault faktisk ret god til at bygge. Så den kører pænt og kan rumme
meget. Men indretningen og fleksibiliteten… den gør
en forskel. En STOR forskel.
Bortset fra forsæderne kan
resten af sæderne nemlig varieres i en uendelighed.
De kan vendes og drejes og skubbbes og flyttes.
Bordet i midten kan hæves og sænkes. Og er luksus
alligevel et tema, er sæderne både bekvemme og
behagelige at sidde i. Det er en del af VIP-pakken
(til 80.000 kroner) ligesom læder og mørkt tonede
ruder. Så begynder VIP begrebet at ligne noget.
Bil til mange
For en Trafic SpaceClass er
ikke en bil, man køber for at køre sig selv i. Den
har kun berettigelse, når nogen er med, og så bliver
økonomiovervejelserne mere nuancerede. Er man mange,
der transporteres, er prisen pr. person selvsagt
lavere. Det giver mening.
I køretøjets bageste gemakker
er der plads også til alle passagerernes bagage. Det
gør den ideel som shuttlebus, til afhentning af
gæster i lufthavne, på banegårde, til transport af
grupper fx af virksomhedsmedarbejdere, osv. osv.
Fordelen er ikke mindst, at tiden i bussen kan
udnyttes til samtaler, og i et vist omfang også til
regulært kontorarbejde.
Aircondition for og bag
Fortil er den en regulær
Renault Trafic. Man sidder opret, bilen er små 2
meter høj og så kan man lettere overskue – og sno
sig – i trafikken. Der er overdådige
fralægningsmuligheder, og man behøver ikke frygte
træk i nakken, for der er separat styring af klimaet
bag forsæderne. Sådan da, for bilen har godt nok
aircondition, men ikke et regulært klimaanlæg.
I sagens natur er udsynet
bagud fra førerpladsen ikke mesterligt. Man
disponerer over et bakkamera samt en beskeden 8”
skærm, men det er set bedre, f.eks. i den helt nye
Renault Mégane Electric, så det er ikke fordi
Renault ikke kan, de har blot ikke gjort det i
Trafic. Den har dog også p-sensorer, så helt dårligt
stillet er man på ingen måde.
Nem at bruge
Inden man har låst sig ind i
bilen har den opdaget, at man er der (forudsat at
man har nøglen i lommen og så er det jo nok dén, den
har opdaget) og låst dørene op. Skydedørene i hver
side gør det let at stige ind.
Når man så begiver sig
afsted, er 6-trins DSG-gearet selvsagt en hjælp, og
det spiller udmærket sammen med dCi dieselmotoren på
170 hk. Trafic SpaceClass er forbavsende hurtig –
100 km/t nås allerede efter 10,6 sekunder, hvis
speederen trykkes i bund. Siden kan man aktivere
fartpiloten, men man skal selv styre afstanden til
trafikken foran, for fartpiloten er ikke adaptiv.
Adaptiv fartpilot kan dog tilkøbes for blot 4000
kroner.
Fuld LED
Om natten er det med at holde
øje ret nemt, for Trafic’en er udrustet med Fuld LED
lys. Men lys i kabineafsnittet er distraherende.
Største minus, set med moderne øjne, er nok savnet
af en avanceret nødbremse. Den kan ikke registrere
fodgængere og heller ikke cyklister.
Helt overordnet er Renault
Trafic imidlertid en varevogn. Affjedringen er OK,
men ikke jordens mest komfortable, og trods paneler
og beklædning er der stadig en vis varevognslyd at
spore. Omvendt: Trods prisen er bilen i
sammenligning med de få alternativer på markedet
ikke dyr. Kostbar måske, men ikke dyr. Og så kan man
jo glæde sig over de penge, der spares, hver gang
man er 7 personer, der sammen transporteres i bilen
eller benytter sig af dens alsidige interiør,
hævesænke-bordet i midten og de mange
justeringsmuligheder for sædepositionerne.
215/60-17 hjul.
|