| Samtidig med det generelle 
							facelift af Ford Focus, som vi tidligere beskrev, da 
							vi prøvekørte udgaven med 155 hybrid-hestekræfter, 
							har også performance-udgaven ”ST” fået en kraftig 
							opgradering. Visuelt er den blevet skarpere, og 
							testbilens optimistiske grønne farve lyser op i en 
							tid, hvor verden har brug for det, og udstyret er 
							også blevet noget mere omfattende. Men også prisen 
							har fået et nyk opad, så bilen i langt højere grad 
							end tidligere er blevet til: ”En kørebil for 
							kørenørder”.   Kørenørder elsker biler, der 
							kører præcist, som er lette at kontrollere, som kan 
							føles og som har et fartpotentiale, der godt nok i 
							praksis ikke må realiseres på hastighedsbegrænsede 
							danske landeveje. Men alene det, at bilerne kan, er 
							en tilfredsstillelse i sig selv. Og siden kan man så 
							gå på jagt efter de tekniske detaljer, der 
							kendetegner en bil som ST-X. De elektronisk 
							regulerede støddæmpere, eksempelvis, som på ujævne 
							lav-hastigheds landeveje definerer deres egen 
							version af begrebet køreglæde.   Lidt bedre performance I maskinrummet ligger den 
							samme 2,3 liters motor som inden faceliftet. Den 
							yder op til 280 hestekræfter, men den ændrede 
							aerodynamik – ikke mindst den nye front, som giver 
							et noget mere selvbevidst udtryk end forgængerens 
							gjorde det – har faktisk forbedret præstationerne en 
							smule. De 100 km/t nås iflg. specifikationerne en 
							tiendedel af et sekund hurtigere og benzinøkonomien 
							er 0,3 km/l bedre. Om det i praksis gør nogen 
							forskel er svært at vurdere. Vi nåede ikke længere 
							end til 11,5 km/l og det var ved generelt meget 
							civiliseret, miljøbevidst og rolig kørsel. 
 
							 
 Hjulophæng og hjulmontering 
							er også uændret, frihøjden er på 12 cm, hvilket er 
							en halv cm mindre end ST-Line versionen og 1,4 cm 
							lavere end på basisudgaven af Ford Focus. Det 
							betyder lidt, men heldigvis er der blevet plads til 
							en rimelig affjedringskomfort, godt hjulpet af de 
							elektronisk regulerede støddæmpere. 
 
							 
 Mere udstyr Sportssæderne er såkaldte 
							AGR-sæder, som er ergonomisk optimerede. Men: De 
							høje sidekanter reducerer indstigningspladsen og man 
							skal virkelig gøre et nummer ud af at afprøve 
							siddekomforten, inden man investerer de 600.000 
							kroner, for nogle mennesker vil sæderne være for 
							smalle, for andre er de for brede, så man rutsjer 
							rundt i skålen, men selvfølgelig vil en gennemsnits 
							kropsfacon passe ind. 
 
							 
 En del af merprisen på tæt 
							ved 100.000 kroner, sammenlignet med den ST3, vi 
							prøvekørte for et par år siden, ligger i det 
							opdaterede udstyr: De automatisk styrede matrix LED 
							lygter, som vi ikke kan rose nok, 13,2” skærmen, som 
							er overskuelig og let at betjene, varme i rat og 
							forrude, nøglefri betjening, head-up display. Og 
							trods det manuelle gearskifte er såkaldt intelligent 
							(bl.a. hastighedsjusterende efter ruteforløbet m.v.) 
							adaptiv fartpilot nu også standard. Det er udstyr 
							til i nabolaget af 30.000 kroner – og resten af 
							merprisen glæder så den krisetømte danske 
							statskasse.   Gode pladsforhold Pladsforholdene i kabinen er 
							uændrede, det er blot målemetoderne, gætter vi på, 
							som gør forskellen. Det enkleste er, selv at vurdere 
							om der er den plads, man har brug for. I øvrigt må 
							man koble en anhænger på op til 1600 kg bagpå. Det 
							er markant mere end for de øvrige versioner med 
							færre hestekræfter, som dog også er op til over 150 
							kg lettere. Hvem der så lige kan nænne at gøre det, 
							er en anden historie, men i en snæver vending er det 
							vel OK.   Helt overordnet har Ford med 
							ansigtsløftningen moderniseret Focus temmelig meget, 
							og det gælder naturligvis også ST. Men specifikt 
							hvad ST modellen angår rykker samfundsnormerne dog 
							lidt i en anden retning for tiden, især hvad 
							energiforbruget angår. Ret beset handler 
							energiforbrug også om hvor meget man kører, så vil 
							man spare 20 procent på forbruget er det bare med at 
							tilrettelægge sin kørsel, så man kører 20 procent 
							kortere. Indrømmet, det er et kortsigtet og noget 
							begrænsende ræsonnement, men vel ikke meget 
							anderledes end at skrue ned for varmen, når krisen 
							kradser. Og heldigvis er der så meget andet, man kan 
							nørde om i en Focus ST X end alene at træde 
							speederen i bund… 
  |