- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: SEAT Leon FR

2,0 TDI DSG 5d


Sporty, velkørende og ungdommelig familiebil


Af Søren Clauding – februar 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er jo ingen hemmelighed, at SEAT er i familie med Volkswagen, Skoda og Audi, og det forklarer måske, hvorfor præcis SEAT-udgaven, Leon, baseret på den seneste udgave af den fælles MQB platform overhalede søsterbilerne og som den eneste af det firkløver blev nomineret til hæderstitlen Årets Bil i Danmark 2021. Den er nemlig så tæt på de andre tre og så meget billigere, at den alene i kraft af prissætningen totalt set var mere attraktiv.

 

Det var sådan det blev, men ræsonnementet fordrer naturligvis, at pris betyder noget. For er pris sekundært og design samt brand-værdi af stor betydning, så handler det jo mere om smag og behag – samt prestige. Det var tydeligt, da vi lidt mere grundigt end forberedelserne til prisuddelingen tillod, gik under lakken på SEAT Leon.

 

Teknisk identiske

Få måneder forinden havde vi nemlig prøvekørt Audi A3 med stort set samme teknik som i den prøvekørte Leon. Audi’en var den sportslige ”S-Line”, SEAT’en den sportslige ”FR”, begge havde en 4-cylindret 2-liters dieselmotor i maskinrummet, god for 150 hestekræfter og 360 Nm, og begge var udrustet med VAG (Volkswagen AG) gruppens 7-trins DSG automatgear – og minsandten om ikke hjulstørrelsen også var identisk.

 

Den største forskel var vejret, og så var opsætningen af de to biler formentlig lidt forskellig, udtrykt fx i fartpræstationerne (A3 topfart: 224 km/t, Leon topfart: 218 km/t). Og så prisen. OK, udstyret var ikke helt identisk (fx er Fuld LED forlys ekstraudstyr i Leon FR), men prisen er, helt aktuelt: A3 Sportback S-Line: kr. 425.000. Leon FR 5d: kr. 322.990.



Stor forskel

Men indrømmet, ser man på de to biler, og ser man bort fra teknikken, er den visuelle forskel MEGET tydelig. Selvom begge biler er stort set lige lange, så ligner en Audi A3 en Audi. Den nye SEAT Leon ligner omvendt ikke en SEAT – ikke en af de gamle, i hvert fald. Det udvendige design er blevet meget skarpt, det udtrykker meget mere pondus, det er ret sportsligt og ungdommeligt.

 

Som sådan nærmer Leon sig A3, men linjerne trækker i en anden retning og derved bliver de to bilmodeller designmæssigt meget forskellige. Og så er der naturligvis søsterbilerne, Skoda Octavia og VW Golf, men ingen af dem har vi for alvor prøvekørt i versionerne med 150-hestes diesel, DSG og sportsundervogn.

 

Ens og ikke ens

Dette sammenlignings-race har ligeså meget at gøre med at fastslå, at meget af det, der kan siges om den ene model også kan siges om den anden. Præstationer, forbrug, trailervægt osv. er stort set ens (i øvrigt på Leon’en trække ikke mindre end 1800 kg). Indvendig er designet ret forskelligt, men mange af de tekniske løsninger er de samme, og selv gearvælgerne er identiske, hvad funktionen angår – designet er det ikke helt. Og så er SEAT forhandlerne ikke så pompøse som Audi forhandlerne er det. Til gengæld er der mange flere af dem…

 

I sagens natur kører bilerne ens og i sagens natur gør de det ikke. Balancen gennem svingene er ikke meget forskellig, men følelsen, affjedringen, styringen – hér er SEAT Leon helt sin egen. Testbilen var udrustet med 225/40-18 dæk (18" alufælge er ekstraudstyr), vinterdæk heldigvis, passende til årstiden. De giver en god respons på underlaget og netop fordi der er tale om vinterdæk, er de mindre følsomme overfor vejrmæssige ændringer – lidt fugt nedsætter naturligvis vejgrebet, men Leon’ens basis egenskaber ændres ikke.



