I mange år har vi lært, at
biler med forhjulstræk er mere køre-rigtige og sikre
end baghjulstrukne biler. Baghjulstræk er mest til
sportslig, dynamisk kørsel, men det stiller i
kritiske situationer også anderledes krav til
føreren. Den optimalt indrettede elbil er imidlertid
baghjulstrukken, hvad bl.a. VW har praktiseret med
ID.3, der også godt kan slå et slag med halen, når
man kører den lidt friskt. ID.3 har imidlertid en
sportslig storebror, ID.4, som i 4MOTION udgaven
opfører sig ganske anderledes. Hurra for det.
Den har nemlig firehjulstræk.
Og selvom det blot er maksimalt 95 hestekræfter, der
leveres til forhjulene og der fortsat er op til 204
hk på baghjulene, medvirker de trækkende forhjul i
den grad til styresikkerheden og stabiliteten, at
udskridningstendensen på bagvognen i det store hele
elimineres.
Topeffekt med
begrænsninger
Det var nok det mest
overraskende ved mødet med VW ID.4 GTX. De mange
kræfter, som egentlig mest har at gøre med, at man
gerne ville bygge en hurtig bil ligesom
GTI-udgaverne af fx Golf, er naturligvis
overbevisende, så længe de varer. Efter højst 30
sekunder er det slut, afhængig af batteri temperatur
og andre forhold. Eksempelvis skal batteristanden
være mindst 88 procent for at yde den strøm nok til
den store effekt. Og uden at have prøvet det, er der
garanti for at strømmen meget hurtigt kommer ned
under det niveau, hvis man benytter sig af 299
hestekræfter.
I øvrigt anbefaler man
opladning til maksimalt 80 procent af batteriets
kapacitet og følger man som bruger den anbefaling,
har man i givet fald aldrig de 299 hestekræfter til
rådighed. Det er altså en topeffekt med visse
begrænsninger, for nu at sige det mildt.
Også derfor er det i
undertegnedes optik vigtigste tekniske argument for
at investere i en ID.4 GTX, at firehjulstrækket, som
fornemmes at være intakt ved lavere hastigheder og
mindre effekt, stabiliserer kørslen og derfor er en
stor sikkerhedsfaktor i sammenligning med
versionerne med baghjulstræk alene. Vi forsøgte, at
skabe baghjulsudskridning – og lykkedes ikke. 100
km/t nås på 6,2 sekunder og topfarten er 180 km/t,
men næppe i lang tid ad gangen.
Forhjulene er lidt smallere
end baghjulene, men de skal heller ikke overføre så
mange kræfter.
Rækkevidde i det virkelige
liv
I elektrisk forstand er VW
ID.4 GTX god for 476 kilometer fra 100 procent til
nul procent batteristand. Da vi modtog bilen, var
batteriet fuldt opladet og rækkevidden var iflg.
bilens egen beregning 350 kilometer. Temperaturen
var 10 grader Celcius. WLTP forbrugstallet er 185
Wh/km, men vi havnede på 220 W/km. Med en kWh pris
på 3 kroner koster det da 66 kroner at køre 100
kilometer. Sammenlignes med en benzinbil, der kører
15 km/l, er der så stadig en økonomisk besparelse i
nabolaget af 25 kroner pr. 100 kilometer ved at køre
elektrisk, så helt galt går det altså ikke. Dertil
kommer hele den miljømæssige side af sagen.
Prisen for en VW ID.4 GTX er
absolut i den højere ende. Den billigste ID.4 koster
300.000 kroner, GTX er prissat til 425.000 kroner og
så var testbilen udrustet efter alle kunstens
regler, så købsudgiften havde sneget sig op på over
560.000 kroner. Panorama glastaget alene står for
små 24.000 kroner, men det vigtigste ekstraudstyr er
uden sammenligning den adaptive affjedring.
Adaptiv affjedring er guld
værd
Den udløser i sig selv en
beskeden merpris på små 11.000 kroner og den er guld
værd. Se videoen her på siden, hvor vi bevidst
stressede affjedringen på rå brosten. Det er den
bedst absorberende affjedring, vi til dato har
oplevet under de udfordrende kørselsforhold og på
landevejen klarer den sig også godt, men her er
forskellen i forhold til konkurrenterne mindre
markant.
Udstyret omfattede også
matrix LED forlygter, som i dagens bilverden da også
så småt er ved at blive et krav, man bør stille til
biler, i hvert fald i den prisklasse. Det samme
gælder el-bagklap, bakkamera, p-assistent osv. Det
indgår alt sammen og er med til at efterlade et
rimeligt luksuøst billede af bilen.
Opladningen kan ske på
hurtigladere med op til kW jævnstrøm og 11 kW
vekselstrøm. Blandt andre data, der har særlig
fokus, når det gælder elbiler, er et bagagerum på
543 liter, der kan øges til 1575 liter, hvilket er
helt OK i en 4,58 meter lang bil, og man må trække
en anhænger på op til 1400 kg. Bilen vejer i sig
selv små 2300 kg, og er dermed bestemt ikke en af de
letteste af sin art, en vægt der inkluderer et
litium-ion batteri på 77 kWh.
|