- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: Ford Ranger Stormtrak

Double Cab 2,0 Ecoblue 4X4


Udstyrsstykke med moderne appeal


Af Søren Clauding – juni 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den seneste generation af den hårdføre pickup, Ford Ranger, blev lanceret for et par år siden. Men en bilmodel får jo ikke lov til, bare at ligge i dvale til næste generation skal fødes. Udstrålingen er vigtig for den slags biler og Stormtrak versionen har sin helt egen visuelle identitet.

 

Billederne siger meget, men i ord handler det fx om 18” hjul i stedet for de 17”, som bilen var udstyret med tilbage i 2020, da vi sidste gang prøvede den iøjefaldende Ranger i Raptor versionen. Stormtrak har sine rødder i Wildtrak udgaven, men den er blevet mere moderne i sin appeal.



Fine finesser

Double cab udgaven, der jo er interessant på danske papegøjenummerplader, har det korte lad og på den prøvekørte udgave var dækkenet elektrisk. Det fungerer som var det en elektrisk bagklap. Et tryk på en knap i kabinen, og så kører ladrulledækkenet over ladet væk, det kan også fjernbetjenes fra bilnøglen eller aktiveres fra en knap på indersiden af ladkanterne. Og indenunder var så monteret den praktiske lastdeler, der kan placeres hvor man vil og som ikke mindst hindrer, at indholdet glider frem og tilbage under kørslen.


 


Ladlængden er godt 1,5 meter og ladet er udstyret med en bund udført i et særligt slidstærkt plastmateriale. Der findes i ladboksen et stort antal fastsurringskroge, som supplerer lastdeleren. Og så har doublekabinen fået tagbøjler, der gør det muligt at transportere en taglast på op til 85 kg. Og holder bilen kan bøjlerne bære 350 kg, hvor man fx kan montere et tagtelt.

 

Komfortabel på almindelig vej

De lidt større fælge med tilsvarende 60 procent lavprofildæk af All-terrain typen, giver et solidt greb og i kombination med nye støddæmpere plus et opgraderet chassis og hjulophæng opnår man komfortable køreegenskaber også på plan asfalt. Støjniveauet er forbavsende lavt og vidner om, hvad man kan med en moderne dieselmotor. 10-trins automatgearet underbygger den komfortable kørsel gennem næsten umærkelige skift.



Og så har man arbejdet på at gøre brændstoføkonomien mere tidsrigtig. Tidligere kørte man med den prøvekørte 2-liters turbodieselmotor lige godt 9 km/l. Nu klarer bilen officielt (WLTP) op til 10,9 km/l, oven i købet i praksis endnu bedre, var vores erfaring. Det kan skyldes, at frihøjden er på 25,6 cm. Det er et par cm lavere end tidligere og derved er luftmodstanden forbedret. Og hjulene er et hver især et par cm smallere. Det genspejles i forbrug og det lavere støjniveau.



Elektronisk hjælp

Og så har de elektroniske hjælpemidler også vundet indpas i Ford Ranger. Adaptiv fartpilot og en 10,1” skærm er en option, vejbaneassistent er også ganske brugbart, når sidevinden tager fat og så sikrer den intelligente fartbegrænser, at hastigheden sættes ned (og op) når fartgrænserne ændrer sig. Funktionen kan naturligvis overrules og slås fra. Og så sidder man behageligt i sorte lædersæder, hvor de røde syninger dog mest har en optisk funktion. Det ser faktisk ret godt ud.

 

Sort tagrælig og trinbræt understøtter den optiske oplevelse fra de sorte alufælge og underbygger vigtigheden af, at når man betaler mange penge for et køretøj, der godt nok kan rigtig meget, så må det også gerne se godt ud. På en måde forener Stormtrak udgaven arbejde med eventyr og det gør langt hen ad vejen livet endnu mere værd at leve.


Andre Ford prøvekørsler - find dem hér >>>



Model:

Ford Ranger Stormtrak Double Cab 2,0 EcoBlue 4X4 A10

Listepris:

Kr. 452.862 ekskl. moms. Kr. 522.193 inkl. moms.

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 turbodiesel, 213 hk, 500 Nm/1500-2000 omdr/min. 4X4. 10 trins A/T.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

10 sek./ 180 km/t/ 9,3 km/l./ 281 g/km.

Hjul, for / bag:

265/60-18

Længde:

5,36 m.

Frihøjde:

25,6 cm

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESC. 18” alufælge. Spærredifferentiale bag. Beskyttelse under motor og tank. P-sensorer for og bag. 2-zone klimaanlæg. Nøgleløs betjening. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for. Adaptiv fartpilot. Vejbaneassistent. Sædevarme. Sorte sæder i dellæder. Bakkamera. Anhængertræk. Ford Sync 3. Elektrisk ladrulledækken. 8" skærm.










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt