- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: Peugeot e-208 GT Sky

Elektrisk city-racer med næsen i sky


Af Søren Clauding – december 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidste gang, vi prøvede den dengang nye Peugeot e-208, var for 2 år siden. I mellemtiden har den fået et facelift, men det er ikke det letteste at se, sådan umiddelbart. Men der er mange nye detaljer, som giver anledning til at den populære kompakte bil kan stikke næsen i sky.

 

Nå, ja, måske en lidt søgt indgang, inspireret af udstyrs-navnet ”Sky”, som henviser til at netop den version har panorama glastag. Men selvfølgelig er der noget om det, for e-208 i GT Sky udgaven er godt klædt på. Det genspejles i prisen, men over de to år er prisen på kompaktbilen steget i nabolaget af 40.000 kroner, hvor noget af det jo nok kan tilskrives de internationale begivenheder. Men generelt er biler blevet dyrere over de seneste år og fremfor alt betyder leveringssituationen, at det kan være sværere at forhandle en god pris hjem.



Velkørende og populær bil

Men hvad får man så for de 325.000 kroner, som den prøvekørte fuldt elektriske e-208 GT Sky er prissat til? For det første en velkørende bil, der kører fuldstændig som for to år siden. Den er også en ret populær bil, hvilket bl.a. kan skyldes det udstyr, som Peugeot benævner i-cockpit.

 

Det eksisterer uændret og inkluderer det lavt-siddende rat og instrumentgruppen placeret under forruden, så man ser den hen over ratkransen. Det er til stadighed en ret genial løsning, selvom konkurrenterne så småt er blevet stærke også på det felt med den mere avancerede head-up displayteknik, som spejler de vigtigste informationer op på forruden.

 

I forhold til 2021-testen havde bilen denne gang 17” hjul, hvilket ret beset ikke påvirker affjedringen nævneværdigt, selvom der er mindre affjedring i dæksiderne. Det skyldes formentlig at affjedringen er dygtigt afstemt, noget som visse kolleger kunne lære lidt af.

 

Godt udstyr

Udstyrslisten inkluderer Fuld LED med automatisk fjernlys samt nøglefri betjening. P-sensorer for og bag samt 180 grader kamera er standard. Adaptiv fartpilot samt en forbedret og ret effektiv varmepumpe er det også, og den nye pæne 10” berøringsskærm, hvor mange menupunkter skjuler bilens funktioner, men vise fortsat er direkte tilgængelige via tangenterne på instrumentbordet, er nem at betjene – og kan bl.a. betjenes med handsker på.



Og a-pro-pos: Sjovt nok har man ikke spenderet ratvarme, hvilket ellers er ret formålstjenligt på en elbil (afslører den kolde tid), men der er dog varme i sæderne, selvom de i GT-udgaven er erstattet af sportssæder. Det kan man have glæde af, hvis man som fører er den slanke type, men de forhøjede sider i stolen giver endnu mindre plads ved ind- og udstigning – i forvejen byder 208 ikke på de allerbedste forhold, hvad det angår. Så prøv at stige ind og ud et par gange, hvis en e-208 GT står på købs-listen.

 

Forbedret rækkevidde

Batteriet blevet bedre, hvilket ikke er det letteste at forholde sig til, når det er koldt. Det officielle WLTP tal for 50 kWh batteriet (samme størrelse som det hidtidige) er 351 kilometer (med de mindre 16” hjul, der er lettere, er rækkevidden 362 km). GT-versionens 17” dæk med dimensionerne 205/45-17 er også 1 cm bredere end 16” dækkene, og så var den aktuelle bil naturligvis udrustet med vinterdæk.



Ikke desto mindre var den oplevede rækkevidde i nabolaget af 250-275 km, hvilket ikke er slemt – FDM har tidligere målt en rækkevidde på blot 230 kilometer ved nul grader. Peugeot oplyser i øvrigt, at de forbedrede batterier giver en 6,5 procent længere rækkevidde. Men det er over en kam, og omfatter mange forskellige af de processer, som tilsammen gør batteriet i stand til at yde den energi, der er behov for.


Andre Peugeot prøvekørsler - find dem hér >>>



Model:

Peugeot e-208 GT Sky

Listepris:

Kr. 324.990

Motor og transmission:

El-motor, 136 hk. 260 Nm. A/T. 50 kWh litiumion batteri. 100 kWh hurtigladning.

Præstationer acceleration/ topfart/ rækkevidde (WLTP)/ Energiforbrug:

8,1 sek./ 150 km/t/ 351 km/ 16,5 wh/km.

Længde:

4,06 m.

Bagagerum:

265-1044 liter

Værd at bemærke:

Fuld LED. 17” letmetal fælge. Nøglefri betjening. Adaptiv fartpilot. Automatisk klimaanlæg. Varmepumpe. Sportssæder. Sædevarme. El-justerbare sidespejle m. varme. Multijusterbart læderrat. El-sideruder for og bag. Panorama glastag. P-sensorer for og bag. 10" touch screen.








Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt