Egentlig er en original
Volkswagen ”folkets folkevogn”. Sådan er det ikke
helt længere, hvis Folkevogn også betyder ”billig
bil til folket”. Men der er ingen grund til uro, for
alt imens VW er blevet skubbet opad i pris, har
Skoda overtaget rollen som Folkets Bil, og den er nu
ikke så ringe endda – tværtimod.
Vi har prøvet den nye Skoda
Fabia i Style versionen med 110-hestes motor og
7-trins DSG automatgear. Der står 240.000 kroner på
nær en fem’er på prislisten. For 237.000 kroner kan
man købe søstermodellen, VW Polo med 95-hestes
motor, manuelt gear og basisudstyret ”Life”. Vil man
have en Polo Style med 110-hestes motoren og samme
automatgear som Fabia’en er prisen 282.000 kroner.
Vi ved godt, hvad vi vil vælge blandt de to.
Mere bil for pengene
Det skal dog tilføjes, at
Style udstyret på de to søsterbiler ikke er
identisk. Men det er et faktum, at man får meget
mere bil for pengene for de 240.000 kroner ved at
vælge Skoda Fabia end basis-Polo’en. Indrømmet,
måske klinger navnet ikke helt så attraktivt. Men
hvad gør det, hvis det er en bil, man vil have og
ikke en prestige-ting. I øvrigt koster basisudgaven
af Skoda Fabia blot 155.000 kroner, men da er
motoreffekten næsten halveret (til 65 hestekræfter),
og man har da alene fem manuelle gear at gøre godt
med.
Ikke flere ord, direkte om
Polo i denne sammenhæng. Den er en glimrende bil, vi
har prøvekørt den for nogle måneder siden (dengang
var prisen også lidt lavere),
det kan der læses om hér >>>, men selvsagt skal
Fabia’en have lidt flere ord med på vejen.
Lydløs og sporty
Fabia er skabt på samme
platform som Polo. De tekniske data kan overføres
næsten direkte, omend pladsforholdene i Fabia er
bedre. men det er karakteristisk, at Fabia har 16”
alufælge med 195/55-16 dæk, hvilket giver en
spændstig og direkte berøring med asfalten, men også
gør affjedringen en smule mere komfortabel end hvis
17” fælge var valgt (erfaringerne fra Polo med 17”).
Kørslen er i øvrigt forbavsende lydløs og
køreoplevelsen mere sporty end vi umiddelbart havde
ventet. De sidste skyldes formentlig også den
moderate vægt på omkring 1200 kg.
Med den kompakte
3-cylindrede 1-liters turbomotor kan man nå 100 km/t
på 9,9 sekunder og topfarten er 205 km/t, men hvad
der er nok så væsentligt kan man med rolig
speederfod køre de 17,9 km/l, som de officielle WLTP
målinger fastslår. Det er ikke verdens bedste
benzinøkonomi, men hæderlig, også set i lyset af at
den er opnået uden nogen form for elektrificering.
Iøjefaldende til
ekstrapris
Der er ingen, der skal
påstå, at Fabia ikke er iøjefaldende i den
prøvekørte farvekombination (Phoenix Orange og
Sort/Kobber – merpris: 13.000 kroner), men ser man
gennem farven er designet tidsrigtigt og ikke
prangende. Det samme kan siges om interiørdesignet.
Man får en pæn bil, funktionel og fornuftig til
prisen.
Billederne her på siden
snyder dog lidt. For den prøvekørte bil havde en del
ekstraudstyr: 9,2” skærm med bakkamera og
navigation, LED forlygter, nøglefri betjening,
p-assistent og trådløs opladning af mobiltelefoner,
der kan, plus et par andre features.
Godt grundudstyr
Men Style standardudstyret
er udmærket: Foruden udstyret i de lavere
udstyrsversioner er 16” alufælgene og adaptiv
fartpilot standard, det gælder også bakspejl med
automatisk nedblænding, 2-zone klimaanlæg, digitalt
cockpit, højdejusterbare forsæder med lændestøtter,
lysassistent med regnsensor, mørktonede ruder bag og
tågeforlygter ikke mindst. Og en vis form for
connectivity får man også med i købet.
Men selv basisudrustningen i
den såkaldte ”Active” version er tidsrigtigt:
Standard er hér bl.a. 2 læselamper både for og bag
(sjovt nok har visse bilmodeller ikke lys over
bagsædet), 2 USB-C porte i midterkonsollen,
Bluetooth, aircondition, el-sideruder foran,
fartpilot, isskraber på indersiden af tankdækslet og
sædevarme.
|