Multilink gør en forskel

Fordi der er en kraftig 150 hestes diesel i maskinrummet, naturligvis forsynet med en SCR katalysator (AdBlue) og derfor minimalt forurenende, har Leon FR ligesom søstermodellerne også multilink baghjulsophæng, og det gør en stor forskel, især hvad angår kurvestabiliteten og især på ujævn vej, hvor den styrer meget stabilt.



”FR” står for ”Formula Racing” og det understøtter den lyst, man automatisk får, til at køre hurtigere end man må. Det er ikke i sig selv målet, at køre hurtigere end man må, men bilen har potentiale til at køre hurtigt og er egentlig også ret komfortabel, når man kører hurtigt i den (og så får undertegnede helt automatisk lyst til også at praktisere det).

 

Fancy baglys

Maskineriet og gearskiftet er i god harmoni og så indebærer ”FR” også et temmelig stort udstyr, blandt andet LED baglyset, der strækker sig fra kant til kant og nærmest forener baglygterne – det fører tankerne over på langt dyrere biler.



Basisudstyr i den såkaldte Reference model, der med 90 hestes benzinmotor kan købes for blot 215.000 kroner, inkluderer vognbaneassistent, automatisk nødbremse, der også registrerer cyklister og fodgængere, fartpilot, elektronisk differentialespær, klimaanlæg, ratvarme og 8,25” touch-screen.

 

FR er også udstyr

FR-udstyret er selvsagt noget mere omfattende, men inkluderer sjovt nok ikke nøglefri betjening udover start-knappen. Men klimaanlægget er her vokset til 3 zoner, hvilket bagsædepassagererne givet vis er glade for, Berøringsskærmen er vokset til 10,25”, og ”SEAT driving-profil” fastholder forskellige føreres individuelle ønske om opsætning af drivlinen. Foruden den brede baglygte har tågeforlygterne her også en drejefunktion, så de tænder i den retning bilen måtte dreje, når forlygterne i øvrigt er tændt. Og fartpiloten er blevet adaptiv.

 

Et enkelt minus, eller i hvert fald et punkt, man som køber bør være opmærksom på, er sædekomforten. Forsæderne er traditionen tro forholdsvis bløde. Der er kun én løsning: Prøv dem, inden slutsedlen eller leasingkontrakten underskrives – men det gælder jo i virkeligheden ethvert bilkøb. Det er vigtigt, at man som køber trives bag rattet af sin bil. Tag en virtuel køretur i on-board videoen og få det første køreindtryk.


Andre SEAT prøvekørsler - find dem hér >>>
Videotest: SEAT Leon FR 2,0 TDI DSG7

Vi har udsat den sporty FR-udgave af den nye SEAT Leon for både jævne men også ret ujævne og ret våde landeveje. Vinterdækmonteringen gav god føling med både hjulophæng og vejgreb. Fuld HD.




Model:

SEAT Leon FR 2,0 TDI DSG 5d

Listepris:

Kr. 322.990

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 ltr. turbodiesel med SCR katalysator.150 hk/3000-4200 omdr./min. 360 Nm/1700-2750 omdr./min. 7 trins DSG. Forhjulstræk.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

8,6 sekunder/ 218 km/t/ 21,3 km/l/ 122 g/km.

Hjul, for / bag:

225/40-18

Længde:

4,35 m

Bagagerum:

380-(ca. 1200) liter

Værd at bemærke:

ABS. ESC. Aut. nødbremse. 17” alufælge. Sportsaffjedring. Tågeforlygter med drejefunktion. Fjernlysassistent. Multijusterbart sportsrat. 3-zone klimaanlæg. Sædevarme. Ratvarme. El-sideruder for og bag. Adaptiv fartpilot. Isofix x 3. 10,25" touchscreen med navigation.







3-zone klimaanlæg er standard i Leon FR.






Skilem i bagsæderne øge anvendeligheden.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt