Markedet bugner af kompakt
til mellemstore elbiler i 3-400.000 kroners
prisklassen. Ikke mærkeligt, for med
afgiftsfritagelse bliver prisforskellen markant
mindre på elbiler end konventionelle biler eller
hybridbiler, som er fuldt afgiftsbelagte. De har dog
alle uden undtagelse en udfordring på rækkevidden,
for det er fortsat infrastrukturen,
opladnings-hastigheden og batterikapaciteten, der
sætter begrænsningerne. I den luksuøse ende er Lexus
UX 300e imidlertid et stærkt tilbud.
Det er den, fordi Lexus
ikke leger med i rækkevidde-racet, ikke med den
fuldt elektriske UX 300e model i hvert fald. Den har
en rækkevidde officielt på 307 kilometer, som selv
når det er koldt, som da vi prøvekørte den, ikke
rammer meget ved siden af. Så på en måde ved man
hvad man har, hvis man investerer i sådan en bil.
Kræfter nok og god
vejbeliggenhed
Det gør man på mange andre
måder også. Batteriet er på 54,3 kWh, motoren er en
permanent magnet synkron elmotor på op til 204
hestekræfter og 300 Nm, og vægten er et stykke under
de magiske to tons, 1840 kg for nu at være mere
præcis. Det har den fordel, at bilen til en vis grad
er agil, men især har gjort det muligt også at skabe
en harmonisk sporty men alligevel komfortabel
affjedring.
De egenskaber i kombination
med den høje kvalitet, der kendetegner enhver Lexus,
gør UX 300e til en luksuøs og komfortabel elektrisk
hverdagsbil. Men hvorfor så lige bruge begrebet
hverdagsbil?
Bedre til hverdag end
til langtur
Enkelt nok: Bilturen til
Sydfrankrig vil godt nok tage lang tid, hvis man
kører i en UX 300e. Det er den ikke skabt til.
Hurtigopladning på maksimalt 50 kW passer ikke til
udfordringen, men hvad gør det, for det gør antallet
af hurtigladere heller ikke. Men hjemme-laderen på
væggen i carporten eller garagen er perfekt til at
sikre, at man hele tiden har rækkevidde nok til en
tur på tværs af Jylland, Fyn eller Sjælland og retur
igen samme dag. Eller sådan til dels på tværs af
landet. Det dur bilen til og dertil er den
glimrende.
Som sådan kunne en Lexus UX
300e være et udmærket supplement til fx en ES 300h,
som med sin større størrelse og en benzinøkonomi på
18-19 km/l er mere egnet til de lange ture på sine
egne økonomiske præmisser. Og faktisk koster de to
tilsammen sådan cirka en million kroner – det er
ikke meget forskelligt fra andre luksusbiler i samme
kategori. Hér går luksus’en blot i højere grad ud
på, at man kører forureningsfrit i dagligdagen og
forurener mindre end stort set alle konkurrenter på
de lange ture. Bare et forslag...
Stor prisfordel og lang
garanti
Men naturligvis har man
også masser af luksus af den mere traditionelle
slags i en UX 300e. Det er også udtrykt gennem
prisen, fordi en UX 250h med selvopladende 184
hestes hybridmotor koster 711.000 kroner i Luxury
udgaven mod de 443.500 kroner Luxury udgaven med
204-hestes elmotor er prissat til. Billigste UX 300e
koster blot 372.500 kroner mod billigste 250h med
152-hestes benzinmotor og det basale Comfort udstyr,
som koster 431.500 kroner. Der er altså masser af
penge at spare, hvis man kan tilpasse sig elbilernes
begrænsninger.
Udstyret i en UX 300e
inkluderer blandt meget andet 17” alufælge, Bi-LED
forlygter, 2-zone klimaanlæg, hele rækken af
kørehjælpemidler, og aktiv støjkontrol. I Luxury
versionen får man yderligere bl.a. nøglefri
betjening, lædersæder, sædevarme for og bag samt
ventilerede forsæder, Mark Levison Surround sound
med 13 højtalere, en 10,3” skærm, akustikruder, som
sænker støjniveauet yderligere udover hvad den
aktive støjkontrol kan klare, automatisk justerbart
triple LED forlys, elektrisk bagklap med hukommelse,
head-up display og 360 graders panorama view
monitor.
Og så er man i øvrigt, hvis
man vil, garanteret mod uventede
garanti-reparationer når den normale 3-års
fabriksgaranti udløber. Det kræver blot at bilen en
gang om året tjekkes på et autoriseret Lexus
værksted. Sker det, forlænges garantien op til og
med det 10. år, dvs. 11 år minus en dag.
|