Det var egentlig den
kraftfulde BMW M240i Coupé med 374 hestekræfter, der
skulle have været fokus på – og det kommer der også
om kort tid – men så blandede den mere moderate 220i
sig i planlægningen. Det var bestemt af det gode,
for den vakte gamle minder til live.
Da undertegnede for mange,
mange år siden havde sat mig for at prøve at forstå
en BMW, sådan helt ind i dens grundvold, var jeg
meget analytisk. Og siden omsatte jeg analysen til
virkeligheden og udbrød Wow, eller hvad man nu
udbrød for mange, mange år siden. Jeg begyndte
nemlig at køre bilen i stedet for blot at lade mig
køre af den. Det var hele kernen i oplevelsen, for
en BMW kan nemlig køres, hvis man vælger at gøre
det. Den kan også trille, men så er den såmænd ikke
så meget anderledes end mange af konkurrenterne.
Sublim i enhver forstand
Da den virkelighed tog form,
begyndte jeg at forstå, hvilken sublim køreoplevelse
man kan give sig selv, hvis man gør det bag rattet
af en BMW, og derigennem hvilken sublim bil en sådan
BMW var. Siden er det også blevet tydeligt, at selv
BMW’er er forskellige. I en X-BMW er det i hvert
fald andre kørefærdigheder, der highlightes fra BMWs
side end i en Z-sportsvogn, og de store limousiner
defineres også anderledes.
Dertil kommer de
forhjulstrukne biler. Det er en lidt anden historie
og de er fine nok, det er slet ikke det. Men i
220i-versionen i Coupé form var oplevelsen som dengang for mange, mange år siden (og jeg har virkelig
ingen anelse om hvor mange, 20 år, 30 år måske mere.
Men det var en 3-serie BMW dengang og derfor var
minderne måske endnu mere tydelige).
Mellemtings-bil
BMW 220i Coupé er en af
BMW’s ”mellemtings-biler” som nu 2-serie, 4-serie,
6-serie og 8-serien er det på hver deres måde. Men
egentlig har en 2-serie Coupé intet med de øvrige
2’ere at gøre, den læner sig ikke op ad 2-serie
Active Tourer eller Grand Coupé. Den er faktisk
nærmere end 4-serien ikke mindst hvad interiøret
angår.
Men hvad vejegenskaberne
angår, er den hverken en 1’er eller en 3’er. Den er
nemlig kortere, blot 4,54 meter lang er den, og med
1,39 meter i højden er det jo heller ikke
overvældende. Og med baghjulstræk, de rigtige
hjulophæng og en moderat vægt på 1565 kg har man
skabt den ideelle køre-oplevelsesbil. I hvert fald
for undertegnede. Den er bare SÅ god.
Modificeret motor
Motoren kendes til dels fra
3- og 4-serien. Den har dog bl.a. fået nyt topstykke
samt en integreret manifold. Resultatet er uændret
power og mindre forurening. Det synes også som om,
at støjniveauet er blevet lavere. Det er i hvert
fald lavt. Og i samspil med 8-trins Steptronic
gearkassen har man en næsten fuldendt drivline.
Forbavsende meget kan læses
ud af de basis-specifikationerne. De 184
hestekræfter leveres ikke i et enkelt toppunkt, men
er fordelt udover er omdrejningsspektrum på 1500
omdr./min begyndende ved de 5000. Og det maksimale
drejningsmoment får man i næsten samme øjeblik
motoren er ude af tomgangsfart – ved 1350
omdr./min., og det bibeholdes helt op til 4000
omdr./min. Det giver en meget lineær acceleration,
som kraftmæssigt er yderst komfortabel.
Præstationstallene taler
også for sig selv: 0-100 km/t på 7,5 sekunder og 236
km/t på toppen, som det danske vejnet ikke giver
anledning for at tjekke. Men et forbrugstal på 16,6
liter benzin pr. kilometer er rigtig pænt og oven i
købet opnåeligt, hvis man holder højre-foden i ro.
Direkte affjedring
Affjedringen er stram, måske
givet af at det var tale om M Sport versionen. Men
ikke mere stram end at den på den ene side giver en
god og præcis tilbagemelding fra kørebanen gennem
den direkte styring og samtidig absorberer større
ujævnheder, som havde den været adaptiv. Men det er
den ikke, og med bilens moderate vægt er det heller
ikke nødvendigt.
Fordelen er, at bilen ikke
ændrer affjedringskarakter afhængig af køremåde,
fart og underlag. Man får det retur, man forventer,
og det gør den bevidste kørsel til en stor
oplevelse.
Oven i det er en 2-serie
Coupé yderst elegant og iøjefaldende. Dens udstyr er
også OK, sat i forhold til prisen på 513.000 kroner.
Og så var den prøvekørte bil blevet ekstraudstyret
for små 150.000 kroner.
Udstyr og brugbarhed
M Sport pakken inkluderer de
strammere hjulophæng som definerer frihøjden på 12,8
cm samt 255/40-18 aluhjul. Men sjovt nok er
bakkamera og p-assistenter også omfattet i M Sport
pakken. Det er dog egentlig en god idé, for udsynet
bagud er mildest talt dårligt.
Som coupé er der acceptabel
plads på bagsædet, men bilen er også 2-dørs med
rammeløse døre, og indstigningsforholdene til
bagsæderne, hvor vi ikke vil anbefale at man er
flere end to personer, er ikke ideelle.
Bagagerummet er egentlig stort, og har man ikke lagt
skiene på taget, hvad der ikke ville være en god idé
at forsøge på, kan man jo lægge dem ned gennem
kabinen, for bagsæderyglænene er nedfældelige i
forholdet 40:20:40. Man kan jo også lægge bagagen i
anhængeren, ultimativt i campingvognen. Men stop
lige engang: På papiret må man og kan man vel også
køre med en anhænger på 1600 kg. Men hvis anhænger
er et tema, så burde man nok snarere overveje en
X-model. Trods alt.
M Sport spoileren på bagklappen fungerer sikkert
efter hensigten, men den ser nu lidt påklistret ud. |